Læsetid: 3 min.

EU's identitetskrise

19. juni 2000

HVIS DER ER én ting, der ikke længere burde stå til debat, så er det, hvad det europæiske projekt handler om: Stadig stærkere integration. Alle traktatændringer over årene og alle danske folkeafstemninger både før og efter Poul Schlüters bedrageriske "Unionen er stendød" i 1986 har været udtryk for netop dét. Motiverne har varieret i tid og rum - ønsket om at skabe stabilitet ved at binde Tyskland ind i en union, ambitionen om øget vækst via et indre marked, behovet for fælles politikker for grænseoverskridende problemer, viljen til at tale med én stemme i en globaliseret virkelighed - varierende drivkræfter, men stedse bevægelse i samme retning.
At benægte at et stadig mere omfattende politisk samarbejde også fremover vil være EU's projekt, er lige så uklogt som forestillingen om, at Danmark kan melde sig helt ud. For hver gang befolkningen oplever en folkeafstemningskampagne, hvor integrations-motivet bestrides eller bagatelliseres af ja-siden, øges udsigten til et nej ved den næstfølgende afstemning. For vælgerne kan godt se mønsteret.
Derfor er det godt, at der nu ude i Europa tales lige ud af posen om sagen. Godt, omend overordentlig besværligt for den danske regering, der ser sig anbragt i det sædvanlige dilemma: Ignorerer man de europæiske stemmer, der kræver "forstærket samarbejde", fremstår man utroværdig. Går man ind på deres tale, risikerer man at skræmme flere til et nej.
Det var Tysklands grønne udenrigsminister Joschka Fischer, der tog fat på diskussionen med sin tale på Humboldt-universitetet om "fuldbyrdelsen af den europæiske integration", om en "avantgarde" af EU-lande der må drive processen frem, og om slutmålet i form af en Europæisk Føderation. Siden har den grønne EU-parlamentariker Daniel Cohn-Bendit og hans liberale franske kollega Francois Bayrou udsendt en appel om forstærket integration og opgør med den teknokratiske blindgyde, EU-samarbejdet er havnet i, til fordel for demokratisering via en europæisk forfatning og folkevalgte ledere. Forleden argumenterede Belgiens tidligere premierminister Jean-Luc Dehaene i Aktuelt for, at "kernelandene" i et nyt EU med 25-30 medlemmer må have lov at gå hurtigere frem end mere fodslæbende lande. Senest har så det portugisiske EU-formandsskab meddelt, at man på det topmøde, der i dag starter i Porto, vil sikre, at "forstærket samarbejde" bliver et emne på regeringskonferencen i december om den Nice-traktat, der skal bane vej for udvidelsen med op til 12 lande.

DER ER TO, beslægtede, problemstillinger: Det påtrængende spørgsmål om et udvidet EU's evne til at tage beslutninger og fortsætte integrationen. Og det langsigtede om at sikre demokratisk legitimitet via f.eks. en fælles forfatning i et fuldt integreret EU. Det er det første, der er på regeringskonferencens dagsorden. Tankerne om at sikre handlekraften opererer med begreber som 'EU i flere hastigheder', EU's 'A- og B-hold', et 'fleksibelt EU' og 'EU à la carte'. Jean-Luc Dehaene mener, at "EU styrer direkte mod katastrofen", hvis alle 25-30 lande skal følges ad og blive enige om alt. Det kan de ikke, og derfor går alt i stå, siger han.
Den danske regering er imod A- og B-hold i EU. Poul Nyrup Rasmussen siger, at et EU i flere rum mangler den fælles forpligtelse, den solidaritet landene imellem, som er selve fællesskabets idé. Ud fra den betragtning er det naturligvis logisk, at regeringen ønsker ØMU-forbeholdet fjernet og Danmark fuldt integrereret i euro-samarbejdet, hvorimod det er mindre troværdigt, at man ikke - som Venstre - bekender helt kulør og anbefaler den snarest mulige afskaffelse af de tre øvrige forbehold i tilfælde af et ja den 28. september.
Også JuniBevægelsen er imod A- og B-hold, fordi det giver en gruppe kernelande mulighed for at styre udviklingen og betingelserne for de øvrige, herunder de nye lande der vil få stadig sværere ved at hænge på og øve medindflydelse. Modsat taler SF for det fleksible EU, hvor enkeltlande kan holde sig uden for dele af samarbejdet og samtidig være progressive 'kernelande', der går i spidsen på andre områder, f.eks. miljøpolitikken.
Det er det store EU's fundamentale dilemma, der nu er sat til debat: På den ene side lurer risikoen for en total forstening af en union med 25-30 vidt forskellige lande, hvis princippet er at gå i takt. På den anden side den oplagte fare for klassedeling, fragmentering, protest og opløsning, hvis stærke lande laver klubber i klubben eller reelt dikterer udviklingen for de øvrige.
Godt, at debatten endelig kommer. Omend pokkers ubelejligt for en statsminister på jagt efter et ja den 28. september. Men han har jo selv valgt datoen. jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu