Læsetid: 8 min.

Den evige ulighed

Hvor lige er vi egentlig? Den startede som en drøm, velfærdsstaten, om at udligne sociale forskelle og skabe sikkerhed for alle. Senere blev velfærd til virkelighed. Men betyder det, at arbejdet er gjort færdigt, eller finder man stadig levn fra et ulige klassesamfund i Danmark? Information tog på seminar i Aalborg for at søge svar
28. april 2007

Der gælder en særlig regel for kunstnere, som ikke gælder for politikere. Kunstnere kan få succes med at skildre Danmark som et ulige klassesamfund. Det kan politikere ikke. Det var den sandhed, Frank Jensen måtte se i øjnene, da han op til det socialdemokratiske formandsvalg i 2005 forsøgte at genindføre klassekampen - og som resultat blev skammet ud af dansk politik. Havde han været Per Fly eller Jan Sonnergaard, var den måske gået. Men nu var han Frank Jensen, og så gik den ikke. Slet ikke. Pressen henrettede ham under overskrifter som "antikveret" og "patetisk"; Nyrup afviste al snak om klassesamfund som "gammel retorik", og Fogh fulgte trop med beskeden om, at vælgerne for længst havde "gjort op med den gammeldags tænkning, at danskerne er delt op i klasser".

Dermed var der lagt låg på diskussionen, og så alligevel ikke helt. Kort efter rullede debatten igen, da socialminister Eva Kjer Hansen kom for skade at identificere den samme ulighed som Frank Jensen - og tilmed ønske sig mere af den. Siden har ulighedsdebatten været vendt i medierne ved flere lejligheder, senest i forbindelse med forfatter og journalist Lars Olsens bog Den nye ulighed. I denne uge var det så akademikernes tur til at markere sig i debatten, da Aalborg Universitet - i anledning af nyudnævnelsen af Gøsta Esping-Andersen til adjungeret professor - inviterede til et seminar om Ulighed og velfærdsstat. Her skulle professorer og samfundsforskere forsøge at komme med svar på, om velfærdsstaten virkelig har realiseret et samfund, hvor uligheden og klasseskellene stort set er forsvundet?

Professor i sociologi Annick Prieur lagde for med at aflive enhver tvivl. Gammeldags eller ej, klasser er stadig en realitet i det danske samfund, argumenterede hun:

"Men det er accepteret, for i det moderne samfund kan klasse oversættes til uddannelse, som er en bedrift og ikke bare noget, man har fået forærende," forklarede hun de mange studerende og undervisere, som var mødt op på Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning.

Den nye ulighed

Prieur havde bygget sit oplæg op over følgende spørgsmål: Hvilken betydning har klasse i et samfund, hvor det formodes at klasse ikke spiller nogen rolle? Hun tog udgangspunkt i sine studier af sociale skel i Aalborg.

Aalborg er en klassisk, tung industriby, som mest er kendt for cement, druk, arbejdsløshed og fodbold - et image, kommunen desperat forsøger at komme af med til fordel for et nyt brand som vidensby. Men i kommunens forståelige bestræbelser på at tiltrække ny viden og købekraft til byen har den ifølge Prieur skabt en social slagside:

"Der er nogen, borgmesteren ønsker, skal bygge byens fremtid, og det er ikke arbejderklassen. Det er den kreative klasse, der efterspørger caféliv og kulturliv, og som trækker penge og investeringslyst med sig," forklarede Prieur.

I alt informationsmateriale om Aalborg er det den kreative klasse, kommunen appellerer til. På byens officielle hjemmeside står der direkte, at: "Aalborgs tid som industriby synes at være forbi. Begrebet vidensby er blevet mere passende". Men en sådan beskrivelse er problematisk, pointerede Prieur. For når man fælder dom over industribyen, fælder man også indirekte dom over de mennesker, der gør den til en industriby - nemlig arbejderne og arbejderklassen:

"Skærer man helt ind til benet, så sender kommunen faktisk det budskab til omverdenen, at 'Aalborg er en dejlig by, men at det er de forkerte mennesker, som bor i den'," sagde Prieur.

Tendensen til at udgrænse arbejderklassen er klar, mente hun, ikke bare i statistikkerne, som taler deres eget tydelige sprog: I 1960 blev 57 procent af arbejdsstyrken betegnet 'arbejdere', mens tallet i 1989 var faldet til 30. Men også i måden, som det øvrige samfund taler om henholdsvis arbejderklassen og den kreative klasse på. Det er 'snæversynet' over for det 'kosmopolitiske udsyn', 'nationalisten' over for 'globalisten', den 'lavtuddannede' over for den 'veluddannede', den 'dårlige smag' over for den 'gode smag'.

"Klasser er sociale konstruktioner, som vi alle er med til at konstruere. Derfor kan en negativ konstruktion af de andre igennem afstandtagen ende med at blive en selvopfyldende profeti," forklarede Prieur, som mente, at profetien allerede var godt i gang med at blive til virkelighed.

"Engang blev der lavet sange med tekster som 'A working class hero is something to be', men de sange er der ingen, der gider synge med på i dag," sagde Prieur, inden hun til en afslutning prøvede at nærme sig et svar på, hvorfor det ikke længere er på mode at tale om klasser. Hun svarede med et spørgsmål:

"I husker måske Frank Jensen," sagde hun.

Og jo, bedømt på den spredte latter i auditoriet på Aalborg Universitet huskede de fleste udmærket bysbarnets hårde medfart i medierne dengang. Måske de også huskede, hvordan socialminister Eva Kjer Hansen samme år blev banket tilbage i parti-geledderne i Venstre, som pludselig fik mere end travlt med at overbevise vælgerne om, at det danske samfund altså ikke var et ulige samfund og heller ikke skulle være det i fremtiden.

Men det er det blevet. I hvert fald ifølge adjunkt Gitte Sommer Harrits, som indtog gulvet i auditoriet efter pausen. Hun mente dog, at der er tale om en særlig form for ulighed, som vi hidtil ikke har viet nok opmærksomhed. En ulighed, man kun kan forstå, hvis man forstår, at ulighed ikke kun handler om økonomi, men også om social og kulturel kapital.

"Et barns muligheder er ikke kun præget af de økonomiske ressourcer, som familien har til rådighed, men i høj grad også af de kulturelle og sociale ressourcer, som familien er i stand til at videreføre til barnet," slog Harrits fast.

"Den sociale og kulturelle ulighed kan beskrives som et akkumuleret fravær af ressourcer. Dem, som har et problem, er dem, som på en lang række områder mangler ressourcer," forklarede hun og henviste til Det Nationale Kompetenceregnskab fra 2005, som viser, at kompetencerne i det danske samfund i vid udstrækning klumper sig sammen. De er med andre ord ikke jævnt fordelt. De er ulige.

Hvad angår begreberne, refererer social kapital til den familie, det netværk eller den gruppe, man er en del af, mens kulturel kapital handler om dannelse, uddannelse og sproglige kompetencer, forklarede Harrits. Begreberne er således ikke specielt nye, ligesom teorien om en 'ny' form for ulighed heller ikke er det, pointerede hun. Det er den sociale arv om igen.

Den sociale arv går igen

Effekten af den sociale arv var også udgangspunktet for dagens sidste oplægsholder på seminaret i Aalborg, professor Gøsta Esping-Andersen. Hans entre markerede et farvel til de farverige power point-illustrationer og et goddag til sort/hvide kopier på en overhead-projektor. Men den markerede også et stærkere fokus på de løsninger, velfærdsstaten tilbyder i opdæmningen af den sociale arvs effekt. Gøsta Esping-Andersen lagde ud med at konstatere, at Danmark i udgangspunktet er et meget lige samfund, hvis ikke det 'ligeste' samfund på verdensplan. Ser man på den såkaldte 'intergenerationelle effekt' - altså sammenhængen mellem den indtægt, forældrene har nu, og den, deres børn får, når de bliver voksne - klarer Danmark sig særdeles godt. I modsætning til lande som USA, England og Frankrig er der kun en meget svag sammenhæng mellem forældre, og børns indkomst i Danmark.

"Og hurra for det," sagde Esping-Andersen uden dog at virke synderligt begejstret. Der er nemlig stadig grund til at undre sig over, hvorfor, vi trods store reformer gennem de sidste mange år, ikke har formået at skabe større lighed med hensyn til livschancer og social mobilitet.

"Hvad har vi gjort galt," spurgte Gøsta Epsing-Andersen ud i auditoriet:

"Hvorfor synes det at være umuligt at nedbringe den sociale arvs effekt yderligere?"

Spørgsmålet var retorisk, for Gøsta Esping-Andersen mente selv at ligge inde med en del af svaret. Nøglen til øgede livs-chancer og mere social mobilitet ligger i den meget tidlige barndom, argumenterede han.

"Den kulturelle kapital er afgørende for, hvor langt man kommer i samfundet. Derfor skal der investeres i familierne - og der skal investeres tidligt," pointerede Gøsta Esping-Andersen.

Han gjorde det samtidig klart, at det med at 'investere' i barndommen skulle tages helt bogstaveligt, hvilket endnu et sort/hvidt kopiark med bugtende kurver kunne bevidne.

"Det mest effektive tidspunkt at investere på, er i det første år af et barns liv. Som I kan se, får man her pengene 13 gange igen. Er det ikke utroligt?," spurgte Gøsta Esping-Andersen begejstret ud i salen og fortsatte:

"Der er ikke nogen steder på børsen, hvor du får et sådant afkast. Logikken er selvfølgelig, at hvis børnene har et højt vidensniveau fra begyndelsen af deres skolegang, lærer de også meget mere og meget hurtigere," forklarede han, inden plastic-kopien igen røg af overhead'en og en ny blev lagt på. Denne gang viste de bugtende kurver, hvordan samfundet i realiteten bruger pengene i uddannelsessystemet: Diametralt modsat.

"Som I kan se, burde vi bruge langt flere penge på før-skoleniveau og langt færre på universitetsniveau," konkluderede Esping-Andersen, inden han tilføjede:

"Det er sådan noget, I professorer ikke kan lide at høre. Men I kan jo lade være med at sige det til nogen."

Også lidt fra hende

Og sådan kunne de sidste visdomsord denne dag passende have lydt, hvis ikke det havde været fordi, taxachauffør Dennis Petersen insisterede på at blande sig i debatten på vej fra universitetet til banegården. Også han havde nemlig tænkt en del over det med den sociale arvs betydning.

"Man siger godt nok, at lige børn leger bedst, men sådan går det ikke altid," begyndte Dennis Petersen.

Han tog sig god tid til at foretage et højresving, inden han fortsatte:

"Se bare på mig, jeg er en skaldet taxachauffør, men min søn er advokat i Viborg. Han fik et gennemsnit på over 10 i gymnasiet og blev færdig med jurastudiet som 25-årig. Nu er han den yngste advokat herhjemme, der har ført en sag frem i landsretten," fortalte han, mens faderstoltheden blev sværere og sværere for ham at skjule. Til sidst måtte han ud med det.

"Han må have fået mit hoved," sagde han.

- Er det ikke farligt at sige, hvis nu din kone hører det?

"Naj- Okay, så siger vi, at han også har fået lidt fra hende".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her