Læsetid: 3 min.

EU's flirt med den amerikanske drøm

For blot få år siden drog EU-forfatningens far til Philadelphia for at lade sig inspirere af USA's århundredgamle grundlov. Det tales der ikke så meget om nu
20. juni 2007

Bruxelles - Duel til døden og ballade i randområderne. Det var ikke lige det, Europas ledere havde i tankerne, da de i sin tid sammenlignede sig selv med den amerikanske grundlovs fædre.

Men også det var en del af USA's opståen, og med Polens vetotrusler, Tysklands nyfundne selvbevidsthed, og Storbritanniens krav om særbehandling er der mere krudtslam end harmoni i luften forud for EU-topmødet torsdag og fredag i Bruxelles.

Hvor forfatningstraktatens far, Valery Giscard d'Estaing, engang talte om "Europas Philadelphia-øjeblik" og deraf følgende pompøse nationalsymboler som EU-flag, EU-hymne og et charter over grundlæggende rettigheder, ja så er optakten til de 27 statschefers møde mere præget af nationernes benhårde kamp.

I skudduel

Det var ikke just, hvad d'Estaing talte om, da han besøgte USA i 2003.

"Folkeslag, lande og kontinenter står på visse tidspunkter i deres historie over for altafgørende beslutninger. Når de tager udfordringen op, skriver de historie," sagde den tidligere franske præsident og beskrev sig selv som Europas George Washington.

I dag burde han måske snarere sammenlignes med Alexander Hamilton, strategen og superføderalisten. Hamilton fik mange ting igennem, og hans navn genfindes i gadenavne overalt i USA.

På samme måde ventes store dele af forfatningen overført til en ny EU-traktat.

Men Hamilton mistede selv magten og endte sine dage i 1804 i en skudduel med en politisk modstander, vicepræsident Aaron Burr. Nok var Burr en bedre pistolskytte, men en amatøragtig militær opstand mod den nye centralmagt var tæt på at sende ham i galgen. I stedet endte han så sine dage som anonym advokat i New York.

Lighed og forskel

Superføderalisten vandt altså, historisk set, men selv han måtte gå på kompromis, hvilket præger USA den dag i dag.

"Der er både store ligheder og store forskelle mellem forfatningsprocessen i Europa og i USA," siger Carl Pedersen, lektor ved Københavns Universitet.

"Den helt centrale forskel er, at der i EU er tale om 27 nationer, hvoraf mange har århundredlange historier. Det var ikke tilfældet i USA. Da det amerikanske konvent fandt sted i 1787, anså borgerne i de 13 kolonier sig netop som borgere i de kolonier, som havde gjort oprør mod briterne. De havde forladt deres fødelande og dermed mistet den nationale identitet, som man i dag i høj grad finder i Europa," siger Carl Pedersen.

Kampen går igen

Kampen mellem centralmagten og randområderne går igen.

"Den store lighed er, at der i høj grad er tale om en kamp mellem staterne og en stærk centralmagt. Hamilton var superføderalist og søgte at få en så stærk centralmagt som muligt. Folk beskyldte ham for at ville indføre en ny kongemagt ad bagdøren, lidt ligesom når briterne i dag frygter for en stærk EU-udenrigsminister i Bruxelles," siger Carl Pedersen.

Han kan sagtens forstå, hvorfor lande som Polen er stærkt optaget af den relative magt, der udspiller sig i de særlige EU-stemmevægte.

Polakkerne truer med veto, fordi de stemmeregler, som tyskerne har forelsket sig i, betyder, at EU's tre store lande fremover kan blokere for snart sagt hvad som helst, bare de finder en enkelt eller to allierede hos resten.

"Det er en oplagt sammenligning. Hvilken magt skal et land som Danmark eller Polen have over for et stort land som Tyskland?" siger Carl Pedersen.

Det fik den amerikanske nations fædre aldrig for alvor løst. Derfor opfandt de Kongressen, hvor de små stater fik nøjagtig det samme antal medlemmer af Senatet, mens fordelingen i Repræsentanternes Hus svarer til delstaternes befolkningsantal.

Bliver det sent i EU's pompøse rådsbygning i Bruxelles fredag, kan statslederne ikke engang trække på helt de samme studehandler som Hamilton.

I 1790 fik han med nød og næppe overtalt Virginia til at acceptere centraliseringen af penge- og lånepolitik mod til gengæld at placere USA's hovedstad nær Virginia, nærmere bestemt ved Potomac-floden, frem for i New York. Således kom Washington på landkortet. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu