Læsetid: 6 min.

EU's kvinder bliver overhalet af de unge demokratier

Der er ingen grund til jubel, når det gælder den politiske ligestilling i EU. Tallene er pæne i Norden, men elendige i Frankrig og Sydeuropa. Selv de unge demokratier i Afrika og Sydamerika er takket være kvoter ved at overhale de skandinaviske lande. Rwanda har verdens højeste andel af kvinder i parlamentet, mens det liberale Nordeuropa har ramt glasloftet
10. oktober 2006

Hvilket land i verden har flest kvinder i parlamentet? Sverige, Norge eller måske endda Danmark .

Nej, svaret er afrikanske Rwanda med 48,8 procent. Overrasket?

Hvad så med det faktum, at Costa Rica i år gav Norge baghjul (og Danmark) og sneg sig op på tredjepladsen med 38,6 procent.

Der er ved at ske en veritabel kønsrevolution i den tredje verden, hvor de unge demokratiers kvinder ikke gider finde sig i systemer, som systematisk favoriserer mænd, og hvor kvoter derfor bliver mere og mere almindelige på både lokalt og nationalt niveau. Fra Afrika til Sydamerika til Asien.

Bare ikke i Europa, hvor der godt nok igennem de seneste år er blevet etableret kønskvoter i flere landes lokale byråd, men ikke når det gælder de nationale parlamenter.

Det gennemsnitlige tal for kvinders politiske deltagelse i EU ligger på 24 procent. Katolske Frankrig og Italien har pinlige tal på 11-12 procent, mens de nordiske lande trækker godt op (Danmark 36,9 procent, Norge 37,9 procent, Sverige 45,3 procent og Finland 37,5 procent).

Men udviklingen er stagnerende, og når det gælder lokalpolitik går ligestillingen faktisk tilbage i Danmark. Ved sidste kommunalvalg faldt kvinderepræsentationen markant. Hvorfor? Spørgsmålet besvares som regel her til lands med træt overbærenhed og en holdning om, at "vi har ligestilling, men kvinderne skal bare give den en skalle og ville magten."

Glemmer strukturerne

Den holdning er historisk dybt forankret i den sædvanligvis liberale danske kønsdebat - liberal i den forstand at vi helst ser forandringerne komme af sig selv gennem enkeltindividers handlinger og ikke via kvote-ordninger eller lovgivning. Et eksempel: I 1945, da kvindeandelen i Folketinget steg fra 2 til 8 folkevalgte, skrev en dansk avis: "Nu har kvinderne endelig taget sig sammen."

Det er professor ved Stockholms Universitets institut for Statskundskab Drude Dahlerup, som grinende fortæller historien, da Information beder hende give en diagnose på den politiske ligestilling i Danmark og Europa lige nu.

Hun er ekspert i kvinders politiske deltagelse og rejser i øjeblikket kloden rundt og taler om netop dette emne grundet hendes nye bog, Women, Quotas and Politics, der udkom i januar i år.

Dahlerup er redaktør af bogen og hun lægger ud med at understrege en af de mest markante træk ved den danske debat: At det er kvinderne, der mangler ressourcer:

"Den typiske danske diskurs er inkrementalistisk, 'skridt for skridt'; ligestilling kommer med tiden. Og har man først lokaliseret fejlen som liggende hos kvinderne selv, så bliver strategien, at man må sætte ind for f.eks. at uddanne kvinderne bedre. Problemet med denne strategi er, at man overser den institutionelle eller strukturelle dimension. I politik typisk den, at partierne fungerer som gate-keepers for videre ligestilling. Og før man sætter ind med strukturelle ændringer, kommer man ikke videre."

Kvantespring

"Den anden diagnose tager omvendt udgangspunkt i, at der findes eksklusionsmekanismer i institutionerne selv og deres virkemåde. Diskriminationen er bygget ind i systemet som en strukturel faktor. Hvis man tager dette udgangspunkt, må institutionerne selv gøre noget. Så kommer ligestilling ikke bare med tiden, hvis man venter længe nok."

" Her kommer kvoter ind. Kvoteordninger ændrer strukturen i politik, og hvis man studerer kvinders politiske deltagelse globalt, er det et faktum, at Norden - som så længe har ligget i toppen når det gælder ligestilling - har ramt glasloftet. Vi er ikke længere den eneste model for ligestilling. Vores skridt-for-skridt model bliver både udfordret og nu også direkte overhalet af lande i Afrika og Sydamerika, som anvender en såkaldt 'fast-track model' for ligestilling," fortæller Dahlerup og giver nogle eksempler:

"Da Costa Rica indførte sin fast-track lovgivning i 2002 - som dekreterer 40 procent kvinder på alle lister og ikke kun i bunden - steg kvindeandelen fra 19 til 34 procent ved det efterfølgende valg. Da sydafrikanske ANC indførte kønskvotering af frivillighedens vej steg kvindeprocenten i 1994 til 30 procent. I det nye Afghanistan er kvindeandelen i parlamentet 25 procent."

Men for at kvoterne skal fungere, er der visse betingelser, som skal være opfyldt, fortæller hun:

"Det er ikke nok med en vis procentandel. Det handler også om, hvor kvinderne står på listen. Proportionale valgsystemer er også bedre for ligestillingen end flertalsvalg. Endelig skal der være en sanktionsmulighed. Der er Frankrig skoleeksemplet. Ved lokalvalgene kan partierne simpelt hen ikke stille op i kommuner over en vis størrelse, uden kvoten er opfyldt. Det gav en lokal andel af kvindelige politikere ved sidste valg i 2001 på sensationelle 47,5 procent. Der var en enorm debat om parité (ligestilling, red.). Og hvad skete der så ved valget til Nationalforsamlingen i 2001, hvor den eneste sanktion er manglende statslig partistøtte, hvis man ikke overholder kvoterne. Der skete stort set ingenting, og antallet af kvindelige parlamentarikere er på sølle 12,2 procent, det tredje laveste tal i EU."

Ingen revolution men-.

- Men hvad med indholdet? Ændrer politikken, eller samfundet, sig ved at kvinderne bliver valgt? Det er vel ikke et udtryk for ligestilling i det afghanske samfund, at der sidder 25 procent kvinder i parlamentet valgt ind på kvoter?

"Det er selvfølgelig fortsat afgørende også med en fast-track model, hvilke ressourcer de kvinder, som bliver valgt, har til deres rådighed. Det er også væsentligt, om de er afhængig af dem, der har udvalgt dem, og om hvordan samfundets strukturer generelt fungerer," siger Drude Dahlerup og fortsætter:

"I Indien - et meget patriarkalsk land - hvor en tredjedel af politikerne er kvinder på det lokale niveau (og hvor de kasteløse også kommer ind på kvoter) har der f.eks. været episoder, hvor en mand er mødt op i sin hustrus sted. Men så kommer Ngo'erne, kvindeorganisationerne ind og spiller en væsentlig rolle i at bakke de kvindelige politikere op. Jeg var i New Delhi for nylig og tale for 1500 kvinder, hvor jeg hørte en fin historie. En kvinde rejste sig op og fortalte, at hun havde sagt til sin mand: 'Yes, you are the head of the family, but I am the head of the local council !'

"Kvoter løser ikke alle problemer med et trylleslag. Men det giver en mulighed. I stedet for at se, hvilken vej, samfundet nu går, så vender man mekanismen om og påvirker samfundet aktivt. Jeg plejer at svare på spørgsmålet om, hvorvidt det gør en forskel politisk med lige repræsentation, at 'nej', det giver ikke nogen revolution i sig selv, men det har mændene jo heller ikke udvirket. Hvad vi derimod ved fra forskning er, at en høj kvindeandel gør en væsentlig forskel, når der skal vedtages love om familiepolitik, barselsordninger og den slags. I Indien og Sydafrika kan man set det på helt konkrete områder: adgangen til vand og voldtægtslove. Og i Rwanda har kvinderne for eksempel udvirket en landbrugsreform."

DF's feminisme

Dahlerup bemærker slutteligt, at forskerne muligvis har haft en tendens til at stirre sig blinde på antallet af kvinder i parlamenterne.

"For den førte politik handler også om eksistensen af visse organer i regering. Er der et ligestillingsråd f.eks.; for så kan én kvinde gøre en forskel. Derudover har vi nok også overfokuseret på kvinderne selv og ikke samtidig set nok på, hvordan de påvirker mændenes indstilling."

- Overrasker det dig, at ligestillingsdebatten i Danmark er så tam?

"Altså, en ting er, at glastaget har ramt de europæiske lande, der ikke vil høre tale om kvoter. Vi stagnerer omkring de 30 procent. Noget andet er, at der intet ramaskrig er. Der var færre kvinder i dansk politik i 1980erne men mere debat. I 1990erne har der været stort set intet. Nu hører vi så i indvandringsdebatten pludselig, at udlændingene ikke er rigtige danskere, hvis de ikke er feminister. Gå ind og se på Venstres hjemmeside. Og hør lige Dansk Folkeparti - et parti, som har stemt imod alle ligestillingsforslag i Folketinget - sige, at ligestilling er en dansk værdi. Hvor er protesterne? Hvor er debatten?"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her