Europas nye fascisme?

HAIDER og Berlusconi er de rene englebørn i forhold til de terrorister og deres følgesvende, der i en årrække har tyranniseret den baskiske befolkning og hele det spanske samfund med deres bombeaktioner, morderiske aktiviteter og trusselskampagner mod politiske modstandere, som ikke deler deres totalitære ideologi. I søndags blev den 52-årige konservative leder i Aragon og senatoren Manuel Giménez Abad skudt ned, netop som de var på vej til en fodboldkamp mellem Zaragoza og Numancia. Alt taler for, at det er den baskiske terrororganisation, ETA, der atter har affyret en kugle mod demokratiet og dets politiske repræsentanter. Og det kun få dage før det baskiske regionalvalg på søndag.

ALT IMENS Europas forfatningsdemokrater er på vagt over for folk som Haider og Berlusconi, når de nærmer sig magten, så bør de også alarmeres over situationen i Baskerlandet. For den er oprørende. ETA og deres følgesvende har dræbt 30 personer siden afslutningen på våbenhvilen i december 1998 – heriblandt den baskiske socialistleder Fernando
Buesa. De har forsøgt at sprænge hele partiledelsen for det konservative Partido Popular i luften under en mindehøjtidelighed på en kirkegård, og de har de
facto tyranniseret de fem socialistiske byrådsmedlemmer i Zumárraga til at forlade deres folkevalgte poster. Mens militante unge Haika-folk maler skydeskiver på ’fjendernes’ huse, butikker og partikontorer eller sætter ild til dem med molotovcocktails.

I EKSTERNT og internt politisk eksil er tusindvis af mennesker søgt, fordi terroren og truslerne har nået et omfang, så mange af de forfulgte nærmest føler sig beslægtet med jøderne i 30’ernes Tyskland. Man skal altid være forsigtig med historiske paralleller, men der skal siges Basta! For terror og politisk forfølgelse er helt uacceptabel i et demokratisk Europa, der er trådt ind i det 21. århundrede. Vil regeringer i Europa – i Baskerlandet som andre steder – samarbejde med partier, der støtter og opmuntrer den slags metoder, så bør de isoleres fra det gode selskab af demokrater. Separatistpartiet Euskal Herritarok og dets leder Arnaldo Otegi fordømmer ikke terroren og voldens metoder, men hylder i stedet ETA’s ’heroisme’ og Haikas militante stil. ETA’s og EH’s vil have et såkaldt ’alternativt demokrati’, men det bygger dybest set på en udrensning/eksklusion af alle baskere, der ikke føler og definerer sig som baskiske nationalister. Nationalismen kommer før den socialisme, partiet ellers maskerer sig bag. I den ideologiske sortering vil de indføre et (forfatningsstridigt) baskisk identitetsbevis, som skal skille fårene fra bukkene. Det er ikke racebetonet udrensning, men der er et ideologisk slægtskab og de vil bl.a. ekskludere baskisk fødte børn af ’spanske’ embedspersoner.

KUNNE den slags ideer afgrænses til de 10-15 procent, der stemmer på EH, så var der ikke grund til bekymring. Men det urovækkende er, at sorteringen i baskere/ikke-baskere bakkes op på højeste sted i det regerende nationalistparti PNV. Dets kandidat til posten som regeringsleder, Juan José Ibarretxe, håner sine modkandidater – socialisten Nicholás Redondo og den konservative Jaime Mayor Oreja – som nogen ’udefra’.
Med næb og kløer klamrer Ibarretxe og PNV sig til regeringsmagten. Men den måde, de har bestyret den på i de sidste 21 år, fortjener ikke et genvalg. De har ført en pæn socialdemokratisk socialpolitik og økonomisk kurs, men det er ikke den afgørende prøvesten. De demokratiske frihedsrettigheder er truet i Baskerlandet, fordi den anti-nationalistiske opposition ikke kan gå frit på gaden og føle sig sikker. PNV har af nationale grunde holdt det baskiske politi tilbage i kampen mod ’benzindrengenes’ gadevold og i forfølgelsen af ETA’s terrorgrupper. De har i skoler, på universiteter og i den offentlige administration diskrimineret imod de spansktalende, selv om de udgør et stort flertal af den baskiske befolkning, og de baskisk talende maksimalt udgør en tredjedel. Det var måske til at tolerere, hvis ikke PNV samtidig har en partileder som Xabier Arzalluz, der med racistiske overtoner taler om baskisk rhesus-negativt blod. Han vil i sin etniske nationalisme behandle spanske immigranter som tyskere på Mallorca, og han siger åbent, at han deler politisk mål med ETA og vil ikke kræve dets opløsning, så længe der er en baskisk fange i de spanske fængsler.

ALLE meningsmålinger tyder på, at demokratiets forfatningsbærende partier – socialisterne og de konservative – måske kan tvinge nationalisterne fra magten og vinde det baskiske valg på søndag. En koalition mellem dem forhindrer ikke nye attentater. Men den kan måske inddæmme de mest anti-demokratiske og xenofobiske udgaver af nationalismen. Hvis det åbner døren for politikere, der gør op med folk som Arzalluz og Otegi, og fremelsker baskisk patriotisme, som ikke bygger på spansk-hadende nationalisme og eksklusivitet, så kan søndagen bringe håb.