Læsetid: 3 min.

Europas grønne forår

5. februar 2002

DET ER den bedste EU-nyhed i årtier. Så bramfri var den radikale Elisabeth Arnold, da hun hørte om det nye offensive Europa-udspil, som er skrevet af Enhedslistens EU-ordfører, Keld Albrechtsen.
Derimod var et unisont trekløver af Dansk Folkeparti, Kristelig Folkeparti og Junibevægelsen alt andet end begejstrede. De hang med næbet, gjorde de. Og Drude Dahlerup talte dunder. For Albrechtsen vil opbløde undtagelserne fra unionsborgerskabet, på det retlige område og i det militære samarbejde. Han vil stadig holde Danmark udenfor en overstatslig politi- og militærunion, men danske soldater skal uden forbehold kunne deltage i fredsbevarende EU-operationer under FN-mandat. Det er dog i rets- og asylpolitikken, at Keld Albrechtsen for alvor træder i karakter.
»Det er uheldigt, at Danmark på det retlige område står uden for den europæiske kamp om mindsteregler for sociale rettigheder, asylrettigheder og lignende,« siger han – og vil have det ændret ved en folkeafstemning.
Dansk Folkepartis stormvalg og Anders Foghs stramninger overfor udlændinge og ulande har fået ham til at erkende behovet for selvransagelse og nytænkning. Venstrefløjen har ikke brug for mindre Europa, men mere Europa og flere globale regelsæt, hvis den skal dæmme op overfor »ny-liberalisterne og de multinationale selskaber, der sidder på afgørende magt-positioner i det globale politiske system«, erkender han. Alternativet til »den EU-skeptiske højrefløj, der bygger på national selvtilstrækkelighed og fremmedfjendskhed,« er »et menneskenes Europa, hvor alle har sociale rettigheder, hvor fattigdommen afskaffes, hvor alle er sikret retten til frit at rejse, søge arbejde eller uddanne sig og hvor sociale mindsterettigheder forhindrer social dumping.«

ÅNDEN I ALBRECHTSENS udspil er stærkt beslægtet med de offensive EU-teser, som SF’s formand Holger K. Nielsen kom med i januar – for begge har erkendt, at EU er en realitet, som den danske venstrefløj skal kæmpe for at ændre indefra. Ingen af de to er modstandere af ’et overstatsligt europæisk samarbejde’, så længe det styrker de sociale og grønne regler og kan regulere markedskræfterne. Albrechtsen vil have røde konvergenskrav for fuld beskæftigelse og bekæmpelse af fattigdom – dog uden direkte at sige, at hvis de opfyldes, så vil han også støtte euroen og ØMUen. Måske vil EU-partnerne opfatte det som ligegyldigt, om danskerne snøvlende gør op med de fire stavnsbindinger. Men for Danmark kan det have betydning og måske løfte unionsdebatten ud af de dybe skyttegrave. Det vil være spændende, hvis den danske venstrefløj engageret satser på et mere demokratisk EU og dermed bidrager til at styrke de progressive kræfter i øst og vest, der skal dæmme op for den nye nationalistiske og fremmedangste højrebølge.
På to punkter overhaler Albrechtsen endda Holger venstre om. For det første mener han, at venstrefløjen bør gå aktivt ind i EU’s forfatningsdebat for at arbejde for ’et socialt, grønt, udelt og demokratisk Europa’.
For det andet siger han nej til en ’europæisk kapitalistisk føderation’ og skriver, at tiden ikke er moden til skabelsen af Europas Forenede Stater. Men han er klog nok til ikke at afvise ideen ’på et principielt grundlag’.
»Hvis en sådan føderation en dag skal skabes må det være resultatet af befolkningernes demokratiske medvirken, altså et projekt som skabes nedefra, og som ikke bygger på kapitalistiske, men solidariske principper.« Ja, sådan skriver Albrechtsen. Se, det er noget helt andet end at gøre EU til en retlinet kopi af USA.

BUDSKABET ER i pagt med de udspil til en ny rød-grøn og demokratisk venstreorientering, som er kommet fra de grønnes leder i Europaparlamentet, Daniel Cohn-Bendit. Så offensiv er Albrechtsen, endnu ikke, og han holder en nødudgang åben, så nejsiger lande til en ny EU-forfatning kan holde sig udenfor i en slags ’demokratiseret EØS-aftale’. Det må man bære over med. Men han skal have tak for at åbne en mere nuanceret Europadebat. Det er ikke sikkert listens bagland følger trop, men måske sætter det ekstra skub i SF. Albrechtsen har vist, at det er muligt at lave en offensiv Europapolitik og venstre-fornyelse uden bare at ende som summen af De Radikale og Socialdemokratiet. Mange på venstrefløjen påstår, at disse to er ’fornyere’, men det er forkert i EU. De er nationale traditionalister med et pragmatisk ja til mere EU. De vil styre alt i det indirekte valgte Ministerråd og siger konservativt nej til et overnationalt parlamentarisk demokrati.

bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu