Læsetid: 6 min.

Den evige krænkethed

Hvorfor føler mange muslimer sig så krænkede? Den tyrkiskfødte kultursociolog Mehmet Ümit Necef finder en del af svaret i den såkaldt anti-racistiske tænkning, der har domineret blandt Vestens intellektuelle
20. februar 2006

Mehmet Necef blev ansat på Odense universitet i 1991, især på grund af en artikel, hvori han kritiserede vestlige intellektuelles manglende stillingtagen i debatten om Salman Rushdies De sataniske vers.

De var for tilbageholdende med at støtte Rushdie og ytringsfriheden, fordi de var fascinerede af muslimers iver efter at forsvare deres religion, mente Necef.

"Det havde sammenhæng med en opfattelse af forholdet mellem Vesten og Østen, som dominerede den danske akademiske verden og vestlige intellektuelle i det hele taget op gennem 80'erne og helt hen til slutningen af 90'erne. Fortællingen om dikotomi og hierarki."

"Den gik ud på, at der er et hierarkisk forhold mellem Vesten og specielt den islamiske verden. Og at Vesten udnytter, udbytter og marginaliserer den islamiske verden."

"I den danske kontekst mente danske intellektuelle, at danskerne undertrykte og marginaliserede muslimske indvandrere. Og hvis vi kommer til dikotomien, så betyder det i dette tilfælde, at Vesten har præsenteret Østen ikke som den er, men som vores egen modsætning. Vi er demokratiske. De er despotiske. Vi er rationelle. De er sensuelle og irrationelle. Vi respekterer kvinder, de undertrykker dem. Det samme gjaldt danskernes opfattelse af især muslimske indvandrere, mente man."

"En følge af denne dikotomisk-hierarkiske tænkning var den såkaldte anti-racisme. Mange danske akademikere og intellektuelle mente, at Danmark i bund og grund var et racistisk samfund. Og på det sidste begyndte man at bruge et nyt udtryk - islamofobisk."

"Følgelig var muslimske indvandreres største problem med at blive integreret i Danmark og få social mobilitet, danskernes racisme og islamofobi. Og denne fortælling, denne måde at præsentere dramaet mellem Øst og Vest og dramaet mellem indvandrere og danskere, har været meget dominerende," siger Necef.

"Altså muslimerne er kæmpende ofre for danskernes arrogance, racisme og diskrimination."

På vej ned

- Det er næsten som om du citerer Carsten Jensen?

"Ja, Carsten Jensen er i ekstrem grad en af repræsentanterne for den tænkning. Men allerede i slutningen af 90'erne var denne tankegang dog på vej ned blandt akademikere. Af flere grunde."

- Salman Rushdie-sagen?

"Ja, Salman Rushdie-debatten gav den tankegang lidt af et knæk allerede i 1988. Tvivlen meldte sig hos flere og flere veluddannede. Så kom der en del frem om indvandreres kriminalitet. Der kom tal om voldtægter, hvor ikke mindst muslimske indvandrere er overrepræsenteret. Og endelig kom 11. september, Madrid og London."

"Den anti-racistiske offertænkning begyndte at implodere. Teorien passede ikke til fænomenerne."

"Men til op i 90'erne var der stadig mange intellektuelle, der var i stand til at se bort fra en række fænomener, der ikke passede til teorien. Eksempelvis undertrykkelse blandt muslimske indvandrere - tvangsægteskaber, æres-vold, muslimske pigers manglende frihed. Man kom med bortforklaringer. Indvandrer-drenge voldtog pigerne, fordi de var ofre for racisme. Det var deres måde at reagere på. En forsker, som mente, at det kune have en vis sammenhæng med det muslimske kvindesyn, var kultur-racist. Man henviste altid til sin egen teori for at kunne forklare."

"Akademikere, der abonnerede på anti-racismen, har gang på gang angrebet forskere, som ikke gjorde det. Man blev kaldt uvidenskabelig, uvederhæftig, hvis man påviste problemer. Hvis man eksempelvis talte om, hvad indvandring kostede det danske samfund - 10-11 milliarder om året - blev det kaldt økonomisk racisme. Det var tabubelagt, skulle ikke snakkes om."

Menings-terror

"Jeg husker, at en forsker engang i en tale sagde, at racismen i Danmark er som ukrudt, som vilde planter. Den skyder op her og der, viser hele tiden sit grimme ansigt - også på universiteterne. En slags racismens termodynamik, en konstant racisme."

"Jeg husker, der gik et gys gennem folk. Vil mit navn blive nævnt?"

- Du opfatter det som undertrykkelse af ytringsfriheden?

"Ja, de har da terroriseret debatten. Men denne antiracistiske fortælling var ikke adækvat for at kunne forklare, hvad der foregik. Den var også ufrugtbar. Det nyttede ikke bare at hakke på danskerne. For selve den antiracistiske fortælling var efterhånden blevet en del af problemet."

En bjørnetjeneste

"Den genskabte nemlig hele tiden påstanden om danskernes racisme. Og en følge af det var, at danskernes legitime bekymring for indvandring og indvandrere, deres legitime kritik af det muslimske kvindesyn og syn på ytringsfrihed og demokrati - kun fik udtryk i Dansk Folkepartis skingre diskurs."

- Gennem en meget fremmedfjendtlig og ubehagelig retorik?

"Ja, vi har overladt retten til at ytre sig bekymringsfuldt om indvandringens omkostninger til folk som Louise Frevert og Mogens Camre. Og på den måde har mange humanister og venstreorienterede gjort både indvandrerne og dansk debat-tradition en bjørnetjeneste."

"Jeg benægter ikke, at der er racisme. Jeg benægter ikke, at der er diskrimination. Men jeg møder også flygtninge fra f.eks. Irak, som udtrykker stor taknemlighed over for det danske samfund. De har fået opholdstilladelse, de har fået økonomisk hjælp og bolig. De er taknemmelige."

"Og jeg vil gerne understrege, at indvandreres største problem ikke er racisme og diskrimination. Der er mange andre faktorer, der er mere væsentlige. Først og fremmest, at vort arbejdsmarked ikke mere har brug for ufaglært arbejdskraft."

- Hvad er det så, vi oplever nu, hvor Danmark lægges for had i hele den muslimske verden?

"Vi oplever, at en række syriske og ægyptiske diktaturer, ikke-demokratiske eliter i Mellemøsten og yderliggående imamer, hvis synspunkter humanister, anti-racister og venstrefløj aldrig ville drømme om at røre ved, har overtaget den anti-racistiske diskurs."

"Hvis man læser tyrkisk, syrisk, ægyptisk dikataturstatsjargon, så gentager den igen og igen diktatomi-hierarki-tankegangen. Vesten er racistisk. Vesten er hovmodig, og når den kritiserer undertrykkelse af kvinder og mangel på ytringsfrihed, er det udtryk for imperialisme fra vores side."

"Herhjemme har imam Abu Laban og Ahmed Akkari også overtaget den fortælling."

Offerrollen er bekvem

"Hvad går disse imamers propaganda ud på? Hvad rejser de Mellemøsten rundt og siger? At Danmark er racistisk. At Danmark hader muslimer. At Jyllands-Postens tegninger kun er et enkelt eksempel på danskernes islamofobi."

"De har overtaget hele retorikken, og de bruger den mod os."

"Hvorfor de har gjort det? Offerrollen er jo bekvem. Hvis jeg i en debat kan præsentere mig selv som offer, har jeg vundet. Så har jeg en moralsk overhånd. Og du vil meget hurtigt fremstå som en stupid person, der træder på dem, der ligger ned."

- Men indvandrere og flygtninge er jo en svag gruppe. Og det ligger vel i dansk velfærdstænkning, at vi skal hjælpe de svage?

"Jeg synes, man gør dem en bjørnetjeneste ved at opfatte dem som ofre. Og jeg synes, de skal holde op med at spille den rolle, holde op med at lufte denne evige krænkethed og fornærmethed."

"Det er ydmygende for begge parter. Abu Laban og Akkari skulle, i stedet for at rejse rundt i Mellemøsten, danne nogle hold, der rejste rundt og ringede på dørklokkerne i muslimske hjem i Danmark."

"De burde fortælle muslimske familier, at de skal sørge for, at deres børn får en uddannelse, at de skal bekæmpe voldtægter og kriminalitet blandt unge indvandrere, bekæmpe sort arbejde - og fortælle dem, at i Danmark har man tradition for, at kvinder arbejder ude og har frihed i det hele taget."

Myter om penge

"Jeg har tænkt meget over, hvor al den krænkethed og fornærmethed, man oplever i muslimske lande og blandt indvandrere i Vesten kommer fra - og som reaktionen på Muhammed-tegningerne er bare endnu et eksempel på."

"Hvis man ser på Danmark, så er det jo et faktum, at meget store grupper af indvandrere og flygtninge lever af danskernes skattepenge. Men mange af dem benægter det. Der trives myter om, at pengene kommer fra FN eller fra de rige sheiker i Golfen. De vil ikke indse, at de får noget som gave."

"En stolt muslim, der ikke gengælder en gave, er krænket. Han mister sin mandighed. Og derfor er mange af disse folk evigt fornærmede og råber op, fordi de helt overordnet er klar over, at de i Danmark repræsenterer en gruppe, som for en kæmpestor dels vedkommende modtager, men ikke yder noget."

"Det skaber en enorm krænkethed."

- Hvad gør vi så ved det?

"Set fra min synsvinkel er terningerne kastet. Nu gælder om at stå fast og forsvare ytringsfriheden. Og ikke give efter for pres fra muslimske regeringer eller reaktionære imamer."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu