MENS RADIKALE unge anarkister og systemkritikere smadrer butikker og brænder en bank af under EU-topmødet i Nice, så sender public service-tv i Danmark politiaktioner live, hvor det pæne mellemlag og frygtsomme gamle damer kan se, hvordan ynkelige narkopushere, illegale indvandrere, småkriminelle og andre stakler fanges af ordensmagten og lægges i håndjern. Det kaldes entertainment. Måske er det sindbilleder på den fremskredne dekadence i det vestlige samfund, hvor vold bruges til at skabe øget opmærksomhed. Værre er, at den demokratiske agoras ledere ikke synes at have modstandskraft til at dæmme op for forfaldskulturens værste ansigter. Var det, hvad vores økonomiske og teknologiske fremskridt i det 20. århundrede skulle bruges til? Hvor finder vi ledere, der kan bruge den mest komplicerede menneskelige muskel overhovedet, nemlig hjernen?
Europæiske midterpolitikere som Frankrigs præsident får lov til i tv at viderebringe sladderhistorier om arabiske mænd med tre koner og tyve børn. Og Nyrup rejser fjumrende et ikke eksisterende problem med muslimers bønner på danske arbejdspladser.
I EUROPA gryner det; et nyt århundrede kan tage sin begyndelse. Fy for fanden.
»Der er alt for mange illegale immigranter, kriminelle og narkohandlere ingen af dem hører til her i
Østrig. Det må være vores prioritet at eliminere dem kompromisløst,« sagde det unge frihedspartis alpeleder Jörg Haider i oktober. Kompromisløst - smag på ordet. For der kommer mere. Tiden er moden.
Angsten for de fattige folkevandrerne breder sig i det alderdomssvækkede Europa, og det fører til stærkt irrationelle handlinger. I søndags skød en spansk civilgardist ved et uheld en papirløs og ubevæbnet folkevandrer ned på en strand nær Cadiz.
I tirsdags varmede den ellers så ordentlige italienske præsident, Carlo Azeglio Ciampi, op til Nice-topmødet og til næste valg: »Vi har brug for en mur mod illegal indvandring, ligesom loven foreskriver,« sagde han. Ordene begejstrer Finis Nationale Alliance og den racistiske Lega Nord på det ekstreme højre. »Ciampis ord er perfekte,« jubler Fini.
DET ER nok ordet mur, der får hans arm til at erigere. En mental erstatningsmur til erstatning for den demonterede i Berlin, der skabte fjendebilleder. At Ciampi vil bruge loven, er i pagt med retsstaten, men han leger med ilden, når han kobler den illegale indvandring sammen med nye mentale mure. For tiden er ond. Fornylig sagde den sikkert blodrene kardinal fra Bologna, at man af hensyn til nationens identitet kun skal lade katolske indvandrere slippe ind i landet, fordi muslimer har »en anderledes mad, fest og familiemoral«.
Den slags ukristelig retorik udnytter det nye ekstreme højrepopulisme skånselsløst. De spiller bevidst på angsten for de fremmede, fattige og fordømte fra syd især fra Albanien. Hele tiden vikler de det ind i det afskyelige racistiske overmenneskeunivers, der stammer tilbage fra den europæiske kolonialisme. Italien kan ikke prale her.
Det betyder ikke, at ansvarlige politikere skal hoppe skrigende bort fra de barske realiteter. Eller hovskisnovski skubbe næsen i sky, når de læser, at 80 procent af italienerne mener, at der er alt for mange indvandrere.
EN STRIBE politiske opgaver hober sig op i Italien som i Europa: For det første må der gøres op med den stigende intolerance i de gamle nationalstater. For det andet må der slås hårdt ned på kriminelle skinheads og racister. For det tredje bør EU forhindre menneskesmuglingen, der let avler kriminalitet. Hvert år kommer der 300-500.000 papirløse indvandrere ind i EU cirka halvdelen smugles ind mod betaling. For det fjerde at må EU skabe en social pagt for øget legal indvandring i de næste årtier, så vi ikke om 50 år står med et arbejdskraftsunderskud på 50-75 millioner mennesker i et gråhåret Europa. For det femte må EU hjælpe til afvikling af gæld, fattigdom og miljøskadelig udvikling i den tredje verden bl.a. gennem retfærdig varehandel og støtte til uddannelse og små virksomheder i Syd. Så længe over en milliard mennesker i verden lever i absolut fattigdom, og vi mæsker os i et velstandsorgie i Europa, inviterer vi til nye sociale og politiske eksplosioner. Hvad med at demontere bomben, inden protofascister og andre reaktionære kryber over den mentale mur for al anstændighed?
