17. juni 2005

De franske og hollandske vælgeres nej til EU-forfatningstraktaten har kastet Europa ud i en fundamental identitetskrise. Denne krise er affødt af en dybtgående angst over kontinentets generelt ildevarslende indenrigspolitiske og økonomiske tilstand. De neokonservative insisterer på, at Europa ikke har anden vej ud af sit aktuelle økonomiske morads end at afvikle adskillige af de velfærdsgoder og rettigheder, som det har taget årtier at opnå, og som er kommet til at definere den særlige europæiske forståelse af, at livskvalitet forudsætter et socialt ansvarligt samfund. I stedet skal markedsmekanismerne slippes løs, så den fri konkurrence kan herske med færrest mulig hindringer. Hvis Europa blot gør dette, hævder de neokonservative, vil kontinentet igen kunne præstere en økonomisk vækst, der vil resultere i øget velstand for dets folk.

Heroverfor hævder socialisterne, at den utæmmede angloamerikanske liberale markedsmodel med dens knæsættelse af princippet om, at vinderen tager det hele, kun vil forarme de almindelige europæiske lønmodtagere, øge de sociale modsætninger og resultere i et mere barskt og splittet samfund. I delstaten Nordrhein-Westphalen - i årevis en sikker en socialdemokratisk højborg - vendte vælgerne ryggen til SPD ved regionalvalgene den 22. maj i protest mod, hvad mange så som en alt for aggressiv indsats fra kansler Schröders side for at gennemtvinge amerikansk inspirerede markedsreformer, der nedbrød hævdvundne statsfinansierede sociale programmer.

På en besynderlig måde er det, som er kommet til at stå som stridens æble i Europas forfatningskvaler, altså ikke så meget EU's forfatningstraktat, som det er selve kapitalismens fremtid - og det ikke blot i Europa, men i hele verden. Et stigende antal europæere spørger sig selv, om den liberale markedsmodel eller den sociale markedsmodel giver den bedste opskrift på at sikre en god økonomisk fremtid. Forfatningsafstemningerne i Frankrig og Holland blev et surrogatforum for folk, der i virkeligheden stemte om deres økonomiske forhåbninger, præferencer og utrygheder.

Forløbet siden det franske nej minder mig om begivenhederne for bare 20 år siden, da en nytiltrådt præsident - Mikhail Gorbatjov - søgte at imødekomme en rumlende græsrodsutilfredshed i Sovjetunionen og dens satellitstater i Øst- og Centraleuropa ved at sætte gang i sin berømte Perestrojka. Gorbatjov håbede på, at Perestrojka ville stimulere en selvransagende evaluering af kommunismens fiaskoer og utilstrækkeligheder. Det var hans agt at redde socialismens vision ved at reformere de skadelige praksisser, der havde gjort den marxistiske ideologi til skamme helt fra begyndelsen af det sovjetiske eksperiment. Hans reformer kom for sent til at redde et system, der uigenkaldeligt var indtrådt i sin dødsrallen, og på forbløffende kort tid faldt hele det kommunistiske hus sammen.

På 20-året for Perestrojka dette forår var Gorbatjov vært for Det Verdenspolitiske Forum i Torino i Italien. Begivenheden samlede aktuelle og tidligere verdensledere til en form for post mortem-hyldest. Gorbajtov betroede mig det ærefulde hverv at levere et oplæg om Europas og verdens tilstand, to årtier efter at han havde lanceret sit berømte reforminitiativ, som kom til at indvarsle kommunismens fald i Rusland og Central- og Østeuropa. Her er, hvad jeg sagde...

"Med Berlinmurens fald og Sovjetunionens undergang kom kapitalismen til at nyde godt af et uanfægtet globalt spillerum, hvor den siden har kunnet påtvinge verden sin vilje." Jeg pointerede, at "tiden måske var inde for den kapitalistiske lejr til at engagere sig i en lignende selvransagelse i forhold til den verden, den har formet og præget så markant i de mellemliggende år." For realiteterne bag den globale kapitalisme er i dag ganske dystre.

Mens de store koncerner verden over sætter nye profitrekorder år for år, er kendsgerningen, at 89 lande i dag er ringere økonomisk stillede, end de var i de tidlige 1990'ere. Kapitalismen gav løfte om, at globaliseringen efterhånden ville medføre indsnævring af kløften mellem de rige og de fattige. I stedet er uligheden og de sociale modsætninger med få undtagelser øget kraftigt. Verdens 356 rigeste familier nyder nu godt en samlet velstand, som overstiger årsindtægten for 40 procent af menneskeheden. Og de tre rigeste familier, Gates', Buffets og Walmart-detailkædens Waltons råder over en samlet formue, som er større end årsindkomsten for klodens 940 mio. fattigste beboere.

De kapitalistiske ideologer lovede at forbinde de uforbundne og at føre verdens fattige ind i højteknologiens globale landsby. Dette løfte er ikke blevet holdt. Stadig har to tredjedele af menneskeheden aldrig prøvet at foretage et simpelt telefonopkald, mens en tredjedel af menneskeheden ingen adgang har til elektricitet, hvad der efterlader dem marginaliserede og isolerede i de globale handels- og udvekslingskredsløb.

Kapitalismens fortalere lovede at fremme en bæredygtig økonomisk udvikling og værne om den skrøbelige biosfære, hvoraf alt liv på Jorden afhænger. Ikke desto mindre fortsætter vi som før med at bortøde vores fossile brændstofsreserver, udspy stigende mængder CO2 i atmosfæren, nedbryde jordens økosystemer og habitater, true vores medskabningers overlevelse og forværre truslen om global opvarmning og katastrofale klimaændringer inden for få årtier.

Vi fik at vide, at globaliseringen under det kapitalistiske markeds auspicier ville skabe en mere stabil og fredelig verden. I stedet er terrorismen på fremmarch, nye konfliktmønstre er vokset frem, og verden er blevet mindre sikker.

Vestens økonomiske ledere undsagde den dybe korruption, som gennemsyrede de gamle centraliserede kommunistiske regimer, men mange af dem har siden involveret sig en lige så moralsk fordærvelig selskabskorruption, hvad der har bragte nogle af verdens 'mest velrenommerede virksomheder' til fald og sendt adskillige topchefer og erhvervsledere i fængsel.

De neokonservative angreb den centraliserede magt, der blev udøvet fra toppen af gigantiske statsdrevne kommunistiske bureaukratier, for kun at se disse erstattet af lige så centraliserede magtkonstellationer i toppen af de omkring 500 globale koncerner, som nu hersker over stadig større dele af verden.

Hvorfor har de to dominerende ideologier fra industrialismens tidsalder begge slået så fuldstændig fejl? Fordi deres respektive grundteser ikke blev tilstrækkeligt modereret af hinanden til skabe den gensidige afbalancering, der er nødvendig for at skabe en verden, der er bedre at leve i for os alle. Kommunismens grundtese udtrykkes bedst i den velkendte aforisme om, at "alle skal yde efter evne og nyde efter behov". Det er visselig et ædelt princip. I praksis kom kommunismen imidlertid til at undertvinge det personlige initativ og skabte en form for paternalistisk regeringsførelse, der fratog individet ethvert skær af selvstændighed og satte alle under den almægtige stats formynderi. I sidste ende blev ingen holdt personligt ansvarlig for deres individuelle skæbne, og alle blev udleveret til upersonlige og statsdrevne bureaukratiers diktater.

Kapitalismens bærende tese formuleres bedst i den skotske oplysningsfilosof og økonom, Adam Smiths ord. I Nationernes velstand skriver han:

"Hvert individ higer af sig selv efter at finde den for ham mest fordelagtige beskæftigelse - dvs. den, der kan skaffe ham størst indtjening. Det er hans egne fordele, han har i tankerne - ikke samfundets. Men idet han stræber efter sin egen lykke, føres han naturnødvendigt til at foretrække den beskæftigelse, der er til størst gavn for samfundet."

Smith troede på, at en usynlig hånd rådede over markedspladsen som garant for, at det i sidste ende ville blive til fordel for alle, hvis man gjorde det muligt for markedsmekanismerne at sætte sig uhindret igennem. Neokonservative økonomer og politikere tror stadig fuldt og fast på, at der findes en så enkel sammenhæng.

I realiteten har denne hånd imidlertid ikke bare vist sig usynlig, men helt fraværende. Overladt til sin egen indre logik har de utøjlede markedskræfter ikke ført til, at alle klodens indbyggere har fået del i en større økonomisk kage, men snarere fastsat spilleregler, der betyder, at vinderen tager det hele.

Hvordan skal vi ellers forklare, at Amerikas utæmmede model har resulteret i en dramatisk uddybning af kløften mellem rige og fattige, som falder direkte sammen med frigørelsen fra stadig flere eksterne kontroller over dets handelspraksisser. I dag er de amerikanske koncerners profitter rekordstore, deres produktivitetstilvækst er uden fortilfælde, og alligevel er USA's indkomstulighed steget markant: Blandt 26 industrinationer er der i dag kun i Mexico og Rusland, at kløften er større mellem de rigeste indkomstgrupper i samfundets top og de millioner af fattige arbejderfamilier og socialt udstødte på samfundets bund.

Samtidig har USA, som praktiserer den reneste form for markedskapitalisme i noget land i verden i dag, udmærket sig negativt ved at have den værste og mest udbredte fattigdom blandt nogen af de avancerede industrinationer. Hvert fjerde amerikanske barn lever i dag under fattigdomsgrænsen.

USA har også den højeste kriminalitetsrate i den industrialiserede verden: 25 procent af alle indsatte kloden over sidder således i amerikanske fængsler, og to procent af hele den voksne arbejdskraft i USA sidder bag tremmer.

Står kapitalismen så overhovedet til at redde? Ja, men kun hvis vi er rede til at føre en ærlig og åben diskussion om, hvad den gør godt, og hvad den er elendig til. Kapitalismens styrke er paradoksalt nok også dens svaghed. Markedet fremmer opdyrkelsen af den individuelle egennytte og er derfor nærmest patologisk innovativt. Ved at anspore individuel chancetagning, entreprenørånd, teknologisk innovation og produktivitetsfremskridt overgår kapitalismen alle andre økonomiske systemer, der hidtil er udtænkt og har eksisteret. Denne pointe tror jeg næsten, at alle kan tilslutte sig.

Men så må også det mere bekymrende spørgsmål stilles: Hvad er det så, som kapitalismen er mindre god til? Frem for alt fordeler den overhovedet ikke frugterne af de økonomiske fremskridt på socialt retfærdig vis. Dette skyldes i al sin enkelthed, at logikken i direktionslokalerne altid dikterer at stræbe efter at nedbringe produktionsomkostningerne for at kunne maksimere profitterne og aktieværdien. Dette betyder, at man, hvor det er muligt, vil søge at reducere udgifter til arbejdslønninger og beskyttelseshensyn til det naturgivne miljø, som enhver fremtidig økonomisk aktivitet dog ellers afhænger af. Resultatet er en verden, der i stigende grad er opdelt imellem dem, der har, og dem, der ikke har, og en biosfære, der er alvorligt svækket og taget som gidsel af en egennytte, der er blottet for kollektiv ansvarsfølelse.

Hvad er så svaret? I en globalt forbunden verden, hvor vi alle er stadig mere sårbare over for hinandens adfærd og lige så afhængige af hinandens gode vilje, ligger håbet for menneskeheden - hvis vi skal overleve - i at skabe en aristotelisk balance, der både stimulerer markedets entreprenørånd, men samtidig mildner dets iboende tilbøjeligheder til at koncentrere stadig mere magt i toppen af de store koncerners pyramide. Modvirkende kræfter i form af stærke fagforeninger, et stærkt, mangfoldigt og sundt civilsamfund og engagerede og årvågne politiske partier må til stadighed søge at lægge bånd på den kapitalistiske realitets skadelige udskejelser ved at sikre en retfærdig omfordeling af markedets fordele og ved at udvikle sociale programmer og udspænde sociale sikkerhedsnet - dog uden at disse kommer til at lamme markedets initiativrigdom. Dette er i sandhed en vanskelig balancekunst.

Det viser sig altså ironisk nok, at vi i stedet for at betragte kapitalisme og socialisme som hinandens uforsonlige modsætninger må se dem som hinandens komplementære 'usynlige hænder'. Den individuelle egennytte på markedet må til stadighed afbalanceres med det kollektive ansvar, vi må udvise over for hinandens velfærd. Hvis den individuelle materielle selvinteresse ikke modereres af en social ansvarlighed, risikerer samfundet at gå til grunde i narcissistisk fragmentation og de fås udnyttelse af de mange. Og hvis hensynet til det kollektive ansvar ikke gør plads til den individuelle selvinteresse, mister vi den personlige ansvarlighed og risikerer at blive underlagt et almægtigt statsapparats paternalistiske terrorherredømme.

Den sociale markedsøkonomi, som praktiseres af flertallet af EU's medlemsnationer, kommer tættest på denne usynlige tohånds-mekanisme, jeg her har beskrevet. Uheldigvis truer den aktuelle økonomiske debat i Europa med at polarisere den offentlige opinion i dens to ekstremer - og sætte de utøjlede markedskræfter i rigid modsætning til velfærdsstatens bureaukratiske diktater. Den vanskelige udfordring, vi står over for, er at føre en intelligent og sofistikeret kurs, der opretholder en afbalanceret spænding mellem kapitalismens iværksætterånd og socialismens sociale solidaritet, uden at nogen at disse visioner kommer til at overskygge hinanden. Vi er, når alt kommer til alt, legemliggørelsen af begge disse visioner: Vi ønsker at stræbe efter vores egen lykke, idet vi dog også er bevidste om vores medansvar for vores medmenneskers trivsel. En reformeret europæisk socialøkonomi, der tillader begge disse aspekter af menneskelige adfærd at blomstre, vil være en model til efterfølgelse for resten af verden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her