Læsetid: 4 min.

Det evige kapløb - mod tiden og mod livet

13. december 2006

Konkurrence er den nye religion. Men hvad ville der egentlig ske, hvis Danmark ikke altid lå i top 10?

Aldrig har så mange mennesker været så stressede over manglen på tid. Men hvorfor er det, at vi bruger mere og mere tid på at arbejde, samtidig med at vi klager mere og mere over manglen på tid?

Hertil kan der nok ikke gives ét enkelt svar. En hovedårsag er antagelig, at det ligger dybt rodfæstet i vores vestlige protestantiske kultur, at vi altid er i konkurrence med vores globale såvel som lokale naboer. En konkurrence om, at få en dyrere bil, et dyrere hus, en flottere hustru, eller at gå på bedre og dyrere restauranter.

Vi konkurrerer og sammenligner - eller som det hedder nu til dags benchmarker - os hele tiden med naboen såvel som med arbejdskollegaerne. Vi konkurrerer også på makroplanet. Hvilket land er rigest? Hvilket land er bedst til at tiltrække investeringer? Hvilket land har de bedste rammebetingelser? Hvilket land har det bedste sundhedsvæsen? Hvem er bedst til at læse? Hvem lever længst? Hvilket land har færrest selvmord? Og man kunne blive ved. Hvad angår det sidste punkt, så ynder vi danskere ikke at sammenligne os med andre lande. I sammenligningerne ligger der iboende en ansporing til, at vi hele tiden skal prøve at blive nummer ét. Vi stopper næsten aldrig op og ser på, om vi er tilfredse med det liv, vi allerede har. Vi stopper aldrig op og tænker på, om vi bruger tiden på en god, behagelig eller meningsfuld måde. Ikke på den rigtige måde, men bare på en måde, som vi selv føler er god. Vi stopper aldrig op og ser på de omkostninger, der er forbundet med jagten på materielle goder. Hvorfor ikke altid konkurrere om hvilket land, der har de lykkeligste mennesker?

Mange bruger ofte USA som det eksempel vi danskere bør benchmarke os op imod, fordi amerikanerne åbenbart klarer sig bedre end os i den internationale økonomiske konkurrence.

Amerikanerne er i gennemsnit rigere end os. På det økonomiske plan forstås. Den simple - og dermed som regel også logiske - forklaring er, at de arbejder væsentligt mere. De har i gennemsnit tid til to ugers ferie om året. Vi har trods alt gennemsnitlige seks ugers ferie.

Bagsiden af den amerikanske guldmedalje, er, at den nederste halvdel af amerikanerne ofte må tage to eller tre forskellige job for at få det hele til at løbe rundt. Og skulle en amerikaner være så uheldig at blive syg og miste sit job, så kan det hurtigt gå rigtigt langt ned af den sociale rangstige. For slet ikke at medregne de 50 millioner amerikanere - for dem der skulle være i tvivl, så er det altså 10 gange så mange mennesker som der bor i Danmark - der allerede lever helt nede på det amerikanske samfunds beskidte bund. Og den bund er ikke behagelig at ligge på. Og hvad med al volden og utrygheden i USA? Det er vel ikke en samfundsudvikling som den amerikanske vi ønsker? Eller hvad?

Flagellanteri

Imidlertid minder hele globaliseringsprocessen - symboliseret ved såvel den internationale, nationale som lokale konkurrence og benchmarking lande og mennesker imellem - på en foruroligende måde om lemminger. Lemminger, som i hvert fald i folkemunde begår kollektivt selvmord uden nogen egentlig grund. Som den italienske forfatter Elias Canetti sigende skriver: "Mange ved ikke, hvad der er sket, alligevel har de travlt med at komme hen hvor de fleste er". Hvor er tiden til visionerne? Tiden til tankerne? Tiden til livet? Tiden til tid? Eller bare tiden? Og så er det torsdag aften igen, og jeg skal til hockey.

Det besynderlige, nærmest bizarre, er, at vi hele tiden fortsætter med at forfølge denne udvikling. Os forbrugere i vores konstante forbrugskapløb. Politikerne og til dels erhvervslederne med deres evige klagesange om, hvor dårligt det går, og den efterfølgende trussel om at dersom vi ikke arbejder mere, så ender vi med at sakke bagud i det globale kapløb, hvorved vores (slut)tid ender med at blive væsentligt ringere end alle konkurrenternes.

På den anden side, hvad ville der ske, hvis vi ikke konstant lå i verdens (økonomiske) top 10? Politikernes mere eller mindre latente trusler om konstant at stræbe efter kontant økonomisk vækst bringer minder frem om de religiøse vækkelsesprædikanter, som for 200 år siden truede de indfødte med alle helvedes pinsler samt bål og brand, såfremt de ikke efterlevede, hvad der dengang blev anset som værende den rigtige måde at leve på.

Igen er religionen blevet afløst af kapitalismen. Ren materialistisk flagellanteri. Religionen er afløst af det sekulære kapitalistiske samfunds guddommelige paradigmatiske krav om evig vækst. Måske fordringen udspringer i forlængelse af det tidligere religiøse ønske om den evige frelse? Hvilken herlig symbiotisk afslutning (på måske jordens historie). PS: På hindi betyder ordet 'tiden' både i går og i morgen.

* Peter Haisler er ekstern lektor i Global Business Strategies hos Denmark's International Study Program

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu