Læsetid: 6 min.

Eventyrdigteren i nye klæder

10. august 2005

Umiddelbart skurrer det lidt i ørerne: vores folkekære eventyrforfatter udsat for performanceteatrets eksperimenterende fortællestil. Vi har efterhånden vænnet os til at se H.C. Andersen i alskens slags klæder, men kan det lade sig gøre at iklæde manden Hotel Pro Formas særlige formaliserede og sansemættede billedsprog? Alt tyder på, at det bliver et utraditionelt bud på digteren, vi vil få at se, når Hotel Pro Formas nye forestilling »Jeg er kun skindød« har danmarkspremiere d. 18. august. Her vil det visuelle og auditive være i centrum. Ord bliver til lyd; eventyr vises som objekter på scenen; der vendes op og ned på traditionelle scenekonventioner; og H.C. Andersen? – ja, han spilles af en kvinde.

Livsrejse
Udgangspunktet for forestillingen er H.C. Andersens Rejsedagbøger. Teatrets kunstneriske leder, Kirsten Dehlholm, var dog ikke interesseret i at lave en biografisk fremstilling af digteren, og forestillingen gør ikke brug af plot eller en kronologisk fremadskridende historie. Men hvordan fortæller man om H.C. Andersens rejser uden at gøre brug af den slags gængse fortælleredskaber? For Kirsten Dehlholm lå svaret blandt andet i rummet og scenografien, som er blevet et visuelt billede på H.C. Andersens liv og rejser.
»Jeg ville udforme det sceniske landskab som en rejse. Når jeg tænker dramaturgisk, tænker jeg altid først på rummet. Jeg skal have et fysisk rum at arbejde ud fra. Til dette stykke var udgangspunktet landskabet, og jeg forestillede mig et meget langt scenerum, som man ikke kan overskue i ét blik,« fortæller hun.
Resultatet blev en 28 meter lang og fire meter smal scene. Dehlholm havde en æske med gamle landskabs-billedkort liggende i en skuffe, og hurtigt vidste hun, at de skulle udgøre hele scenografien.
»Hvert eneste kort har fået sin egen fortælling. Jeg har sammen med arkitekten Ralf Richardt Strøbech bearbejdet kortene og sat H.C. Andersens egne tegninger ind. De er trykt på plexi-plader, så det bliver halvgennemsigtige billedflader, som er 1,6 meter høje,» siger Kirsten Dehlholm.
»Kortene kan byttes rundt, således at det panoramiske landskab kan varieres i det uendelige men hele tiden fastholdt af horisonten som den gennemgående linie. Når performerne går bagved, kan de stadigvæk ses. De går hele tiden i én retning, fra venstre mod højre foran billedkortene, fra højre mod venstre bag kortene, og det giver en rytme i forestillingen. Det er blevet et rejsebillede, hvor vi refererer både til den konkrete rejse og til livet som en rejse.«
Hotel Pro Forma har høstet stor international anerkendelse for sine forestillinger, og da forestillingen »Jeg er kun skindød« havde urpremiere i Köln i foråret, modtog den begejstrede anmeldelser fra den tyske presse.
Teatret er kendt for sine eksperimenterende forestillinger på grænsen mellem teater, arkitektur og billedkunst, og det er et kendetegn for Hotel Pro Forma at gøre brug af utraditionelle teaterrum. Siden sin start i 1985 har teatret for eksempel opført forestillinger på Århus Rådhus, i Glyptoteket, på kunstmuseet Arken, på et frithængende glasgulv i Bellacentret og på taget af Kvickly i Holstebro. Også forestillingen »Jeg er kun skindød« bruger et anderledes teaterrum. Når stykket opføres i København, sker det i Christiansborg Ridehus, og her vil den lange smalle scene bringe tilskuere og performere fysisk tættere sammen og tvinge beskueren til at vælge fokus.

Andersens dæmoner
Forestillingens titel, »Jeg er kun skindød«, henviser til en håndskreven seddel, H.C. Andersen havde liggende på sit natbord af frygt for at blive levende begravet. I et år hvor digteren hyldes på alle mulige måder, er det de dystre sider af manden, Kirsten Dehlholm ønsker at fremhæve. »Mit mål var at lave en uhyggelig forestilling. Den har bestemt fået uhyggelige ansatser«, fortæller Dehlholm.
»Vi viser H.C. Andersen som en verdensborger, en rejsende verdensborger. Men han er stadig drevet af sine indre dæmoner, sin fantasi, der kører helt af med ham, men som samtidig var den uudtømmelige kilde til hans værker.«
»Én scene, vidste jeg, skulle med i forestillingen, nemlig scenen med det døde barn. Noget meget væsentligt for Andersen var barnet, der dør i det voksne menneske, lige så vel som barnet, der dør helt konkret. Han har skrevet om mange børn, der dør; det har været et skrækscenario for ham.«
»Jeg ville være i Andersens univers, uden at det blev for bogstaveligt,« forklarer Dehlholm.
»Egentlig skulle der slet ikke have været en Andersen figur, men den måtte komme med, da den medvirkende performer, Ninna Steen, ligner ham så meget. Det var oplagt at lade en kvinde spille Andersen, fordi det androgyne er et stærkt karaktertræk hos ham.«

Ord og billeder
Musikken til forestillingen er komponeret af den tyske komponist Manos Tsangaris, og synges a capella af 14 sangere fra DR Radiokoret. De levende stemmer blandes med stemmer, der er elektronisk bearbejdede af Simon Stockhausen. Librettoen er H.C. Andersens tekster, men karakteristisk for Hotel Pro Forma er ordene ikke det bærende element i forestillingen, og de får en ganske anden karakter end i det verbale teater. Dehlholm forklarer:
»Librettoen er lavet ud fra tekster, jeg har fundet hos H.C. Andersen, fra hans rejsedagbøger og fra stikordsregistret til hans rejsedagbøger. Få ord kan sige vældigt meget. De bliver sunget, mens enkelte tekststykker bliver fremsat som recitativer.«
Spørger man Dehlholm, om det er en anden fornemmelse, man kan give publikum gennem billeder og lyd end gennem ord, er hendes svar klart:
»Ja, det er det. Ofte er ordene i teater baseret på en psykologisk handling og karakterer, der fortæller om hvordan og hvorfor. I vore forestillinger bruger vi også ord, men de får en anden karakter. De bruges som udsagn, som faktuelle oplysninger, som poesi. Ord kan frembringes på utallige måder og opleves på lige så mange måder. Jeg bruger ord som sang, råb, hvisken, billede, tegnsprog, tale, talekor, på bånd med mere. I mange år har jeg lavet en undersøgelse af ord og billeder på scenen for at se, hvad de kan give hinanden, uden at det ene bliver en dræbende illustration af det andet. Det mener jeg, det bliver, når man ser det samme, som man hører. For eksempel, hvis man hører en vred person og samtidig ser en person agere som vred. Det er for mig én til én, og jeg kommer ikke et nyt sted hen. Hvis ordene bliver brugt på en anden måde end billederne, kan du opnå, at begge dele tilsammen giver en ny dimension. Det er det, jeg gennemprøver.«

Andersen anno 2005
Hvad får et eksperimenterende performance-teater til at beskæftige sig med H.C. Andersen? Og kan man forene den 200 år gamle folkekære eventyrforfatter med et moderne formsprog?
»Ja, selvfølgelig kan man det. Det er bare at linke tingene sammen, fra dengang til nu,« siger Dehlholm.
»Andersen selv var jo også et meget moderne menneske, optaget af datidens moderne teknologi samtidig med, at han på nogle områder var meget konservativ. Vi lever i dag i dialog med alle tider. Det interessante er at bringe tingene helt op til nutiden samtidig med, at du i baghovedet har kendskab til ældre tider. Men forestillingen selv skal være helt nutidig, ikke nostalgisk. Det skal være noget, der taler til os i dag.«
»Jeg ved ikke, om jeg siger noget nyt om H.C. Andersen, men det var heller ikke det væsentlige. Udfordringen var at lave et værk, der er på højde med Andersen i hans evne til at forene det meget menneskelige, det uhyggelige, det eventyrlige og det poetiske.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu