Læsetid: 3 min.

Eurovision XXL

16. maj 2000

JA, NU er det næsten sikkert... Danskerne stemmer nok nej til euro-visionen og ØMU'en til efteråret.
Olsen-brødrenes triumftog ved lørdagens Eurovision Song Contest kan nemlig få betydning for den rekonstruktion af unionsmodstanden, som Pia, JensPeter og Drude håber på.
For nynationalisternes stærkeste kort er den moderne danske mytologi, der blev grundlagt i 1992: En lille grim dansk ælling foldede sine vinger ud den 2. juni med et folkeligt nej, sagde skrot op med Janteloven, genrejste den nationale vindermentalitet og drog til Sverige, bankede England, Frankrig og Tyskland og vandt Europamesterskabet i fodbold...
Fodbold og popmusik har ikke direkte noget med politik at gøre, men de rører ved den folkestemning, der afgører marginalerne i det politiske liv.
I en verden, hvor globaliseringen af økonomi og kulturliv spænder sit spindelvæv ud over alle folkeslag, fristes mange af nationalismens fejring af traditionen og nationens mytologiske folkefællesskab. Som i søndags da 15.000 stolte danskere viftede med Dannebrog og gav Jørgen og Noller en heltemodtagelse i Tivoli.
Det havde de fortjent, for den er et skarn, der ikke kan glæde sig over, at disse sympatiske brødre flyver On the wings of love. Vi kan med Informations egen Torben Bille hylde deres ægthed, fordi de trodser den 'globaliserede ungdommelighed.' Men er de nu også så forskellige fra den europæiske mainstream, ja så unikt danske, som bl.a. Sørine Gotfredsen hævdede i Aktuelt i lørdags?
Det er en omgang mytologisk sludder. Olsen Brothers som de hedder 'ude' i Europa - leverede med Torben Billes ord "tidløs elskværdig soft-rock med universel appeal". Og may I add one thing - skåret over et sikkert koncept: Få ord, stadigt repeterende og frem for alt sunget på engelsk med et amerikansk touch. Jørgen Olsen sagde det før sejren, at "det er en fordel at synge på engelsk frem for på et sprog som dansk, der er vanskeligt at synge på, og som næsten kun vi selv forstår."
Ikke kun Olsen Brothers har erkendt musikkens logik. Alle vore nordiske 'broderfolk' sang på engelsk i Stockholm - for at konkurrere med irerne og briterne. Fra de norske Spice Girls plattenslagere, hvis hjerter goes boom; til de spirits, der kalder på den svenske indianerrocker. OK, Islands amerikanisering blev i sin tid fløjet ind via USA's NATO-base - men også Finland, Estland, Letland, Rusland, Rumænien, Holland og Østrigs multinationale kvindetrio har droppet nationens sprog til fordel for globaliseringens engelsk.
Tysklands cowboyklædte festmager Stefan Rab sang efter sit kaudervælske Wadde hadde dudde da et engelsk omkvæd. Og Makedoniens Spice Girls, XXL, fulgte op med I love you 100 procent. Yes I do.
Der er stadig få frankofone oaser i og omkring Paris, en blind spanier, en sort-hvid sæk kroatisk melankoli og en schweizisk italiensk Miss Playboy, men Europa er med Eurovision Song Contest 2000 blevet mere sprogligt og kulturelt forenet.

ALLIGEVEL ER det paradokset. Den konkurrence, som styrker modstanderne - fordi 'gamle Danmark' vandt - styrker på lang sigt integrationen i resten af Det Europæiske Hus. Selv om euroen - altså mønten - har det skidt, synger de fleste folkeslag med på det engelske omkvæd. Smukt som et stjerneskud.
I fredags fremlagde Tysklands grønne Joschka Fischer 'en personlig vision' om at danne en føderation, der via et demokratisk tokammersystem deler suveræniteten mellem EU og de enkelte nationalstater. Lørdag jublede Frankrigs udenrigsminister Hubert Védrine over udspillet - bl.a. fordi det er i samklang med, hvad Lionel Jospin sagde i forrige uge: At Europas institutioner må styrkes, bl.a. for at redde euroen og styrke solidariteten.
Hvis ikke den fransk-tyske akse igen sætter fart på eurovisionen, risikerer euroen at bryde sammen - fordi den ikke holdes oppe af et magtmæssigt centrum.
Udvidelsen af EU mod øst presser også den fransk-tyske akse til at gå i den retning. Som i 1992, da Jac-ques Delors talte om føderalismens nødvendighed.
Den vision fik et dansk flertal til at sige nej. Det vil den måske gøre igen til efteråret, når Olsen-effekten gir' kærligheden til den gamle nation vinger at flyve på. Og så mangler vi bare et nyt Europamesterskab i fodbold! Så er målet fuldt. Det styrker den nationale storhedsfølelse. Men er det rationelt? Nej! For viste Eurovision Song Contest ikke netop, at engelske melodier skrevet af danskere kan vinde, hvis de sættes til afstemning i hele Europa? Ikke i lukkede nationale rådsjuryer, men ved åben folkelig afstemning?bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her