En af EU's grundlæggere, Jean Monnet, bliver ofte citeret for ordene: "Hvis man påny skulle opbygge Europa, ville jeg begynde med kulturen." Som Jacques Delors anførte i 1997, sagde Monnet det dog aldrig - af den simple grund, at den europæiske kultur ikke kunne opfindes. Den er her allerede, og den er gammel.
Men, tilføjede Delors, ikke desto mindre "citeres disse ord stadig oftere ligesom for at antyde, at de grundlæggende fædre sent i livet selv indrømmede, at de var draget i den forkerte retning". EU's kulturpolitiske dimension efterlyses, når det økonomiske og politiske Europa afskrives som projekt "uden sjæl og krop", forklarede Jacques Delors, EU-Kommisionens tidligere formand.
Således for eksempel i mandags i en kronik i Libération pustede teaterdirektør Jacques Blanc atter en gang liv i Monnets fantom-ord. For Blanc vil mere europæisk kultur og ser den spire frem i det små: "Faktisk begynder EU så småt at interessere sig for kulturen med et 'budget' på 0,12 procent."
Men hvad er en sådan europæisk kultur, der nu skal støttes som en af den fortsatte europæiske konstruktions støtter? Kulturel mangfoldighed, siger man sædvanligvis. Den er, som for eksempel Milan Kundera fastslår i sin nye essay-samling, Le Rideau (Gallimard), "den store europæiske værdi". Og, bør tilføjes, indskrevet i den forfatning, der død eller levende, p.t. splitter Europa.
Bogen, der kan oversættes til 'Tæppet' eller 'Gardinet', er Kunderas indlæg i debatten om en europæisk kultur udfoldet som en teori om romankunstens væsen: "Det er ikke lykkedes Europa, at tænke sin litteratur som en historisk enhed, og jeg kan ikke afholde mig fra at gentage, at dette er Europas ubodelige intellektuelle nederlag."
To provinsialismer
Årsagen er to former for europæisk 'provinsialisme'.
Den ene er at finde i de små nationer og den anden i de store, skriver Kundera. Forskellen er ikke antallet af indbyggere. Forskellen er, at visse nationer er historiens subjekt. Andre dens objekt.
Nok er der lige så mange polakker som spaniere, men de har ikke spillet samme rolle i historien: "Spanien er en gammel magt, som aldrig har været truet på livet, hvorimod historien har lært polakkerne, hvad det vil sige ikke at være... 'Polen er endnu ikke gået til', lyder det første patetiske vers i deres nationalmelodi," skriver Kundera og citerer den frygt polske forfatter Gombrowicz luftede for 50 år siden i sin korre-spondence: "Hvis nu, om 100 år, vores sprog stadig eksisterer..."
Konsekvensen, siger Kundera, er den lille nations manglende evne til at indskrive sin litteratur "i den store kontekst", hvad Goethe kaldte Weltlitteratur.
Kundera, der har skrevet første halvdel af sit forfatterskab på tjekkisk og anden halvdel på fransk, kender såvel den lille som den store nation indefra. Citerende den tjekkiske forfatter Kafka, der også skrev på et stort sprog, tysk, konkluderer Kundera: "En lille nation, siger han, udviser stor respekt for sine forfattere, fordi de forlener den med en stolthed 'over for den fjendtlige verden, der omgiver den'; litteraturen er for den lille nation 'mindre litteraturehistoriens anliggende' end 'folkets'.... Nationens besiddertrang over for sine kunstnere manifesterer sig i den lille konteksts terrorisme, som reducerer et værks hele betydning til den rolle, som det spiller i sit eget land."
Den store nations problem er paradoksalt nok det samme: At indskrive sin kultur i den store kontekst. Således for eksempel Frankrig lader Kundera forstå med et citat af den polske forfatter Kazimierz Brandys: "Den franske studerende har de allerstørste huller i sin viden om verdenskulturen, men han kan tillade sig det, thi hans egen kultur dækker mere eller mindre alle aspekter, alle muligheder og alle faser af verdens udvikling."
Ifølge Kundera er de to provinsialismer blevet cementeret af litteraterne - trods de europæiske romanforfatteres krydsbestøvning, der repræsenterer den europæiske kulturs mangfoldighed par excellence.
Europa ligger bag os
For Kundera inkarnerer romanens historie hans ideal om en europæisk kultur: "Et maksimum af mangfoldighed i et minimum af rum". Men, lader Kundera mod slutningen af sit essay forstå, "den moderne tids Europa er ikke længere". Og romanen - ligesom de øvrige kunstarter og filosofien - spiller i dag ikke længere samme rolle som tidligere.
Denne konklusion er ingen overraskelse. Som både Delors og Blanc ihukommer, er det samme Kundera, der tidligere har bestemt europæeren som Europa-nostalgiker. Europa ligger ikke foran os, men bag os.
I et indlæg i avisen Le Figaro i marts luftede den franske sociolog Alain Touraine en lignende tanke. Nok udtrykker Europa sig stadig med "en bevidsthed om sin egen kulturelle overlegenhed", men "udenlandske observatører, selv velmenende, beklager sig over fraværet af kulturel kreativitet i Europa og over den ubesværethed, hvormed de europæisk lande lader store interessegrupper og koncerner bemægtige sig store områder af kulturens verden".
I et sådant klima finder Alain Touraine det nødvendigt at slå et slag for "at kulturens Europa tager form og fuldender det økonomiske Europa og det politiske Europa".
Målet er imidlertid ikke at udpege hvilken kultur. Heller ikke at tilskynde "materielle eller juridiske opfordringer". Snarere sikre kulturen "frirum", hvad enten "tomme eller vilde", hvor kulturer kan mødes, og kultur udveksles.
Visse spørgsmål, foreslår Touraine, besvares måske lettere på europæisk niveau. Spørgsmål, kunne man tilføje, der rækker hinsides nostalgien over borgerlige kulturformers hensygnen, hvadenten romanens eller kunstværkets: "Bør vi acceptere, at afgrunden mellem 'massekulturen' og 'elitekulturen' graves stadigt dybere?"
Touraines konklusion synes tre måneder efter han nedfældede den stadigt mere pertinent: "Begave europæerne med en mere levende interesse for kulturen og dens kreationer er sikkert det bedste middel til at fremskynde dette nye møde mellem økonomien og samfundene, som vil sætte os i stand til at træde ud af den foruroligende fornemmelse af at gå et stadigt større kaos imøde forsvarsløst udleveret til en truende fremtid."
Standardisering
I Tyskland kritiseres imidlertid EU's kulturpolitiske støtte nu for alt, hvad Touraine håber EU kunne modvirke. I et indlæg i Die Tageszeitung 26. maj skriver kortfilmsfestivalleder Lars Henrik Gass, at at den europæiske audiovisuelle støtte, der skulle sikre den eurpæiske kulturelle mangfoldighed, har givet bagslag. Beskyttelsen af Europa "mod amerikansk hegemoni og fundamentalismen i den arabiske verden" er slået om i "en standardisering, der fordrer, at europæere kun ser europæisk kultur lavet af europæere". Festivaler og andre kulturbegivenheder, der tidligere præsenterede sig som "internationale", er blevet "provinsielle".
Et andet problem Gass gør opmærksom på, er de millioner af euro, som byer henter i deres kulturbudget til at brande sig for at opnå EU-støtte. Miseren er ikke kun økonomisk, men også kulturel. Det nye krav til kulturelle projekter er, "at de stråler hinsides landegrænser," skriver Gass : "Kultur skal være attraktiv, det vil sige tiltrække mennesker og vække opmærksomhed, give ekko i medierne og sikre ryet."
Som Touraine advarer: "Hvis vi vil have, at kulturel skabelse spiller en mere aktiv rolle i Europa, skal vi for alt i verden ikke bekymre os om, om den er europæisk; den bør på en og samme tid definere sig i forhold til skaberne selv og i forhold til alle deltagerne i et i dag altovervejende globaliseret miljø."
Ifølge Gass er den ny "kulturelle centralisering" et onde, der må bekæmpes. Touraine er ikke uenig: "Kreation indfinder sig ikke i samfundets centrum, men i dets udkant eller helt hinsides."
