Læsetid: 3 min.

Europas blinde øje

14. marts 2001

Massegrave. Sønderskudte byer. Tortur. Koncentrationslejre. Det kunne ved første øjekast ligne det spor af død og ødelæggelse de serbiske militser trak efter sig først i Bosnien og siden i Kosovo. Men det er det ikke. Det er det demokratiske Ruslands krigsførelse i den nordkaukasiske republik Tjetjenien. Det gør en forskel – ikke for ofrene, måske, men i højeste grad for de europæiske landes reaktionsmønster. Her er der ingen, der taler om sanktioner, eller bare fremsætter en klar kritik med krav om våbenhvile og forhandling. Dette er en sag, der helst rejses i fodnoter, uformelle samtaler eller bibemærkninger. Og i mange tilfælde: slet ikke. For politikerne har så tydeligt andre strategiske dagsordener at pleje, og så er det småt med gode photo opportunities. Opinionsdannerne, der valfartede til Sarajevo og Pristina, har også mestendels for travlt til at kere sig om stednavne som Grosnij, Samasjki og Khankala.

Danmarks nye udenrigsminister Mogens Lykketoft er kun det seneste eksempel på denne kedelige mangel på konsekvens og – i visse tilfælde – moral i den udenrigspolitiske strategi over for Rusland. Lykketoft kunne før sin ankomst til samtaler med den russiske regering denne uge fortælle Politiken, at han ville »nævne« Tjetjenien. Men han kunne også berolige sig selv med, at »Europarådet (har) lige udsendt en rapport, hvoraf det fremgår af forholdene i Tjetjenien er blevet lidt bedre, og at Rusland har stillet officerer, der har begået overgreb mod civilbefolkningen, for retten.« Lykketoft kunne ellers læse dusinvis af andre rapporter, herunder en nylig kritisk gennemgang fra det amerikanske udenrigsministerium, og overtyde sig om, at »lidt bedre« end det rene barbari ikke burde være godt nok for en dansk udenrigsminister. »Talrige troværdige rapporter om russiske styrkers krænkelse af menneskerettighederne i Tjetjenien, heunder henrettelser uden dom, tortur og voldtægt, har udløst omfattende fordømmelser og krav om (at nogen drages til) ansvar,« skrev amerikanerne. Men de har selvfølgelig heller ikke så meget at
feje ind under gulvtæppet i denne sag som Europarådet, der sprang op som en løve – ved at suspendere Ruslands stemmeret i rådets parlamentariske forsamling – men siden er faldet ned som et lam. Og hvad angår officerer, der tiltales for overgreb, så er én militærperson ganske vist blevet stillet for retten for voldtægt og mord. Men de militære og politiske hovedansvarlige for massive, dokumenterede overgreb er konsekvent blevet forfremmet og dekoreret af præsident Vladimir Putin, krigens hovedarkitekt.

Lad os lige rekapitulere konfliktens fakta: Ruslands krige i Tjetjenien, fra 1994 til 1996 og fra 1999 til idag, har kostet titusinder af civile ofre både af russisk og tjetjensk nationalitet. Hensynsløs tæppebombning har lagt hovedstaden Grosnij, en by, der engang havde 400,000 indbyggere, så godt som øde. Russiske massakrer, tortur og de massive flygtnigeproblemer krigen har udløst er udførligt dokumenteret af organisationer som det russiske Memorial, Human Rights Watch og Amnesty.
Det er svært at få dette til at stemme med Kremls forsikringer om, at krigen blot er en begrænset politiaktion rettet mod grupper af terrorister.

Selv afdækningen af en massegrav nær en stor russisk militærbase i Tjetjenien denne måned har knapt kunnet løfte et øjenbryn i de europæiske hovedstæder. Memorial har erklæret, at de omkring 60 bagbundne og mishandlede ofre efter alt at dømme er myrdet af russiske styrker. Men de selvsamme europæiske ledere, der for to år siden vidt og bredt proklamerede en ny moralsk dimension i deres udenrigspolitik, har ikke haft travlt med at reagere.
EU har gennem de sidste 18 måneder slået knuder på sig selv for ikke at tage nogen skridt, der ville kunne mærkes i Moskva. Lykketoft nævnte ganske vist den danske bekymring i samtalen med kollega Ivanov i går, men ikke som en høj prioritet i det problemkatalog, der blev oprullet. Stemmen var dæmpet i modsætning til Nyrup, der tidligere har udtalt sig ganske prægnant om Ruslands fremfærd i Tjetjenien. Dermed har Lykketoft også, efter alt at dømme, forspildt en chance for at forklare russerne, at deres brutale fremfærd faktisk har en udpræget negativ indflydelse på det sikkerhedspolitiske klima i Europa.
De europæiske politikere burde sende et klart signal til de russiske ledere, og en stadig mere krigstræt befolkning, om at krigen må stoppe. Istedet har Europa valgt at vende det blinde øje til Tjetjenien.

pfl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu