Evigheden er dansk. Skulle man være i tvivl om dette, kan man nu få det bekræftet i et leksikalt storværk udkommet i Frankrig, Vokabularium over de europæiske filosofier med undertitlen: De uoversætteliges ordbog. Her kan man slå Evighed op på pæredansk. Over 400 artikler behandler noget nær 4.000 europæiske filosofiske begreber, og fælles for dem er, at de kun rigtig kan forstås på sproget selv. Begreber som Logos, Intention, Polis og Pravda. Eller som Gogo, Belief, Dasein eller Øjeblik.
Uoversættelige ord, som leksikonet så alligevel om ikke oversætter så forklarer. Begreber, der ved fornemmelsen af, at det slet ikke går helt lige op, når man trækker ordet fra det ene sprog til det andet, får filosofisk betydning i dobbelt forstand. For det første ved det, begrebet unikt afgrænser og udvikler i det pågældende sprog. Men især ved tydeliggørelsen af, at hvert eneste sprog lægger et særligt og irreduktibelt perspektiv på verden. Sproget gør modstand, og verden knirker.
Den franske filosof og filolog Barbara Cassin, specialist i antikken, førsokratikerne og sofisterne har i 12 år arbejdet på denne særegne ordbog. I starten fattede ingen, hvad det gik ud på. Ikke desto mindre lykkedes det hende at få over 150 filosofiske sprogforskere fra hele Europa overbevist om projektets relevans. Resultatet er imponerende. Det står som et 1.400 siders jubelskrift for forskelligartetheden ikke kun for de 'filosofier', værkets titel så provokerende sætter i flertal, stik mod den vanlige opfattelse af 'europæisk filosofi' som et entalsfænomen. Men for den mulighed for en facetteret tænkning, Europa kunne indeholde kimen til. I lande som Danmark og Frankrig, hvor tosprogethed efterhånden kun anskues som problematisk, kan man her følge den ensprogede totalitarisme til dørs.
Det var ellers den dør, filosofien oprindeligt kom ind ad: De gamle grækere kunne ikke forestille sig, at tanker kunne foregå på noget som helst andet end græsk. I et af de overordnede kapitler, "Oversættelse", kan man således læse, at for grækerne var alle andre barbarer. Grækerne havde ikke noget problem med oversættelse, ordet fandtes ganske enkelt ikke. Når grækerne så skulle forklare, hvad betydning var, kom barbarerne alligevel listende ind af bagdøren, når Sextus skriver: "Betydning, det er det, barbarerne ikke forstår, når de hører lyden."
"Evighed, evighed, evighed." Så ved man da, hvad en barbar er. Kan De til gengæld høre lyden?
Det går bedre med barbarfornemmelsen omkring ord som Sprezzatura, Vergüneza eller Syncategorème. Det portugisiske Saudade lokker, med sine løfter om "den særegne følelse hos et folk, der altid drives mod den anden side af sine atlantiske horisonter", "en erfaring af menneskelivets betingelser særlig velegnet til at udtrykke forholdet til tiden, endeligheden og uendeligheden". Evighed?
Men tilbage til Grækenland. Det var her, filosofiens vugge stod, som det siges til bevidstløshed. Der er ellers grund til at vågne op. I leksikonet er der naturligvis ingen vej uden om det græske. Eller også bliver det en kæmpeomvej, hvor man alligevel til enhver tid labyrintisk falder tilbage på Eros, ethikos, idea, logos, mimesis, paradoxos, polis eller phantasma. Men det er netop fantasmet om, at det allerbedste ville være et eneste sprog, der er det allermest interessante. I al fald er det denne fantasi eller billede, imago om den perfekte tilstand, der atter og atter dukker op i filosofihistoriens løb. Og som det ifølge Barbara Cassin er så vigtigt at kæmpe imod.
Fra Biblen kender vi forestillingen fra mindst to fortællinger, der måske kan virke modsatrettede. Den første er fortællingen om tårnet i Babylon fra det Gamle Testamente. Hvis man blot havde et eneste sprog, ville der ikke være grænser for, hvor højt menneskene kunne nå. Et sådant sprog havde menneskene oprindeligt, og det gjorde dem i stand til at bygge et tårn i Sinear - pudsigt nok det senere Irak. Men hverken træer eller tårne må vokse ind i himlen, Gud følte sig åbenbart truet - eller det må dem, der har skrevet Biblen i al fald have forestillet sig. Gud spredte derfor menneskene over hele jorden simpelthen ved at give dem hvert sit tungemål. Når nu Evighed ikke kan siges på andre sprog, har man sandt nok ikke noget at snakke med sin nabo om. Som Storm P., sagde det om fransk i forhold til dansk: "Hest hedder Cheval, og sådan er ---- det hele vejen." Det kommer man ikke langt med. Man kommer sådan set til kort.
Derfor kan historien om Helligåndens komme, der er at læse i det Nye Testamente, måske ses som en opløsning af denne forbandelse. Menneskesønnen er faret til himmels til Gud Fader, og det er netop med Pinsen, man omsider får ordnet sprogproblemet. Helligånden daler ned, som "tunger af ild", og så kan apostlene omsider forkynde på alle sprog .
Den tanke, concept, idea, pensée, representation, der er fælles fra det gamle til det nye testamente, er så trods alt ideen om, at det er det samme, der siges. Det er en universalistisk idé. Den katolske - universelle kirke - (fra græsk, katholikos, almindelig, universel) grundlægges med Helligåndens komme. Der er skabt en bro mellem de babylonske sprog, men man kan stadig kun forestille sig, at det er det samme, der siges. Også selvom piben har fået en anden lyd.
Leksikonet om de uoversættelige i europæisk filosofi, tager så fat i alle de babylonske knuder. Med et meget fransk ladet filosofisk og psykoanalytisk ord, tager det fat i alle de symptomer, uoversættelighed udgør. Alle de steder, hvor fantasmet om overensstemmelse må vige. "Det mærkeligste er, at mine venner, der kun taler et sprog, tror, at alt kan oversættes." Således formulerede et ungt, tosproget menneske for nylig problemstillingen. Oplevelsen er, at der leves i to verdener. At tungemålene ikke skærer virkeligheden ud i lige store stykker. At noget går tabt fra det ene sprog til det andet og tilbage igen, og at synkroniseringer, hvor Derrick taler fransk eller Maigret taler tysk, går glip af noget.
Eller at noget vindes? Det er denne erfaring, Barbara Cassin med sit filosofiske leksikon i den grad tager livtag med. For der er to store farer, der stadig truer den berigende flersprogethed, og som synes at have rødder i Babylon eller det Grækenland, vi alle vugger rundt i.
Den ene er for alvor at tro på uoversættelighed. I en vis forstand var det netop sådan, grækerne havde det, verden var givet i det græske sprog. Det afføder ideen om et særligt geni, der kan være tilstede i et sprog, der dermed tager patent på ... sandheden. Ideen om det geniale sprog finder man hos den tyske nationale digter Herder, ideen om, at der findes et særlig velegnet sprog for filosofien, finder man i 30'erne i forrige århundrede hos Martin Heidegger. For Heidegger står den vestlige tankes vugge ikke i Grækenland men i det græske sprog, og det eneste sprog, der hæver sig op på samme niveau, er tysk. I en sådan grad, at uoversættelighed nærmest bliver et kriterium på sandhed.
Dette er ikke stedet for en analyse af, hvad man med disse ideer kan rode sig ud i. Det kan måske aller kortest formuleres som et problem om, hvad man så gør ved barbarerne. Dem, der hverken har den rigtige lyd, det rigtige indhold eller den rigtige verden. Heidegger stod i dette mudder langt op til halsen, og hans implikation i den nazistiske ideologi diskuteres stadig ikke mindst i Frankrig.
Men lige så uhyggelig ideen om et særligt sprogs - og dermed et særligt folks - geni er, lige så uhyggelig er den universalisme, der overser sprogets lydlige og syntaktiske inkarnation. I visse dele af angelsaksisk filosofi, drømmes der om, at sprog kan reduceres til logiske formler. Hverdagsversionen af dette udfolder sig i det såkaldte 'engelsk', der nu hærger de europæiske institutioner, forretningsverdenen, men også den humanistiske forskning. Englænderne er de sidste til at genkende dette 'engelsk'. I forståelighedens navn er det ikke alene sproget, der reduceres, men i filosofisk forstand antallet af livsverdener.
En sådan sproglig relativisme lyder for et filosofisk øre særdeles fransk, med den franske filosofis insisteren på diskurser, der tilsyneladende løber i friløb over verden. Vokabularet over europæiske filosofier er da også et umiskendeligt fransk projekt, selvom man med glæde kan konstatere, at vi her får en særligt fransk syn på den analytiske filosofi, der de sidste 15 år har fundet vej ind i fransk tænkning.
Den erfaring, man får ved at tage de mange labyrintiske og ekstremt veldokumenterede veje gennem værket, er så især, at der ikke er nogen vej udenom. Man må vejen over de mere end 15 europæiske sprog, med naturlig filosofisk overvægt af græsk, latin, tysk, fransk og engelsk for at komme mildest talt beriget ud på den anden side. Det tager en evighed. Og behøver jeg nævne, at det selvfølgelig er Kierkegaards?
Vocabulaire Europèen des Philosophies, dictionnaire des intraduisibles. Under ledelse af Barbara Cassin, forlaget Seuil/leRobert, 1532 s., 95 euro
