Læsetid: 4 min.

Den evige elektroniske eros

12. november 2005

Det skal alt sammen nok gå derude på dansegulvet. Sorger fordufter, rynker glattes, rygge rankes, røve trodser på ny tyngdekraften.
Den evige eros er på spil under spejlkuglen, og vi kan alle blive unge igen. Også Madonna. Og ABBA. Hør bare »Hung Up«, der åbner popdronningens nye album Confessions on a Dance Floor: Den let jodlende synthesizerfigur er samplet fra ABBA-klassikeren »Gimme Gimme Gimme« (a man after midnight) og kører i gejl rundgang, revitaliseret, på ny på hitlisterne.
Vanen tro har Madonna Louise Veronica Ciccone allieret sig med en yngre medproducer og -sangskriver samt suppleanter, der kan programmere hende op på poptronen igen. Men denne gang har opgaven været noget mere bunden, end da hun placerede indsatsen på William Orbit på Ray of Light og Mirwais på Music og American Life.

Testet på Ibiza
Nu hedder plastikkirurgen Stuart Price, han er 28 år, brite og bedst kendt under navnet Les Rythmes Digitales. Og han har ganske givet fået at vide at han skulle gøre Madonna til ballets dronning igen, koste hvad det ville.
Så avisen The Daily Telegraph har kunnet rapportere, at instrumentalsporene til popdronningens nye album er blevet testet af Price på klubber på Ibiza og i Storbritannien, hvor han sågar har fotograferet folkets dom og dans.
Madonna har fra Ray of Light og frem mere end nogen anden popstjerne understreget, hvor altdominerende en kraft produceren er på nutidens popscene. De gør dig til stjerne, og når de vender dig ryggen, ja, så slukkes du.
Så det må da være dejligt at hedde Madonna og være førstevælger, hvilket giver så meget desto mere grund til at beklage albummets kalkulation og buldrende megaklub-retorik, der ikke levner meget plads til nuancer.
Selv om Price både foretager flabede variationer og har læst dance-manualen fra A til Z. Han er bare aldrig overrumplende, bortset fra under den mellemøstligt rytmiske forførelse »Push«, mens brugen af jødisk musiktradition og sangeren Yitzhak Sinwani på »Isaac« (som allerede har påkaldt sig vrede fra rabbinere fra Madonnas yndlingsreligion, kabbalaen) mest af alt lyder som Moby, der fortolker det tidligere hit Frozen.

Et langt megamix
Nå, men, vi kom her jo for at danse, gjorde vi ikke? Det håber jeg. For der er ikke andet at gøre, når det voldsomt komprimerede album sætter i gang og som ét langt megamix glider fra sang til sang med oceaniske overgange, nådesløs programpuls og Madonnas præ-coitalt fugtede stemmelæber som overtalelsesinstrumenter.
Filter-house og trance med rødder tilbage i 80’erne er grundstoffer – dog med et par kærkomne undtagelser – og det er den digitalt pumpede hedonisme, den evige elektroniske eros, som hersker over Confessions on a Dance Floor. Hvilket kan være dybt forførende. Her er nok plastic-emotionel overload til at få selv den mest hærdede electronica-anmelder til at se mod stjernerne bag lysforureningen.
Og her er sjofelt svulmende basbølger, vulgære synthharmoniske angrebsbølger og liderligt punkterende
beats nok til at rykke i enhver krop med respekt for firefjerdedelstaktens demokratiske erotik.

Angst for alder
Vi kan alle være med, så sig pænt goddag til en aerobichysterisk, stofbetonet og strømlinet maskinseksualitet: Historieløs og nærmest fascistisk i sin perfektion og sin angst for alder. Altså en slags kropsforskrækket kropslighed. Og bag funktionalismens blændværk gemmer sig skygger af dødsangst – på karrierens og kroppens vegne – mens et ur tikker, og Madonna hævder, at tiden går langsomt allerede på åbningsnummeret.
Hun synger stadig rærligt, men med klokkeklar genkendelighed, også selv om hun tit er ekstremt elektronisk behandlet og aldrig står alene, men ligger i varierede lag oven på sig selv, synger backing for sig selv, multipliceres, eftersminkes.
Og tekstuniverset kan være tåkrummende trivielt og rimene gerne og ofte patetiske, selv om de da fører til et uvenligt nik til George W. Bush.
Den 47-årige stjerne har taget bo i en britisk landidyl med sin gemal, Guy Ritchie, men med Confessions on a Dance Floor nægter hun alligevel at slippe storbyen og dens dansegulve, som hun havde sine første sejre på med de tidligste klubhit-singler i 1982 og 1983.
En sammensat eller splittet dame er på spil. Og hvis det lyder, ærede læser, som om jeg ikke kan lide Madonnas nye album, så er det mest rigtigt, men også en smule forkert. For kun en tåbe foragter en solid festplade.
Jeg har først og fremmest forsøgt i kort form at afdække nogle af de æstetiske problemer og psykiske fortrængninger i den hygiejniske produktion og blinde gada-gung gada-gung, forsøgt at dissekere den både sunde og usunde feber, som brænder i musikken, inden jeg selv må danse. Hvilket er nu.
Jeg må løbe. Similiens glemsel lokker, sirenen kalder.

Madonna: Confessions on a Dance Floor (Warner Bros./Warner). Udkommer mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her