Læsetid: 3 min.

EU's overanstrengelse

5. maj 1998

I DAG ER det den 5. maj. Fra denne befrielsesdag vil Information sætte fart på diskussionen om den Amsterdam-traktat, der kommer til folkeafstemning om godt tre uger. Det gør vi for det første med dagens konference på Københavns Universitet om Visioner om Europa. For det andet med det særtillæg om EU som ligger inden i Deres avis i dag. Og for det tredie med en intensiveret daglig dækning af debatten frem til folkeafstemningen - i dag på side 5 og 9.
Man kan næppe gøre sig håb om en debat, der undgår appeller til de lavere instinkter, hvad enten det er nej-sigeres spillen på frygten for de fremmede - polakker eller asylsøgere - eller ja-sigeres forsøg på at skræmme med økonomisk nedtur og arbejdsløshed ved et nej. Men omvendt har den seneste tid bragt en række udsagn, der løfter diskussionen og leder den hen på et af de emner, der fremstår som stadig mere afgørende: Spørgsmålet om EU-projektets folkelige og demokratiske legitimitet.
At EU her har et problem blev tydeligt illustreret i februar, da EU-kommissær Neil Kinnock præsenterede den britiske tænketank Demos' rapport om europæernes identifikation med EU-projektet. "EU er en PR-katastrofe" og "EU er elitært og uden føling" med borgerne, lød de internationale avisoverskrifter. Ifølge undersøgelsen støtter kun 46 pct. af de adspurgte EU-borgere deres lands medlemsskab - den ringeste opbakning
i 20 år. "Folk ser ingen praktiske fordele," skrev den britiske kommentator Mark Leonard i dagbladet The Guardian. "EU er upopulært, fordi det er blevet indhentet af de problemer, der har hobet sig op gennem 40 års teknokratisk integration forestået af en politisk
elite."

DET ER EN vurdering, der høres fra mange sider. Den tidligere udenrigspolitiske rådgiver for danske statsministre gennem tre årtier Henning Gottlieb kaldte allerede i november Amsterdam-traktaten "en overanstrengelse af den politiske proces, ikke bare i Danmark, men også i andre EU-lande, fordi regeringerne indgår aftaler, der giver mere vidtgående beføjelser til institutionerne og dem selv imellem, end befolkningerne synes er fornuftige." I konsekvens af det synspunkt har Gottlieb nu tilsluttet sig komiteen Nationernes Europa, der går ind for europæisk samarbejde, men afviser Amsterdam-traktaten.
Her i avisen har i lørdags den franske historiker Emmanuel Todd og i går den britiske samfundsforsker John Gray advaret mod den netop vedtagne ØMU som et farligt eksempel på, at den økonomiske integration i EU tordner afsted med revolutionær hast, uden at det politiske fundament og den folkelige forståelse er etableret. Præcis som ordførende direktør i Jyske Bank Anders Dam frygter de to, at den økonomiske og monetære union vil blive sprængt indefra, hvis f.eks. en lavkonjunktur sætter systemet under pres og afslører, at fællesskabsfølelsen er svagere end landenes historisk betingede forskelligheder og særinteresser. Den pinagtige farce på weekendens EU-topmøde med slagsmålet om chefpostens nationalitet i den ny europæiske centralbank vidner om, hvor lidt europæisk der fortsat tænkes selv på allerhøjste politiske niveau i unionen.
Blandt de mest skeptiske iagttagere finder man det synspunkt, at de nationale politikere i dag halser efter et økonomiske integrationsprojekt designet af eurokrater uden fingerspidsfornemmelse for demokratiets træge væsen og uden tilstrækkelig indsigt i de store kulturelle, sociale og teknologiske forskelle mellem de europæiske folk. En mangeårig dansk EU-topembedsmand, fondsdirektør Erik Holm, kaldte forleden i Jyllands-Posten ØMU'en for "den foreløbige kulmination på denne flugt fra politik."
Det er blevet påpeget, at ØMU'en i sig selv vil stimulere den politiske integrations- og harmoniseringsproces, fordi man i det lange løb ikke kan forestille sig en fungerende fælles mønt uden en fælles skattepolitik, arbejdsmarkedspolitik og lønpolitik til at udjævne landenes forskelligheder og sikre systemets stabilitet.
Spørgsmålet - som den enkelte bør finde svar på senest 28. maj - er, om man skal skrue op for tempoet i den politiske harmoniseringsproces for at give den økonomiske integration et demokratisk modspil? Eller om man tværtimod skal holde reform- og traktatpause for at give europæerne tid til at få sjælen med? Sagt med andre ord: om Amsterdam-traktaten er en del af løsningen eller problemet?
The Economist skrev forleden på lederplads, at en fremtid for Europa nødvendigvis må basere sig på folkenes håb og ønsker fremfor på en fælles mønt pånødet fra oven. Og at den eneste yderligere politiske integration, der kan anses for acceptabel, er én, der handler om at øge EU's demokratiske styrke.
Spørgsmålet er, hvordan man som dansk vælger den 28. maj kan signalere til hovedkvarteret, hvis man føler, at folkesjælen er kommet for langt bagefter euro-elitens projekt? jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu