Læsetid: 4 min.

Europas selvforsvar

17. maj 1999

"Det hele får mig til at spekulere på, om denne katastrofale krig på Balkan ikke bliver enden på NATO. Det håber jeg. Som borger i et nyt, moderne Europa ønsker jeg ikke mit kontinent ledet af tredjeklasses generaler og inferiøre viceministre, som har bralret op på vores tv-skærme de sidste 50 dage. Jeg ønsker ikke, at Europa længere skal beskyttes af USA. Før NATO er død, vil vi aldrig se en rigtig europæisk forsvarsstyrke."
Robert Fisk, kommentator ved det britiske dagblad The Independent, i Information lørdag

KAN ELLER VIL ELLER MÅ en god dansk socialdemokrat ikke kritisere NATO's krig mod Jugoslavien så direkte som Robert Fisk, afholder det dog ikke partiets amtsformand i Ribe Leif Geertsen fra at konkludere som den lidenskabelige englænder: Nu må Europa have sin selvstændige forsvarsstyrke for at komme fri af afhængigheden af USA.
"Tiden er løbet fra det danske forbehold over for EU's forsvarssamarbejde," erklærede Leif Geertsen lige ud til Politiken i går:
Han konstaterer et holdningsskred internt i Socialdemokratiet og støtter sin partifælle forsvarsminister Hans Hækkerup, som "ikke udelukker en folkeafstemning allerede i efteråret 2000". (Politisk kodeord for Hækkerups brændende ønske om at få forbeholdet fjernet hurtigst muligt).
"Det er pinligt, hvis Hans Hækkerup ikke vil kunne deltage i EU-møder," sagde Leif Geertsen, som ifølge Tøger Seidenfadens avis "ikke længere er bange for, at der opbygges en selvstændig Europahær, som kan komme på tværs af NATO."

RESULTATERNE af NATO's angrebskrig mod Jugoslavien er i dag helt uoverskuelige. Lige som følgerne af ikke at gribe ind over for Slobodan Milosevic' "frygtelige, ondsindede handlinger", som Robert Fisk kalder dem, også havde været uoverskuelige. Hvad mange kritikere af NATO i dag ikke må glemme. Men et af resultaterne synes i hvert fald at blive en tættere europæisk sammenrykning om løsning af kontinentets egne konflikter i større eller mindre uafhængighed af USA.
"Over hele Europa er gamle doktriner blevet taget op til revision som direkte følge af krisen i Kosovo," skrev Informations Bruxelles-korrespondent Jakob Nielsen i sin nyhedsanalyse i også lørdagsavisen. "Det er kun i Danmark, at regeringen fortsat forsøger at underspille den sikkerhedspolitiske revolution, europæerne er ved at gennemføre."

I MERE end den socialdemokratiske interne undergrund ulmer revolutionen dog, når både en forsvarsminister, flere af partiets EU-parlamentskandidater og nogle af partiets amtsformænd kan udtrykke sig på linje med Leif Geertsen. I EU-parlamentsvalgkampen burde de ulmende gløder bryde ud i lys lue.
Kyndige socialdemokrater hæfter sig ved, at EU-Parlamentet og -Kommissionen og for så vidt også domstolen havde fået et direkte ord at skulle have sagt, havde EU haft en selvstændig rolle at spille under Rambouillet-forhandlingerne. Der nu tilsyneladende blev domineret af USA, som jo er den store NATO-magt. Uden at stå under direkte parlamentarisk kontrol fra EU-landene. Hvilket måske var med til, at Rusland i sidste ende blev udelukket som medspiller i en mulig konfliktløsning. Den efterfølgende beslutning om bombardementerne med udtrykkelig forsikring om, at landstyrker ikke ville blive sat ind, før bomberne havde tvunget serberne til at overgive sig fuldstændig på Rambouillet-kravenes nåde og unåde, blev vel også i realiteten truffet af USA selv. Hurtigt blev i hvert fald enhver indvending mod denne strategi identificeret med vestligt svaghedstegn og dermed støtte til den forbandede Milosevic.
For mange EU-tilhængere - ikke mindst blandt franskmændene - er ønsket om større udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitisk handlefrihed i forhold til USA langt fra af nyere dato. Men forløbet af NATO's første krig forstærker åbenbart frigørelsesønskerne mange steder i Europa, så det godt kan ligne en sikkerhedspolitisk revolution: En selvstændig Europahær, der kan komme på tværs af NATO - som de siger i den del af Europa, der hedder Ribe amt. Det er da en revolution, der vil noget.
I det perspektiv blegner det danske forbehold over for EU's forsvarssamarbejde næsten bort af sig selv. Måske derfor finder den danske regering - med undtagelse af Hans Hækkerup - det ikke umagen værd at tage diskussionen om det? Eller tør den ikke?

GIVET ER DET, at mange radikale vil have svært ved også at sluge en selvstændig Europahær oven på nedsvælgelsen af en NATO-krig uden FN-mandat. Givet er det også, at mange socialdemokrater vil bekæmpe revolutionen fra Ribe amt, Robert Fisk m.m. uanset vurderingen af USA's lederskab i NATO.
Den slags bøvl må en ordentlig regering naturligvis ikke vige for. Den afgørende grund til at kræve debatten om forbeholdet rejst nu, er dog en anden: Hvad går den omtalte sikkerhedspolitiske revolution egentlig ud på, når dens flotte betegnelse skal omsættes til dagligdag?
Den Tony Blair, som Robert Fisk håner, var selv den, der i oktober sidste år stillede krav om en selvstændig europæisk søjle inden for det NATO-samarbejde. Skal søjlen bare bruges til det samme, som Blair i dag bruger NATO til, er revolutionens praktiske og idépolitiske rækkevidde til at overse. Nok skal USA kritiseres, men de europæiske politikere er ikke så meget bedre, at det i sig selv begrunder nogen revolution.
I praksis opbygges en Europahær af betydning ikke på et par år, bare fordi man påstår, at en selvstændig statslignende EU-konstruktion står bag den.
Til en begyndelse kunne man såmænd bruge de udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejdsorganer på mellemstatsligt niveau, der allerede findes. Til at finde ud af, hvad det egentlig er Europa gerne vil til forskel fra USA.
Hvis der da er en forskel.el

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu