Læsetid: 4 min.

Den europæiske risiko

5. juni 2001

»Har vi evnen til at eliminere økonomiske opsving og fallitter. Svaret er nej, fordi vi ikke har redskaber til at ændre den menneskelige natur eller til at forudsige den menneskelige adfærd.«
Alan Greenspan, chef for USA’s forbundsbank

HVIS PRÆSIDENTEN for Den Europæiske Centralbank havde heddet Alan Greenspan, og hvis eurozonen havde været en dollarzone, så havde en bestsellerforfatter med efternavnet Bernstein sikkert ophøjet den monetære forvalter til et geni. Og folket ville bryde ud i latter, når forvalteren i sin vanlige selvsikre stil havde sagt, at »hvis De har forstået, hvad jeg har lige har sagt, så har jeg sikkert udtrykt mig dårligt.«
Men Europa er ikke USA, og ingen ler, når præsidenten for Centralbanken i Frankfurt, Wim Duisenberg taler. Mens Greenspan hyldes, når han håner folks uvidenhed, og præmieres af finansmarkederne for at trykke ekstra hårdt på seddelpressen, så straffes Duisenberg for sin stramme pengepolitik og manglende vilje til at sænke renten i eurozonen. Den menneskelige adfærd og natur er mere end et økonometrisk regnestykke.
I år har Greenspan – af frygt for en økonomisk recession i USA – ført en usædvanlig aggressiv pengepolitik og sænket renten seks gange. I USA er renten fire procent lavere end i Euroland, hvor Duisenberg kun en gang i år har brugt rentevåbnet og holder euro-renten på 4,5 procent. Den forskel burde teoretisk set styrke euroen – også fordi den europæiske vækstrate i år 2001 ventes at blive cirka dobbelt så høj som den amerikanske, der knap kan slæbe sig over en procent. Men valutamarkedet har reageret som Rasmus Modsat. Euroen er faldet til det laveste niveau i det sidste halve år. Siden den blev noteret på valutamarkedet i 1999, har euroen tabt godt 30 procent af sin værdi overfor dollaren. Alene i år er euroen faldet med ni procent overfor dollaren – og den er faldet med seks procent overfor yen’en, selv om Japans økonomi er i miserabel forfatning uden vækst.

USIKKERHEDEN om den globale økonomis konjukturer – vækstprognoserne er over en bred front blev sat ned i år – har ikke hjulpet euroen. For dollaren har noget, som euroen endnu ikke har oparbejdet: Tillid og tradition. Dollaren virker som en sikrere havn. Greenspan afstiver den tro. Og han kan slippe heldigt fra at sige, at »inflationen ikke er et problem i øjeblikket« – selv om USAs forbrugerpriser er steget med 3,3 procent i det sidste kvartal.
Duisenberg derimod skaber uro. Som i torsdags, hvor han sagde, at »valutakursen vil kun blive vigtig, hvis den ikke længere understøtter vores inflationsmål« (på to procent). Bedre var det ikke, da han den 10. maj sænkede euro-renten med et lille nøk. Iscenesættelsen var fatal. Duisenberg har brugt hele foråret på at afvise enhver form for rentenedsættelse, og så gør han det på et tidspunkt, hvor nye tal fra kernelandet Tyskland vidner om voksende inflation. Hvis målet er at få inflationsraten i euro-zonen ned på to procent, så bør han ud fra den strikse monetære målestok faktisk hæve renten frem for at sænke den. Omvendt kan en svag valuta være med til at holde væksten - og beskæftigelsen - i vejret. For en stund. Indtil regningen skal betales.
I sidste uge kom flere nye faresignaler fra Tyskland. Forbrugerpriserne er i maj steget med 3,6 procent, og det er den største stigning i syv år. Den tyske industriproduktion er faldende, og væksten er med 1,5 procent sat på vågeblusset i Tyskland. Også i det andet kerneland, Frankrig, er væksten, samt forbrugernes og virksomhedernes tillid på vej ned. Opbremsningen viser, at euro-zonen ikke længere er immun overfor nedturen i USA’s økonomi. Usikkerheden vil måske sprede sig i denne uge, hvor nye nøgletal for tilliden, inflationen og væksten offentliggøres i
Europa.

LET OG ENKEL tegner fremtiden sig ikke for beslutningstagerne i eurolandene. For afkølingen af den europæiske økonomi og det voksende inflationspres kommer på et skidt tidspunkt.
Om små syv måneder skal euroen bestå en afgørende prøve, når den bliver andet og mere end et spekulationsobjekt på finansmarkedet. Borgerne i eurolandene – fra Tampere i Finland til Cadiz i Spanien – skal fra den 1. januar 2002 til at bruge euroen. 16 mia. euro-sedler og 50 mia. mønter ligger klar til at blive sendt i omløb. Det er ikke bare ren teknik. Operationen rummer også en risiko for, at barer, butikker og banker benytter lejligheden til at ’runde op’, når prisen skal omregnes til euro. Spanierne skal f.eks. vænne sig til et halsbrækkende regnestykke fra den 1. januar, når en euro skal omregnes til 166,386 peseta. Hvis virksomhederne udnytter usikkerheden til at sætte gang i prisskruen, er det ikke kun politikerne og Centralbanken, der skal tøjle dem. Det kan også få valutamarkederne til at straffe euroen overfor dollaren.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her