Læsetid: 3 min.

EUtopia?

2. oktober 1997

Længe, længe før danskerne den 2. oktober 1972 med stemmefordelingen 63,3 procent for og 36,7 procent imod sagde ja til EF-medlemsskabet, havde projektets fædre formuleret deres visioner for et fælles Europa. Grundtanken i Schuman-erklæringen af 9. maj 1950 var, at fred, samhørighed og fællesskab i Europa skulle vokse ud af et konkret, økonomisk samarbejde. I starten i form af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, der skulle forvalte de tyske og franske kul- og stålindustrier. Visionen var, med den franske udenrigsminister Robert Schumans ord, "Et Europa, hvor levestandarden hæves takket være sammenslutningen af produktionen og udvidelsen af markederne, som fører til prisnedsættelser..."
Det har været den dominerende melodi siden: økonomi og marked først, fællesskab og solidaritet siden - som naturlig og tilsigtet følgevirkning.
De, der husker den danske debat for 25 år siden, kan bevidne, at økonomien var i centrum. "For den daglige husholdnings skyld," sagde de radikales tidligere statsminister Hilmar Baunsgaard i store dagbladsannoncer. "Et dansk nej til EF vil koste 3 milliarder," sagde økonomiminister Per Hækkerup (S) - og hævede et par dage efter for en sikkerheds skyld beløbet til 5-6 milliarder.
Og det med pengene virkede.
"Vi valgte at gå ind i EF af angst for, at vi ellers ville tage skade på vort nationalprodukt," skrev forfatteren Villy Sørensen to år senere i antologien Efter Columbus.
Forestillingerne om at komme videre, løfte sig ud over det økonomiske samarbejdsperspektiv, fik oratorisk medvind fra begyndelsen af 1980'erne, da en europæisk union kom på dagsordenen for drøftelserne i råd og parlament. Det konkrete skridt, som efterfølgende blev taget - vedtagelsen i 1986 af Den europæiske fælles akt - havde imidlertid igen økonomien i centrum. Fællesakten om EF's Indre Marked, sigtede mod at bortharmonisere alle hindringer for fri handel og økonomisk udfoldelsestrang mellem landene. Den manøvre har været igang siden og har gang på gang været med til at bekræfte mange danskere i deres skepsis over for projektet. Fordi hensynet til kapitalistisk virketrang blev oplevet som overordnet hensyn til f.eks. miljø og national selvbestemmelse.

Afgørende, når man skal bedømme Danmarks første 25 år med EF/EU, er, hvorvidt denne økonomiske ekspansions- og integrationsproces har fremmet den oplevelse af fællesskab, lighed og samhørighed folkene imellem, som i sidste ende er betingelsen for, at EF/EU (for)bliver et fredens projekt.
Lige er EU-borgerne i hvert fald ikke blevet, omend der er sket økonomisk vækst over hele linien. "Ser man på spredningen i regionernes BNP pr. indbygger, er den signifikant større i 1994 end i 1980," fastslår den dagsaktuelle Erhvervsredegørelse 1997 fra Erhvervsministeriet. Det kan ses som manglende politisk evne i EU til at forvalte de opnåede økonomiske resultater til gavn for den tilstræbte solidaritet mellem de europæiske folk. "Erfaringerne med det europæiske projekt siden 1989 viser, at EF/EU er ude af stand til at føre politik," sagde i gårsdagens avis en skuffet, mangeårig deltager i det europæiske projekt, tidligere fondsdirektør Erik Holm. Fortalere for EU-projektet kan med nogen ret påpege, at f.eks. danskernes vedholdende skepsis har hæmmet forsøgene på at skabe den politiske dimension i samarbejdet, som kunne sikre en bedre, mere social og bæredygtig forvaltning af de uregerlige økonomiske kræfter i EU. Men måske bør man grave et spadestik dybere og spørge, hvorfor viljen til fælles politisk forvaltning til gavn for det europæiske sammenhold ikke i højere grad har kunnet skabes? Og hvorfor en del af dagens EU-modstand f.eks. præges af nationalismens grimme ansigt?
Svaret handler måske om, at man i sin tid startede i den forkerte ende. At man i forsøget på at bruge økonomien som løftestang har tilgodeset diverse kapitalkræfter så effektivt og talt til konkurrencementaliteten så ihærdigt, at det har givet afsmag for hele projektet og dermed undergravet forudsætningerne for den efterfølgende politiske forening, som man drømte om.
Erik Holm kalder det "skuffende og skamfuldt at overvære", hvordan EU svigter den politiske dimension. Villy Sørensen gav allerede i 1974 sit bud på, hvorfor viljen til det fælles projekt ikke er til stede.
"For at føle sig bundet af beslutninger, må man selv være med til at tage dem eller til at vælge dem, der beslutter, og føler vi os ikke engang repræsenteret af vort eget parlament eller vore egne kommunalbestyrelser, hvor skulle vi da kunne føle os repræsenteret af et Europa-parlament, der iøvrigt ikke har nogen parlamentarisk kontrol med de besluttende organer. Foreløbig er der ikke noget europæisk fællesskab, ethvert større fællesskab forudsætter mindre fællesskaber, og de skabes ikke ovenfra." Sagt sådan for næsten 25 år siden. Spørgsmålet er, om vi er kommet nærmere siden? Om strategien for at skabe et fælles Europa har været - og er - den rigtige? jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu