Læsetid: 3 min.

Evig forfatningskamp

14. juni 2003

»Dette resultat er ikke perfekt, men det er mere, end man kunne have håbet.«
EU-konventets formand, Valéry Giscard d’Estaing

DEN NYE europæiske forfatning, som konventet anført af den tidligere franske præsident Valéry Giscard d’Estaing fremlagde i sit endelige udkast i går, vil næppe vække stor begejstring noget sted i Europa. Kompromisset tilfredstiller ganske enkelt ikke de utallige, konkurrerende fløje og fraktioner i Europa, som siden Berlinmurens fald i 1989 og Tysklands efterfølgende genforening har kæmpet indædt om at definere spillereglerne for det fremtidige, udvidede europæiske samarbejde.
Udkastet til den nye EU-forfatning, som EU’s stats- og regeringschefer indleder de afgørende politiske forhandlinger om på topmødet i Thessaloniki i den kommende weekend, afspejler angiveligt det muliges kunst blandt konventets 105 medlemmer. Men kompromisset i den nye forfatning er ikke stabilt og levedygtigt nok til at kunne modstå presset fra alle de politiske kræfter, som også i de kommende år vil kræve EU styrket, svækket eller totalt omkalfatret på centrale felter.

SKØNT DEN kaldes en ’forfatning’, har udkastet mest karakter af en klassisk traktat. I politologien sondres der således mellem forfatninger, der indgås mellem borgerne i en stat, og traktater, som indgås mellem stater. Når udkastet til den nye forfatning minder mest om en mellemstatslig traktat skyldes det, at de politiske spilleregler i EU-samarbejdet næppe vil forblive uforandrede i en længere periode, som ellers er kerneidéen med forfatninger. Når f.eks. Grundloven ikke er blevet opdateret i mere end en menneskealder, skyldes det, at det i praksis er næsten umuligt. Hele 40 procent af alle valgberettigede skal nemlig stemme ja til en eventuel opdatering.
Anderledes med den nye EU-forfatning, som i praksis vil kunne ændres løbende i takt med, at der opstår nye alliancer og kompromismuligheder.
EU-samarbejdet er naturligt præget af, hvilke politiske partier, der sidder på regeringsmagten i medlemslandene. I 1990’erne var der således en periode med socialdemokratiske regeringer, mens der i dag er borgerlig dominans. Om få år kan situationen været ændret. Og derfor kan balancepunktet for det muliges kunst være flyttet afgørende i forhold til i dag, hvorved der igen vil blive stillet forslag om nye ændringer.

EU-SAMARBEJDET er netop derved historisk enestående, idet man på én og samme tid formår at føre konkrete og politiske forhandlinger – inden for nogle på forhånd fastlagte spilleregler – samtidig med, at spillereglerne er til forhandling. Sammenlignet med danske forhold svarer dét til, at Folketinget, parallelt med forhandlingerne om det næste års finanslov, forhandlede om at ændre selve proceduren for finanslovsforhandlingerne. I EU er spillereglerne i spil, samtidig med at forhandlingsspillet spilles.
Ulempen er indlysende, at det aldrig står klart for nogen, hvordan spillereglerne ser ud om blot få år, og derfor er det næsten umuligt at forklare, hvordan EU-systemet reelt fungerer. Der er altså ingen stabil konstant i det EU-politiske spil.
Fordelen er dog, at EU-samarbejdet har udvist en tilpasningsdygtighed til nye tider og nye medlemsstater, som kun få havde troet mulig for ganske få år siden. Den evige forfatningskamp har gjort det muligt for EU at tilpasse sig et omskifteligt Europa-kort, som i de senere år har ændret sig hurtigere end nogensinde før.

UDKASTET til den nye EU-forfatning må dog alt i alt karakteriseres som ’Nice-traktaten version 2.0’. Regeringskonferencen i 200o i den franske badeby var en parodi på det diplomatiske spilfægteri i EU. Samtlige medlemsstater vidste, at EU var nødt til at blive reformeret for at kunne optage de nye medlemsstater i Øst- og Centraleuropa. Ikke desto mindre blev det mulige kompromis så snørklet og ubrugeligt, at man ganske kort tid efter iværksatte det EU-konvent, som nu har afsluttet sit arbejde.
Resultatet er kun blevet marginalt bedre end Nice-traktaten. Forfatningskampen vil derfor fortsætte. EU-skeptikerne kan følgeligt glæde sig over, at der vil komme nye anledninger til at ’rulle EU tilbage’, mens EU-integrationister kan håbe på, at det næste gang vil lykkes at lave en traktat, som er både enklere og mere demokratisk.

lam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her