Læsetid: 5 min.

Eventyret fik dybe ridser i sit fine omslag

HCA-fejringen lukker ned efter et broget år. Flere store begivenheder har ødelagt festen, mens flere, mindre arrangementer har lyst op i underskoven. Årets H.C. Andersen-fejring har både været en grim ælling og en hvid svane. H.C. Andersen har fyldt meget i 2005, men den danske nationaldigter havde nok gerne været foruden de negative sager, som har præget fejringen af hans 200 års fødselsdag. Tirsdag lukker H.C. Andersen 2005 Fonden ned for den officielle fejring ved et fakkelarrangement i Odense.
7. december 2005

HCA-fejringen lukker ned efter et broget år. Flere store begivenheder har ødelagt festen, mens flere, mindre arrangementer har lyst op i underskoven

Årets H.C. Andersen-fejring har både været en grim ælling og en hvid svane.

H.C. Andersen har fyldt meget i 2005, men den danske nationaldigter havde nok gerne været foruden de negative sager, som har præget fejringen af hans 200 års fødselsdag. Tirsdag lukker H.C. Andersen 2005 Fonden ned for den officielle fejring ved et fakkelarrangement i Odense.

For HCA-fondens formand sker det både med et lettelsens suk og tilfredshed over at have fulgt opgaven til dørs.

"Vores ambition om at belyse H.C. Andersen fra forskellige sider er lykkedes. Men vi må erkende, at det forhold, at det i høj grad kom til at dominere offentlighedens billede af arrangementet, at vi lavede et gevaldigt underskud på åbningsshowet. På den måde fik vi en dårlig start," siger formanden for HCA-fondens bestyrelse, Poul Bache.

Showet i Parken den 2. april skulle have været den store katalysator for H.C. Andersen-fejringen, der for alvor satte Danmark på verdenskortet og skabte international fokus på forfatteren med den høje hat og de eventyrlige fortællinger. Men i stedet blev det et show, der gav bagslag i de efterfølgende otte måneder.

Lektor Ansa Lønstrup fra Aarhus Universitet arbejder blandt andet med at uddanne kommende ledere til poster i kulturlivet. Hun husker tydeligt åbningsshowet i Parken.

"Det, der foregik, var en katastrofe. Det skulle være en verdensomspændende begivenhed. Men der var ingen, der så det, og det fungerede slet ikke," siger Ansa Lønstrup fra Afdelingen for Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet.

Showet i Parken fik senere alvorlige konsekvenser for fondens ledelse. Beslutningen om at tilbyde Tina Turner en gage på 5,8 millioner kroner - for to sange - vakte stor forundring, da showet endte med et underskud på 13 millioner kroner.

I første omgang skød fonden skylden på det britiske produktionsselskab Initial, der tilsyneladende havde lovet, at det ville skaffe en række topnavne til showet.

Men senere tog fondens bestyrelse selv en del af ansvaret på sine egne skuldre. Den tidligere bestyrelsesformand, Anker Boye, og generalsekretær Lars Seeberg trak sig fra deres poster og overlod det administrative ansvar til Poul Bache fra Kunststyrelsen, som kulturministeren udpegede til at sidde i bestyrelsen.

Alt blev rundbarberet

"Tina Turner blev nærmest et symbol på det store underskud, selv om Turners honorar kun var en del af problemet," siger Poul Bache.

Hans opgave blev derefter primært at sanere fondens økonomi og bringe orden i sagerne. Midlerne til fondens sekretariat blev kraftigt beskåret.

Omkring 10 projekter blev ikke gennemført, men fonden magtede fortsat at støtte cirka 250 projekter i Danmark og i udlandet.

H.C. Andersen har heller haft den folkelige tiltrækning, arrangørerne håbede på. En Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske Tidende viser, at hele 87 procent af alle danskere over 18 år har holdt sig helt væk fra fødselsdagsfesten til 231 millioner kroner. Samtidig viser Gallups undersøgelse, at den massive fejring kun har givet 18 procent af danskerne lyst til at læse mere H.C. Andersen. Flere eksperter mener, at udbyttet har været for ringe, og at fejringen nærmest har været skadelig.

"Det hele er blevet blæst så meget op, rent kommercielt, at det har givet mange mennesker afsmag for at deltage. Der er tale om en form for overkill, der har været dybt skadelig. Uanset hvad man i øvrigt måtte mene om de enkelte arrangementers kvalitet," siger H.C. Andersen-ekspert, dr.phil. Johan de Mylius til avisen.

Mens flere af de danske ambassader meldte om positiv opmærksomhed til HCA-projekterne i udlandet, kæmpede HCA-fonden med dårlig omtale af nogle af de store, hjemlige satsninger. Bille Augusts H.C. Andersen-film blev forsinket på ubestemt tid, og den storstilede eventyrudstilling ved Rosenborg har indtil nu været en besøgsmæssig fiasko. I sidste uge var der kun solgt 9.000 billetter til udstillingen Den største fortælling.

"Det er indlysende, at Teit Ritzaus udstilling har været skuffende," siger Poul Bache.

Men fejringen har også været andet end storstilede medieevents, der er slået fejl. Blandt de 250 projekter har flere været tilskuersucceser. Udstillingen på kunstmuseet ARoS i Århus, udgivelsen af H.C. Andersens samlede værker i bogform og de mange uddannelsesprojekter for børn og unge har langt hen ad vejen været en succes.

Lektor Ansa Lønstrup kan pege på flere mindre begivenheder, der har været vellykkede.

"Der har været masser af ting i underskoven. Men jeg tror, man skal passe enormt meget på, når man laver events ud af kunst og kultur. Det bliver ofte mediebegivenheder mere end kunstneriske begivenheder. Selv om man laver noget for det brede publikum, skal det være lige så kunstnerisk velfunderet som alt muligt andet," siger lektor Ansa Lønstrup fra Aarhus Universitet.

Skønt Odenses borgere officielt lukker H.C. Andersen-året, når de tirsdag aften slukker deres fakler, er der flere udeståender for HCA-Fonden. Der mangler fortsat en afklaring i striden med Initial. De stridende parters advokater arbejder i øjeblikket på en forligsløsning, som Poul Bache håber, kommer inden årsskiftet.

Turister svigtede også

"Jeg går og presser på for at få en afgørelse inden jul. Vi vil gerne have det på plads, inden vi skal lave vores årsregnskab," siger han.

Desuden skal resultaterne af fejringen kigges efter i sømmene, når det er muligt at danne sig et overblik. Organisationen VisitDenmark arbejder på en opgørelse over effekten på turismen, og en række andre evalueringer er sat i værk.

Ansa Lønstrup ser gerne, at fejringen evalueres grundigt, så man undgår at lave de samme fejl igen. Hun mener, at evalueringen helst skal foretages af folk, der ikke har haft noget med fondens arbejde at gøre.

"Jeg synes, at selvevaluering er godt, men det er ikke nødvendigvis nok. Hvis man bare sidder og snakker med sig selv, får man ikke nødvendigvis input nok," siger Ansa Lønstrup.

Poul Bache mener, at man har gjort mange erfaringer, når Danmark atter skal være vært for et stort kulturelt arrangement. Han vil ikke afvise, at en decideret professionel bestyrelse for fonden ville have været at foretrække.

"Det er ikke nok at have visioner. Det er også nødvendigt at have den styringsmæssige og administrative kapacitet til at føre det ud i livet, så økonomien og alting går op i en højere enhed," tilføjer han.

- Ville du have sagt ja til at besidde formandsstillingen, hvis du på forhånd havde vidst, hvad du var gået ind til?

"Det er vanskeligt at svare på. Det har været temmelig besværligt undervejs, men jeg er egentlig meget glad for, hvad vi har udrettet. Jeg synes, at vi har ageret som en ansvarlig bestyrelse ved at rydde op efter os selv, slutter Poul Bache.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu