Læsetid: 4 min.

Europas ansvar

9. april 1999

FOR HVER UGE krigen i Kosovo løber, og det menneskelige mareridt fortælles af en million fordrevne Kosovo-albanere, skærpes NATO's eksistentielle dilemma på en måde, som de fleste europæiske regeringer helst vil være fri for at tale om. Krigen rummer nemlig sin egen drivkraft, logik om man vil: Kan NATO ikke med militær magt gennemtvinge en overholdelse af menneskerettighederne i Kosovo og sikre, at krigens ofre - flygtningene - kan vende hjem, så sættes NATO's eksistensberettigelse på spil.
Et nederlag eller manglende evne til at diktere fredens betingelser over for Serbien og Slobodan Milosevic, vil få så kaotiske sikkerhedspolitiske konsekvenser, at denne option næppe accepteres. Derfor nærmer den dag sig stille og roligt, hvor NATO føler sig tvunget til at drage de fulde konsekvenser af Kosovo-aktionen. Man må håbe, at diplomatiet - med Tyskland og Frankrig i pendulfart til Moskva - i løbet af den kommende tid kan få Beograd til at acceptere en holdbar fredsaftale, men hvis ikke det sker, så må NATO sikkert indsætte landstyrker for at skabe fred.
Magtanvendelse er altid et tveægget sværd, som historikeren Uffe Østergård skriver i dagens avis - og i takt med at en sådan krigs brutalitet, blodighed og barske billeder eksponeres i den europæiske offentlighed, så kan de politiske uenigheder i en række EU-lande sprænge flere regeringer. I Italien og Frankrig har NATO's bombeaktioner fået kommunistiske ministre til at true med, at de vil forlade regeringen. Foreløbig har ingen gjort alvor af truslerne af frygt for at give højrefløjen magten.
Italiens regering under ledelse af Massimo D'Alema kan blive den første, der ofres i bombernes kølvand. Det er svært for D'Alema at balancere politisk mellem fortsat opbakning til NATO-aktionen på den ene side, og på den anden side de i Italien så stærke traditioner for anti-amerikanisme og den katolske pacifisme. Optrapper Slobodan Milosevic mængden af taktisk betonede våbenhviletilbud, vil D'Alema få det meget svært.

OGSÅ I TYSKLAND er der store spændinger - ikke mindst hos socialdemokratiets regeringspartner, De Grønne. Partiets 'realistiske' udenrigsminister Joschka Fischer forsvarer NATO-bomberne, men en landkrig vil han næppe kunne overbevise hverken sit grønne bagland eller den bredere tyske offentlighed om. 63 procent af de tyske vælgere støtter NATO-aktionen, men et solidt flertal på tre fjerdedele er imod at involvere tyske soldater i en landkrig. Hvis krigen føres ind på landjorden, vil også en række tyske socialdemokrater stige af, og kansler Gerhard Schröder må så søge sit politiske flertal i forbundsdagen sammen med De Kristelige Demokrater. Og De Grønne elsker ikke NATO så højt, at de er rede til at 'dø' for alliancen.
I det store historiske lys er det dog banebrydende, at europæiske centrum-venstreregeringer i det hele taget har overlevet to ugers NATO-luftkrig mod en anden suveræn europæisk stat. Men siden afslutningen på Den Kolde Krig har en del af venstrefløjen erkendt, at den stillet over for etniske udrensninger og diktaturers blodige magtpolitik må tage politisk ansvar og - om nødvendigt - at lave internationale militære aktioner for at sikre menneskerettighederne. Kosovo-krigen er en hård test af den politiske vilje bag holdningsskiftet. Det er ikke bare en konflikt, der berører venstrefløjen, for onsdag advarede Hollands liberale udenrigsminister Jozias van Aartsen skarpt mod indsættelse af landtropper, fordi det efter hans opfattelse kan føre ind i en "total Balkan-krig".
Hvor uenighederne om krigen er forståelige, så er Den Europæiske Unions impotens og manglende evne til at påtage sig et fælles ansvar for løsningen af den humanitære katastrofe, som krigen har skabt, helt utilgivelig. Mens Europas fattigste land, Albanien, tager imod 100.000 oveni i de godt 300.000 flygtninge, landet allerede har, så er det mere end pinligt - for ikke at sige oprørende - at EU-landenes indenrigsministre onsdag ikke engang kunne enes om at lave en kvoteordning for sølle 100.000 Kosovo-albanske flygtninge.

DÅRLIGE OG ABSURDE politiske påstande om, at Kosovo ikke er EU's nærområde, men kun Albaniens, Montenegros og Makedoniens, eller symbolsk britisk modstand alle fælles EU-initiativer eller franske socialisters frygt for Le Pens racister ligger bag Ministerrådets flugt fra det kollektive ansvar. At man overlader alt i frivillighedens navn til de nationale regeringer, så finnerne f.eks. kan vælge at hygge sig i sine skove med kun 50 Kosovo-albanerne, er ikke til at bære stillet over for den humanitære katastrofe og de menneskelige tragedier, som krigen har bragt i sit kølvand. Hvis EU nogensinde skal gøre sig fortjent til en bredere folkelig opbakning, så må den i en skæbnestund som denne blive i stand til at opbyde bare et minimum af ansvarsfølelse over for Europas fælles anliggender. I længden er det uholdbart at deponere det politiske ansvar hos USA under NATO's militære paraply. bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her