Læsetid: 5 min.

Den evige Christian

Renæssancekongen markeret med gode bøger i renæssanceåret
9. september 2006

Gregers Dirckinck-Holmfeld, der har redigeret en stor flot bog om Christian IV's København, indleder med konstateringen at Danmarks vel nok berømteste monark, kongen, alle ved hvordan ser ud, og vel de fleste hvornår regerede, var et renæssancemenneske.

Det var han unægteligt kronologisk set, i hvert fald et dansk-nederlandsk renæssancemenneske, når man betragter hans manifeste efterladenskaber af huse og slotte; men også i ordets gængse betydning. De fleste ville nok i vore dage betakke sig for selskabet og få have helbred til at følge med. Manden åd som en tærsker og drak som en svamp, var som regel fuld tre dage i træk med få ædru stunder ind i mellem, ofte blev han båret i seng i sin stol og gik nu og da besærk.

Kvinder regnede han først og fremmest som køns-åbninger og fødselsmaskiner og var i den henseende storforbruger og tilsyneladende aldeles hensynsløs. Dertil kom, at han var nærtagende, storskrydende, smålig, brutal, mistænksom, selvgod og herskesyg. Kort sagt ikke noget sympatisk menneske, som heller ikke var nogen fremragende begavelse, uden at han i besiddelse af visse talenter på nogen måde kunne kaldes dum.

I politisk henseende rodede han sig ud i en farlig krig, som i sidste ende reducerede hans rige og bragte ham selv og store dele af befolkningen til tiggerstaven.

Landet, han havde fået overdraget i 1588, efterlod han i en sørgelig forfatning i 1648. Dertil kom et turbulent privatliv med stridende fraktioner blandt arvingerne, der meget vel kunne have kastet eftertiden ud i en magtkamp af bogerkrigslignende dimensioner. Kort sagt.

Europæisk statsmand

Steffen Heibergs bidrag i renæssanceåret til studiet af renæssancekongen over alle, hans triumf og fiasko, med titlen: Christian 4. - en europæisk statsmand, antyder allerede i formuleringen tvetydigheden; den som nødvendigvis må følge vurderingen af denne konge.

Christian var uanset ulykkerne - og alene takket være hans riges oprindeligt enorme udstrækning: Danmark til Ejderen, Skåne, Halland og Blekinge, Norge, Island, osv. en europæisk statsmand. Men en europæisk statsmand var han også i den forstand, at han med mellemrum forstod at placere sit rige på acceptable, ja, gunstige positioner i den europæiske koncert og kendte metoderne til at skaffe sig den fornødne prestige for at kunne udnytte positionen.

Datidens fyrstebryllupper havde i modsætning til vore dages populistiske fis og ballade til fordel for kongehusets placering i mediernes politiske grundering en mere ophøjet og rationel funktion, hvilket Christian demonstrerede ved 'Det Store Bilager,' formælingen mellem den stik-umulige, udsvævende, endog målt med tidens målestok uhyrligt fordrukne udvalgte prins Christian med prinsesse Magdalena Sibylla af Sachsen.

Her i 1634 benyttede kong Christian lejligheden efter nedgangsårene og nederlaget til over for en afventende omverden at vise rigets og egen formåen ved at omdanne residensstaden til skueplads for et overdådigt ugelangt mad- og drukorgie med underholdning på højeste plan. At militæret og flåden ved samme lejlighed blev vist frem i passende doser, understregede over for gesandter og andre tilrejsende, som jo ofte samtidig var spioner, Danmarks styrke, som også var til at regne for noget. Ind til det hele endnu en gang gik galt.

Fatale fejlttræk

I historieskrivningen har man ofte ret ensidigt bebrejdet Christian nederlaget i 30-årskrigen. Men som i al politik indtraf trods alt forhold, som han ikke kunne og ikke kunne forventes at forudse. Det lykkedes i 1620'ernes midte den tyske kejser at rejse en ny hær i samarbejde med den ene af de to navnkundige feltherrer i krigen Wallenstein; det kunne ingen vide, ville lykkes.

Hvor bebrejdelsen fortsat kan opretholdes, og hvor Steffen Heiberg - der gerne søger at finde det bedre, der kan siges om kongen - peger, må være med hensyn til Christians utrolige stædighed og mangel på evne til at følge to eller flere politiske spor ad gangen og dermed levne sig valgmuligheder i en snæver vending. Dette ene spor fører direkte til Lutter am Barenberg, katastrofen i 1626, hvor kongen kun med nød og næppe selv undslipper slagmarken.

Steffen Heibergs analyse af dette storpolitiske og militære forløb er et højdepunkt i en fremstilling, som er en nyskrevet og udbygget udgave af hans første bog om kongen fra 1988.

Man kan da heller ikke komme uden om, at Christian i krigspolitikken formentlig har manglet ordentlige efterretninger om de yderst komplicerede bevægelser i europæisk storpolitik i disse kaotiske år, hvor alliancerne mildt sagt ikke var langvarige.

Dansk udenrigstjeneste stod sig ydermere ikke i sammenligningen med de rigtig store magters langt mere professionelle diplomati, og riget fattedes konstant penge.

Borgerskabets konge

Litteraturen om Christian IV er allerede overvældende, både hvad angår hele fremstillinger, og delundersøgelser. Steffen Heibergs bidrag er af næsten autoritativ karakter, gennemargumenteret, grundig og velskrevet som bogen er. En læsefornøjelse. Og i øvrigt smukt udstyret med meget nyanvendt og nybeskrevet materiale.

Dirckinck-Holmfeld har i Golden Days-udgivelsen om Christian VI's København koncentreret sig om udenværkerne, miljøet, fænomenerne, hvilket har afstedkommet en meget, meget flot bog, kaffebord vil nogen sige; måske, men også med mange glimrende oplysninger og iagttagelser, gjort af en kreds af kendere - inklusive Steffen Heiberg - og med en moderne og generøs brug af et monteret illustrationsmateriale.

I pedanteriets navn skal det anføres, at dyrkelsen af Christian ikke i nyere forstand begynder i 1800-tallet og den senere romantik og med Elverhøj. Det er faktisk Johannes Ewald, der beskriver kongen ved den højen mast i røg og damp. Heri ligger vel også som hos Steffen Heiberg en af nøglerne til Christians enorme og vedholdende popularitet gennem så mange hundrede år.

Christian var det moderne, det folkelige, det nye borgerskabs konge, forudsætningen for enevælden 12 år efter hans død, hvor adelen endegyldigt blev skubbet i anden række af de driftige og dygtige pengefolk, der nu tegnede butikken, som havde forstrakt kongemagten med rigelige midler, og som under svenskekrigen og belejringen af København havde stået last og brast med deres konge, jo søn af Christian.

På denne måde var Christian IV allerede blevet danskernes yndlingskonge, der tilmed byggede så herlige bygninger, som man kan kigge på den dag i dag, og som er del af nationalidentiteten.

En dråbe malurt i bægeret er selvfølgelig også den kendsgerning, at de fleste efterfølgende danske konger var mere eller mindre underlødige, ubegavede, gale eller endnu mere fordrukne end Christian.

nSteffen Heiberg: Christian 4 - en europæisk statsmand. 491 s. ill. ISBN 87-02-04328-9.

nGregers Dirckinck-Holmfeld (red): Christian 4.'s København. 208 s. ill. ISBN 87-567-7923-2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her