Anders Fogh Rasmussen har ret, når han ved Venstres sommertræf udtaler, at udsigten til Tyrkiets EU-medlemskab er et dilemma, som det er nødvendigt at diskutere åbent. Det er kun de radikale, der udtrykker harme over, at der er nogle, der begynder at vakle i troen.
Men som statsministeren fastholder: "Vi er nødt til at tage tyren ved hornene og diskutere, hvor stor EU kan blive." En meningsmåling offentliggjort af EU-Kommissionen i sidste måned viser en udbredt modstand mod tyrkisk medlemskab i mange EU-lande med 52 procent imod og 35 procent for.
Men der var flere, der gik ind for tyrkisk medlemskab i de 10 nye medlemslande end i 'det gamle' Europa. Østrig, Tyskland og Frankrig topper listen med henholdvis 80, 74 og 70 procent imod, og tallene for Danmark, hvor 62 procent erklærer sig som modstandere, svarer til de to meningsmålinger, som Rambøll Management har foretaget for Jyllands-Posten i april og august.
Samtidig stod det klart, da EU-Kommissionen i slutningen af juni fremlagde et udkast til en ramme for optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, at den nye kommission er stærkt delt i spørgsmålet om, hvorvidt forhandlingerne burde ende med fuldt medlemskab eller en anden form for aftale.
En lang og besværlig rejse
Under præsentationen af udkastet understregede udvidelseskommissær Olli Rehn, at det er i Europas interesse at have et stabilt, demokratisk, rigt Tyrkiet, der vedtager og gennemfører alle EU's værdier, politikker og standarder.
Samtidig erkendte han, at selvom fællesmålet er medlemskab, er forhandlingerne en åben proces, hvis resultat ikke er givet på forhånd, og banede dermed vejen for en alternativ løsning.
Ifølge Rehn var hensigten at sikre, at Tyrkiet forbliver stærkt forankret i europæiske strukturer, selvom det ikke er i stand til fuldt ud at påtage sig medlemskabets forpligtelser. Med udfaldet af folkeafstemningerne i Frankrig og Holland i tankerne tilføjede han:
"Vi ved allesammen, at det bliver en lang og besværlig rejse, og vi er nødt til at tage borgernes bekymringer med i vores overvejelser." Til slut opfordrede han Det Europæiske Råd til at fremme en debat og et konsensus blandt europæere om forholdet mellem EU og Tyrkiet, og det er netop den debat, som Fogh Rasmussens opfordring burde give anledning til.
Prodi-kommissionens anbefaling fra sidste oktober om at starte optagelsesforhandlinger med Tyrkiet var baseret på en bedømmelse af, at Tyrkiet 'i tilstrækkeligt omfang' havde opfyldt de nødvendige politiske kriterier. Som Storbritanniens udenrigsminister Jack Straw dog forklarede senere i Bruxelles: "Der har været truffet en strategisk afgørelse om, at Tyrkiets fremtid ligger inden for Europa, og at vores strategiske interesse ligger i, at det sker."
At Europas befolkninger mener noget andet kommer helt sikkert bag på både Straw og hans meningsfæller, men det er nu engang en af demokratiets svagheder, at man er nødt til at høre vælgerne.
Europa-parlamentet har i sin betænkning om Kommissionens rapport for 2004 ikke mindre end fire gange henvist til, at et af Københavnskriterierne er Unionens evne til at optage nye medlemmer og samtidig bevare fremdriften i den europæiske integration. Allerede ved optagelsen af 10 nye medlemslande, hovedsagelig fra Østeuropa, står det klart, at Unionens evne til at absorbere disse nye medlemmer uden økonomiske og sociale efterdønninger er begrænset.
Imidlertid er en forestilling om, at det kan lade sig gøre at optage og integrere så stort og kulturelt anderledes land som Tyrkiet uden at få båden til at kæntre utopisk.
Den sidste sten, der skulle ryddes af vejen for at åbne forhandlinger med Tyrkiet den 3. oktober, var Tyrkiets underskrift på protokollen til Ankara-aftalen fra 1963, som skulle udvide toldunionen til at omfatte de ti nye medlemslande, inklusiv Cypern.
Imidlertid blev Tyrkiets underskrift den 29. juli ledsaget af en erklæring, der i virkeligheden gør underskriften ugyldig. Tyrkiet fastholder, at deres underskrift ikke er lig med nogen form for anerkendelse af den cypriotiske republik, og at man fortsat kun vil anerkende, at de græsk-cypriotiske myndigheder udøver myndighed, kontrol og jurisdiktion over området syd for stødpudezonen.
I et møde med Tyrkiets premierminister Tayyip Erdogan i London et par dage forinden forsikrede EU's formand Tony Blair Tyrkiet om, at det var "en juridisk kendsgerning," at Tyrkiets underskrift på protokollen ikke indebar nogen anerkendelse af Cypern, men det er netop det, der er uenighed om. Den franske premierminister Dominique de Villepins udtalelse om, at det ville være utænkeligt, at Tyrkiet starter optagelsesforhandlinger uden formelt at anerkende Cypern har kastet brænde på bålet, og det står uklart om Tyrkiet er indstillet på at åbne sine lufthavne og havne til fly og skibe fra Cypern.
Mulighed for veto
Eftersom forhandlingsrammen skal vedtages enstemmigt af de 25 medlemslande, er der en reel mulighed for, at et eller flere medlemslandene nedlægger veto mod forhandlingernes start, eller tilføjer betingelser, som Tyrkiet utvivlsomt vil finde uacceptabelt.
Selvom det tyrkiske regeringsparti AKP sidder på 355 ud af 550 pladser i det tyrkiske parlament, er det ikke givet, at det kan mønstre et flertal til at ratificere underskriften på protokollen. Men en afvisning af aftalen vil givetvis fremkalde en krise på størrelse med den, der opstod den 1. marts 2003, da parlamentet afviste at give tilladelse til, at amerikanske tropper kunne bruge Tyrkiet som transitland til Irak, og afskrev sig dermed afgørende indflydelse på udviklingen især i den nordlige del af landet.
Udsigten til et Tyrkiet, der rumler som en løs kanon på Europas grænser uden at være fast forankret i europæiske strukturer, er ikke betryggende, men det er udsigten til at integrere så stort og uhomogent land heller ikke. Derfor ville det være realistisk for begge parter at overveje en anden løsning end fuldt medlemskab for at bevare det gode naboskab og strategiske samarbejde, der hidtil har kendetegnet forholdet mellem Tyrkiet og Europa.
