Læsetid: 6 min.

Den evige jøde fra Baggesensgade

David Israel var det positive modbevis på det antisemitiske udtryk. Han var en dansker, der gjorde Israel til sin hjertesag, men han var også en rejsende i menneskelig samvittighed
8. september 2006

David Israel plejede at sige, at når den første jøde, som for over tre hundrede år siden fik borgerrettigheder i Danmark, hed Israel David og den første jøde, som blev begravet i dansk jord for næsten lige så længe siden hed David Israel, måtte han også selv, med sit navn, kunne gå an.

Dette er ikke bare et udslag af underfundig selvironi fra en særegen mand, som i en alder af 84 forlod denne verden for en uge siden. Det er også en del af den jødiske selvforståelse og selvopholdelsesdrift, som han ved sit ikke helt sædvanlige liv personificerede og derved også blev et billede på et folk, som alle respekterer men ingen ønsker, og som trods dette har formået at overleve. Han var dansk, men gjorde Israel som de jødiske hjemland til sin personlige sag, og det gjorde han på sin helt personlige måde. David Israel er en god historie, og det lagde han selv heller aldrig skjul på.

Evakuerede torarullerne

Jeg kendte David Israel. Jeg besøgte ham og lyttede til hans beretninger, der somme tider grænsede til det absurde, men som eksperter, der har kigget detaljerne efter i sømmene, siger er gode nok.

Hans far var skrædder. Mere jødisk kunne det næppe blive. Forældrene kom til København fra Storbritannien og stiftede hjem i Baggesensgade på Københavns Nørrebro. Det var dengang Den sorte Firkant virkelig levede op til sit navn. Sønnen blev også skrædderuddannet, men fordi det trange barndomshjem udover forældrene, ham selv og fem søskende som regel husede et ukendt antal flygtninge, fik han tidligt færten af en større verden og et behov for at gøre noget med ukonventionelle midler. Så mens faderen solgte hatte i Frihavnen, gik den unge David Israels tanker i andre retninger, mod noget, som kunne gøre verden bedre at leve i.

Da besættelsen kom, var han således allerede sporet ind på jødiske anliggender, og fandt det naturligt som en af de få danske jøder at tage aktiv del i modstandskampen. Ved en dristig operation var det ham, der sammen med en ikke-jødisk dansk modstandsmand, Svend-Erik Østerholm, sørgede for at evakuere torarullerne og andre vigtige religiøse genstande fra synagogen i Krystalgade for næsen af nazisterne.

Fik en kampvogn

Det store vendepunkt i hans tilværelse kom dog nogle år efter krigen. Han havde, efter at han som det store flertal af de danske jøder var flygtet til Sverige i oktober 1943, ladet sig indrullere i Den danske Brigade, og sammen med aktiviteterne i modstandskampen var dette nok udslagsgivende for, at han blev kontaktet af unge jøder, som var i færd med at opbygge grundlaget for en stat i det daværende britiske mandatområde, Palæstina.

De havde brug for soldater, hed beskeden fra den ukendte stemme, der senere viste sig at komme fra Hagana - den væbnede organisation, der senere skulle blive til Israels væbnede styrker. Det første møde blev til at han, sammen med omkring 200 andre unge danske jøder, indgik i organisationen Kadima, som skulle kunne rejse ud for at deltage som frivillige i den krig, som alle regnede med ville komme ved erklæringen af Israel som uafhængig jødisk stat. Kun omkring 30 nåede nogensinde af sted for at deltage i krigen, men blandt disse var David Israel, som rejste sammen med Politikens nu tidligere chefredaktør Herbert Pundik, med tidligere overrabbiner Bent Melchiors bror Werner David og med lægen og forfatteren Louis Feinberg. Her viste David Israel sig som den jødiske macher, det jiddishe udtryk for en, der forstår at vende enhver situation til en fordel, og det var, hvad han gjorde ved at skaffe Israel dets allerførste kampvogn.

I dagene op til krigen, som startede med David Ben Gurions erklæring af Israels uafhængighed i maj 1948, var englænderne ved at trække sig ud af mandatområdet. De havde et stort overskudslager af materiel, som de ikke havde tænkt sig at tage med sig, og i dette var en del kampvogne, som var blevet gjort ukampdygtige ved, at et hul var blevet boret i kanonen. David Israel sad en aften i muntert lag med en engelsk sergent og fik en ide. Efter en stribe drinks bildte han englænderen ind, at han kom fra en kibbutz, som stod med et akut behov for en traktor for at klare markarbejdet. Englænderen lod sig overtale til at David Israel kunne 'stjæle' kampvognen, hvorpå denne selv kørte den hjem. Det er nærliggende at tænke, at han næppe har været helt ædru.

Kampvognen, en gammel udslidt Sherman, som nok kunne køre, men ikke skyde, blev en strategisk faktor i krigen. Om natten blev den på blokvogn transporteret fra det ene frontafsnit til det andet for at de arabiske hære skulle tro, at israelerne havde mere end én. I Negevørkenen blev den således sat ind mod de fremrykkende egyptiske styrker, der skal have set den og iværksat et hastigt tilbagetog, som lod tre små, men brugbare franske kampvogne falde i hænderne på israelerne.

Rejsende i samvittighed

David Israel plejede at kokettere med sin rolle som jøde på kant med resten af verden, og det er nok et af elementerne, der gør hans livshistorie så nærværende og så synonym med staten Israel. Han beskrev ofte sig selv som 'en jødedreng fra Nørrebro', 'en jid', og det er i den forbindelse nærliggende at tænke på udtrykket den evige jøde. Dette bruges af antisemitter til at stemple et folk, men kan også læses med modsat fortegn og blive til et menneske, der som han søgte at skabe et evigt fodfæste i en verden, som ikke ønskede dette folk.

Han var således med i Polen i tiden efter Anden Verdenskrig, hvor man prøvede at finde frem til rester af den jødiske kultur, som nazisterne havde gjort alt for at udslette. Han fandt frem til en ganske lille jødisk pige, som var blevet skjult af en katolsk familie og fik hende smuglet ud af landet, gemt under et togsæde. Pigen blev senere adopteret af David Israels søster i USA.

Den rastløse foretagsomhed, der var så karakteristisk for David Israel, og som også forekommer at være et centralt træk ved hele den israelske stat, betød også, at han aldrig blev nagelfast. Han beholdt Israel som sit hjem, efter at han havde været med til at etablere staten, men færdedes i Danmark og USA med lige så stor hyppighed. Han var rejsende i legetøj - Tekno Biler var en del af ham - og han var rejsende i menneskelig samvittighed, hvilket betød, at han altid var klar til at gå på barrikaderne, når noget forekom uretfærdigt.

For et årti siden, da det israelske mindesmærke for holocaust, Yad Vashem, således var ved at bygge en særlig afdeling til minde om de udslettede jødiske samfund i Europa, så han til sin forfærdelse, at København også var skrevet på muren. På en facon, der også er jødisk og i høj grad israelsk, løste han problemet ved at iklæde sig arbejdstøj, få fat i en stige og en spand polyfilla og så egenhændigt rette fejlen. Sagen skaffede ham en politianmeldelse på halsen, men efterhånden som myndighederne og den offentlige debat indså, at han faktisk havde ret, lod man den ganske stille gå i sig selv igen.

David Israel sagde flere gange, at han ikke ville skrive sine erindringer, for de, som bagefter ville læse dem, ville mene, at han var fuld af løgn. Hans liv var - som hele Israels nyere historie - fuld af uventede omdrejninger, der ofte blev løst ved nonkonforme gør-det-selv løsninger, akkurat ligesom det jødiske folk har overlevet ved at gribe chancen, mens den var der, og først bagefter overvejet, hvordan den skulle omsættes i fornuft. Han har været med til det meste i landets udvikling, og da han for et lille tiår siden egentlig syntes at han havde nået et stade, hvor en pensionisttilværelse måtte være naturlig, var den der igen.

En bekendt af ham havde et par containere stearin liggende i frihavnen i den israelske by Ashdod. Ejermanden var forsvundet, og David Israel kunne overtage partiet mod at betale den skyldige moms - hvilket han gjorde uden at have anelse om produktion af lys, eller hvad han i øvrigt skulle stille op med sin nyerhvervelse. Men ved tålmod og stædig vilje lykkedes det ham at komme i gang og fik en blomstrende forretning ud af det, hvilket kan overføres som eksempel på, hvordan hele det jødiske folk, ofte til omverdenens almindelige undren, kan klare sig mod alle odds.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her