EU’s imperiale cirkler

»Før eller senere vil vi i Europa stå i den situation, som eksisterer i Sikkerhedsrådet i De Forenede Nationer.«
Den britiske historiker Eric Hobsbawn

DEN EUROPÆISKE Union befinder sig ved en skillevej i historien. Og det har den gjort siden det korte 20. århundrede endte i 1991 med Sovjetunionens og kommunismens definitive fald. Med Milosevic’ fald og udsigten til, at det nye mere demokratiske Serbien om få år også vil anmode om optagelse i EU, sættes den historiske udfordring endnu mere på spidsen:
Hvordan kan dette brogede kontinent organiseres, så der er plads til 28 eller 30 europæiske stater i unionens institutioner, som oprindelig blev bygget på kul og stål og kun med seks medlemslande?
Spørgsmålet blev stillet af Jacques Delors i starten af 90’erne, da historien med stort H stormede ind over Europa. Han vidste, at unionen kan bryde sammen, hvis ikke den reformerer sine institutioner.

RYSTENDE ER det, at EU’s nu 15 medlemslande endnu ikke har snøvlet sig sammen til at give et svar på udfordringen. Mens vi venter på, at EU’s regerings- og statschefer tager til Nice i december og besvarer spørgsmålet, så indløber nye rapporter – bl.a. den fra UNICEF, som Information omtalte i onsdags – om det store sociale sammenbrud i østlandene.
EU’s svar bør ikke udskydes længere. For i de nye demokratiske markedsøkonomier i Europas østlige halvdel er man i snart ti år blevet holdt hen med løfter om medlemskab. De har haft svedende travlt med at tilpasse deres love til diktaterne fra Bruxelles.
De er kommet langt. De har gjort store fremskridt. Det sagde EU-Kommissionen onsdag, da den gjorde status over de 13 lande, der har ambitioner om at komme ind i det pæne selskab i Bruxelles.
Tænker man på 90’ernes gyldne løfter, så er det utroligt, at lande som Polen, Ungarn, Tjekkiet og Estland ikke allerede er blevet medlemmer af EU. Nu kommer de sikkert først med i 2004, fordi Kommissionen vil bruge mindst et par år til på at EU-harmonisere tusindvis af love i kandidatlandene. Og medlemsstaterne tager måske op til 18 måneder om at ratificere. Det viser, at EU ikke er en overnational, centraliseret og effektiv superstat. EU er mere et labyrintisk imperium med et væld af nationale og bureaukratiske ’friktioner’, der fremmer langsommelighedens politik.

ØJEBLIKKETS store hindring for udvidelsen ligger ikke hos ansøgerne, som næsten alle har en formidabel vilje til at underordne sig det nye imperium i Europa. Hovedproblemet ligger i EU’s indre. Her begynder og ender de europæiske cirkler. Og hvem skal man i øvrigt ringe til i USA?
Hidtil har det været god latin i Bruxelles, at udvidelsen først kan ske, når institutionerne har fået en overhaling: Nye stemmevægte, færre lammende vetoer, fle-re flertalsbeslutninger og trimning af Kommissionen.
Men onsdag sagde Kommissionens formand Romano Prodi, at disse reformer »ikke kan gøres til en forudsætning for udvidelsen.« Det er en vigtig ny erkendelse. Hvis ikke EU reformerer sig i Nice, har EU hverken magt eller ret til at vende ryggen til den historiske chance for at genforene kontinentet.

MÅSKE KAN EU’s strukturer holde til at lukke tre--fem lande ind under Amsterdam-paraplyen. Det kan blive pragmatisk set nødvendigt, hvis Nice-traktaten falder på gulvet med et brag. Den risiko kan desværre stadig ikke udelukkes.
Det franske EU-formandskab spiller højt spil og har endnu ikke sagt, hvordan ministerstemmerne og kommissærposterne skal fordeles. Det er en risikabel strategi. Fra den ene side truer små opsætsige lande med at sige nej til at opgive kommissæren – hvad der er uforståeligt, fordi kommissærer ikke er ’nationale’, og fordi hovedmagten i EU ligger i Rådet. Fra den anden side kræver de tyske, franske og britiske ministre en større stemmevægt i Rådet. En vej frem er at give de store lidt flere stemmer, men en anden – evt. supplerende – strategi er at indføre dobbelte beslutningsflertal. Så det i fremtiden ikke er nok med et flertal af ministerstemmer i Rådet, men at man også skal mønstre et flertal af den europæiske befolkning for at få sin vilje igennem. Før Nice er der hårdt brug for god vilje. Hvis nationalstaterne med historisk snævertsyn og ud fra national egoisme blokerer for en reform af EU, så kan Eric Hobsbawn meget vel få ret i sin profeti. At EU ender som et nyt FN.