Læsetid: 10 min.

europas franske hjerte er på bristepunktet

28. maj 2005

- Kan De li' EU?

"Ja!"

- Ja?

Hvis Europa havde et hjerte, ville det befinde sig her, midt i rundkørslen på Place de l'Europe i Paris. Ukrainerne hævder, at Europas midtpunkt ligger hos dem, og det samme siger polakkerne, men foreløbig lægger vi det her - midt i rundkørslen på Place de l'Europe. En almindelig rundkørsel med buske og travle mennesker og midt i det hele et lille grantræ. Der står ganske enkelt et grantræ der, hvor Rue de Vienne møder Rue de Londres møder Rue de Madrid møder Rue de Rome. I Europas hjerte står en parkeringsautomat, en skraldespand og hængende i vinden: en pose Skittles fruits med sloganet "I taste the rainbow".

Det er her, vi stopper Folket. Folket har travlt og skal til møder, men en fyr ved navn Matheu råber tilbage: "Vi kan da ikke stemme for noget, vi ikke ved, hvad er. Politik er alt for kompliceret!" En gadefejer svarer: "Jeg siger nej, forfatningen giver mig ikke mere i løn!" og en ung kvinde råber: "Kender I vejen til Rue de Saint Petersbourg?"

- Vil De stemme?

"Jeg vil gerne stemme, men jeg ved ikke hvad. Jeg ved i det hele taget ikke, hvad det handler om. Jeg ved ikke, hvad den der forfatning skal gøre godt for."

Hun viser sig at hedde Sabrina Bouzid og er 20 år gammel. Hun er stagiere - praktikant.

- Hvad mener De om EU-debatten?

"Jeg følger ikke med."

- Kan De lide EU?

"Ja!"

- Ja?

"De gør det lettere at sætte projekter i gang, det er bedre, når flere står sammen. Det er ganske enkelt en virkelig god idé!"

Men på en laset plakat lige ved siden af står der skrevet: "Den europæiske forfatning, nej tak! Et Europa, der kan imødegå morgendagens krav? Det passer ikke!"

Det har altid været Frankrig, der har ført an. "Det er tre franskmænd, der har bidraget mest til udformningen af EU," slår Desmond Dinan fast i bogen Ever Closer Union. Den første var Jean Monnet - den visionære. Monnet mente, at den eneste måde Europa kunne undgå krig på, var at hindre prestigepolitik og protektionisme. "Europas stater må danne en føderation eller en 'europæisk enhed', som vil gøre dem til et samlet økonomisk område," skrev Monnet til den franske eksilregering i 1943. Monnet var pragmatisk funktionalist. Økonomisk samarbejde på en række nøgleområder skulle brede sig til endnu flere områder og binde landene sammen. 9. maj 1950 præsenterede Monnet sammen med udenrigsminister Robert Schuman udkastet til en kul- og stålunion. Dagen fejres i dag som Europadagen, Monnet omtales som et geni, og der arbejdes i ramme alvor på at få Schuman ophøjet til helgen.

Så kom Charles de Gaulle ind i billedet og satte bremserne i. De Gaulle holdt fast i nationalstaten og dét så markant, at han sænkede tempoet i det europæiske samarbejde næsten helt frem til 1986. Storbritannien blev holdt udenfor, og i kraft af stædighed og vetoret lykkedes det de Gaulle at gøre EU til et redskab for de franske bønder via den udskældte landbrugspolitik, CAP.

Der skulle en tredje franskmand til, før der igen kom skub i tingene. I 1985 blev Jacques Delors formand for EU-kommissionen. Han havde karisma og energi, tiden var moden, og snart var EF blevet til EU med indre marked og euro. Den fransk-tyske motor rullede derudad med Delors bag rattet, mens nye lande hoppede på vognen. Unionen var sådan, som franskmændene altid havde ønsket sig den: styret af franskmænd, en forstærkning af Frankrigs udenrigspolitiske magt, en ekstra boksehandske Frankrig kunne iføre sig, når det var nødvendigt.

Så var det Valery Giscard d'Estaings tur. Den tidligere præsident havde forhandlet forfatningen - også kaldet EU's grundlov - på plads. Andre lande anklagede ham for at styre det hele efter sit eget hoved, og andre igen mente, at dokumentet gav for store indrømmelser til Frankrig. Alligevel kom de første signaler allerede i det tidlige forår: Frankrig, selve kernen, ville måske stemme nej. Things fall apart; the centre cannot hold.

Sciences Po, et universitet i Paris: Seks af Europas miljøministre sidder foran en sal fuld af studerende. "De af jer, der ikke vil stemme på Chirac, stem på Røde Daniel (Cohn-Bendit)!" råber Tysklands miljøminister, Jürgen Trittin.

"Der er hår i suppen, men jeg spiser den alligevel," siger Danmarks miljøminister, Connie Hedegaard. Hun kan godt se nogle negative aspekter ved EU, men mener, at de vigtigste ting må gå forrest. Det vigtigste er EU-udvidelsen.

Det er en mærkelig debat. Det vil sige, ----der er nu ingen debat, ingen dissens. Her sidder seks af Europas miljøministre, travle mennesker, må man formode, men de har alle taget sig tid til at møde op og snakke med nogle hundrede studerende og på skift forsøge at overbevise dem om, at de skal stemme ja til EU-forfatningen. De snakker med én stemme og kappes om at formulere budskabet på den bedste og mest pædagogiske måde: Stem ja for pokker!

Det er essensen i valgkampen: Lederne er med nogle få undtagelser (Fabius, Le Pen) enige. Jacques Chirac er enig med sin gamle rival Lionel Jospin. Liberalisten Nicolas Sarkozy er enig med den venstreradikale, "røde" Daniel Cohn-Bendit. Blair er enig med Zapatero, som er enig med Schröder.

Det er kun Folket, der er problemet. Og folk er jo som børn nogle gange. Som redaktøren for Elle, Michele Fitoussi, skrev i en leder: "Lad nu en mor give jer politikere et råd baseret på sund fornuft." Hun rådede dem til at tale til vælgerne, som forældre taler til deres børn. "Tal til os. Forklar os tingene. Vær klare og overbevisende."

Det er vel noget i denne stil, EU går ud på: En revolution påduttet folket ovenfra af ledere, der påstår, at de er visionære og har handlet hen over hovedet på borgerne, som indrømmer, at de hverken ved eller interesserer sig for, hvad der foregår, før nogen pludselig spørger: ja eller nej? Vælgerne går efter fornemmelsen i maven, sammenligner et ja, de ikke kender med et nej, som de heller ikke ved, hvad er, og lander i midten.

"Det er latterligt, en skandale, at få folk til at stemme ja eller nej til et dokument på 448 sider. Det er en bog! Den er umulig at forstå! Det er en fornærmelse mod borgerne!"

Kommunistleder Alain Krivines skrivebord er dækket af papirer, og på etagerne under ham spytter kopimaskinerne plakater og løbesedler ud. Overfyldte kontorer, gammeldags computere, planlægning af møder. Der sker meget i disse dage.

"Folk er begyndt at komme til vores møder igen. De sætter sig ned og tager notater. Der er heftige debatter overalt: på arbejdspladserne, på skolerne, ude i hjemmene. Det er noget helt nyt, at EU vækker så megen debat," siger Krivine. Han taler om EU's demokratiske underskud og om, at forfatningsdokumentet ikke er udarbejdet efter samtaler med folket. Han taler også om markedsliberalismen i EU, om "den sociale sygdom", der hærger Frankrig og får folk til at strejke, og utilfredsheden med regeringen.

En undersøgelse i avisen Le Figaro har vist, at folk stemmer nej, fordi de mener, at man kan forhandle sig frem til en bedre forfatning (27 procent), at forfatningen er for markedsliberalistisk (27 procent), at den kan true fransk identitet (25 procent), og fordi afstemningen er en chance for at modarbejde tyrkisk medlemskab af EU (20 procent). 18 procent mener desuden, at hele EU-projektet er til skade for Frankrig.

"Franskmænd har en idé om, at EU skal være en forlængelse af Frankrig," kommenterer den politiske redaktør på avisen Liberation, Renaud Dély:

"Nu har de opdaget, at der skal indgås nogle kompromiser, fordi det er langt fra alle, der er enige med os. Derfor stemmer de nej. Et andet, mere aktuelt aspekt er den krise i fransk politik, der har stået på, siden Jospin tabte til Le Pen til 2002. Valgte udløste en krise i hele den politiske offentlighed. De, der ikke forstår forfatningsteksten, stemmer med udgangspunkt i denne krise, og mange af dem ønsker at straffe Chirac," siger Dély.

Et andet sted i byen, et andet folkemøde. Kvinder med stramme ansigter, slipseklædte mænd, som kommer alene efter arbejde. Midt i lokalet sidder den pensionerede professor i filosofi Paul Thibaud.

"EU er ude af kontrol," siger professoren. Han taler om EU's "uansvarlighed." Om jobsikkerhed, om Frankrigs suverænitet, om at nationen har glemt, hvorfor den eksisterer. Et samfund, der smuldrer og banaliseres og ender som USA.

En mand bladrer i et eksemplar af forfatningen. Der stikker gule og grønne sedler med noter ud af den. Regeringen har sendt et eksemplar ud til alle franske husstande. Da det bliver tid til spørgerunden, begynder folk at tale om, at de er bange for, at Europa bliver for ens, at Rusland og Tyrkiet bliver blandet sammen med fransk kultur, om indvandring og franske traditioner.

"EU er i dyb krise," siger Thibaud og nævner arbejdskraftens bevægelighed, EU-udvidelsen og det frie marked. Thibaud taler om et EU uden klare mål. Europa er blevet en gammel vane og ikke andet.

"Vi må stoppe det. Vi må tænke os om. Hvis ikke, kan det udvikle sig til en katastrofe. Jeg tror på et Europa af nationalstater. Man kan have en forskellig grad af suverænitet på forskellige områder, men man kan ikke gå på kompromis med suveræniteten i sig selv. Det handler om identitet. Man deler ikke sin identitet med nogen, ikke engang sin kone. Der er et endeligt niveau, hvor man ikke kan afgive mere suverænitet. Dét niveau er nået, når EU's love står over de enkelte landes lovgivning. Grænsen bør gå ved det, hver enkelt land vil beholde for at bevare sin identitet," mener Thibaud.

"'Et socialt Europa', som venstrefløjen snakker om. Jeg tror ikke på en paneuropæisk velfærdsstat, fordi Europa efter min opfattelse ødelægger velfærdsstaten på grund af den indbyrdes konkurrence. Jeg er nationalist i den forstand, at jeg mener, at nationalstaten er noget af det bedste, Europa har frembragt. En britisk antropolog skrev engang om to primitive former for politisk organisering: imperiet og storfamilien. Storfamilien er for lille, mens imperiet strækker sig så langt det kan, indtil det bliver stoppet. Europas svar har været at frembringe nationalstaten. Nationalstaten er en del af vores kultur, den har lange traditioner i jødisk og kristen kultur. Nationalstaten er en af de største ting, vores europæiske civilisation har skabt, men vi værdsætter den ikke længere."

- Mener du, at Frankrig bør forlade EU?

"Nej, men vi skal forandre den måde, vi er i EU på. Folk har andre vaner i dag: De rejser, de studerer i udlandet og handler med udlandet. Vi skal begrænse de ting for at kunne skabe et Europa, som respekterer nationerne."

- Du snakker meget om suverænitet?

"Ja, folkets suverænitet. Med det mener jeg, at regeringen må indrette sig efter folket. I dag er der for mange tilfælde, hvor politikerne nægter at lytte til folket."

- Hvilke tilfælde?

"Jamen, vi bliver styret i tåge på grund af EU. Ikke bare i dis eller støvregn, men total tåge. Vi ved ikke, hvor afgørelserne kommer fra. Vi bliver styret af et massestyre - et tågestyre - vi ved ikke, hvem der træffer afgørelserne for os," lyder svaret fra Paul Thibaud.

"Der er ikke kun hår i denne EU-suppe, der er også fugle og sten. Hvorfor vælger vi så alligevel at spise den? Fordi der er noget, der er værre, og det er krig," sagde den ungarske miljøminister under mødet med de studerende på Sciences Po.

Frankrig er havnet i sin første store, eksistentielle krise i forholdet til EU og Europa, og linjerne bliver trukket helt tilbage til Jean Monnet og 1943. EU som fredsprojekt. Det er noget, folk kan forstå.

"Jeg føler, at jeg siger nej til min far, hvis jeg stemmer nej til EU-forfatningen. Han oplevede krigen og har bedt mig om at stemme ja," siger en kvinde på et af nej-sidens møder.

"Jeg er født lige efter krigen og har hørt fra mine forældre, hvad krig indebærer, og det ville være tragisk, hvis det gentager sig. På lang sigt vil EU føre de europæiske folk sammen og bygge på fred," siger Dominique Kaenel, som er en af dem, vi møder på Place de l'Europe. Også spansklæreren Marie-Claude Joucla begynder med det samme at tale om krigen.

"Efter krigen begyndte de jo at samle Europa for at undgå krige i fremtiden... forfatningen er ikke perfekt, men man bør alligevel stemme ja, for vi må gøre Europa lige så stærkt som USA. Det vigtigste er at undgå krig," siger hun.

Imens hæver Nicolas Sarkozy stemmen på folkemøderne: "Jeg er 50 år, og det er første gang i fransk historie, at en person på min alder ikke har været sendt i krig for sit land. Det skyldes kun én ting: Europa," siger Sarkaozy med klar, langsom, formanende røst.

Men hjælper det noget? Nej da! Problemet består, og problemet er Folket. Det utaknemmelige, tungnemme franske folk slår sig i tøjret. De nægter at høre efter. De holder sig for ørerne og lister væk som små børn. De vil ganske enkelt ikke lystre. Endnu.

© Morgenbladet og Information

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu