Læsetid: 2 min.

Evigt ejes kun det tabte

Jazz og en kun alt for menneskelig frustration
15. juli 2006

Evigt ejes kun det tabte, lyder budskabet fra både Henrik Ibsen og Ray Bradbury. Sidstnævnte skrev således en novelle, hvori en mand betragter Picasso, der på den franske Middelhavskyst laver storslåede tegninger i sandet - mens tidevandet er på vej ind!

Vi kender frustrationen fra jazzfestivalen. Hvorfor kan vi f.eks. ikke genhøre pianisten Kenny Barrons netop uforglemmelige fortolkning af "The Very Thought Of You"? Danmarks Radio udsender den ganske vist en enkelt gang, men ikke til download, og der bliver næppe en CD ud af koncerten i Copenhagen Jazzhouse.

Læg dertil frustrationen over det, vi IKKE besidder i erindringen. Det har festivaltraditionens hidtil største antal koncerter sat et definitivt stop for: Det har været umuligt at nå bare de af dem, man på forhånd måtte have store forventninger til.

Man skal selvfølgelig ikke beklage den slags eksistentielle vilkår. Men derfor kan man jo godt undre sig over, at man i improvisationsmusikkens måske bedst kendte genre i vore dage prioriterer de velforberedte studieproduktioner SÅ højt: Hellere en CD med et par indforskrevne gæstesolister end et working band i dialog med et oplagt publikum. Det er selvfølgelig en overdrivelse, men ikke helt.

Fra jazzhistorien kender vi improvisation på stedet i form af radiooptagelser eller planlagte live-indspilninger fra klubber og koncerthuse. Fra den danske del af dén historie kender vi også dem, der kun kom i piratudgaver.

Mest kendt måske tenorsaxofonisten Sonny Rollins? storslåede improviserede medley fra København dengang en københavnsk jazzfestival bestod af tre dage i Tivolis koncertsal, og hvor mesteren spillede nogenlunde non stop i tre kvarter, akkompagneret af trommeslageren Alan Dawson og den kun 20-årige bassist, Niels-Henning Ørsted Pedersen. Til gengæld findes der vist ingen optagelser fra den aften for et par år siden, da trompetisten Lew Soloff overraskende sad ind i et forrygende andet sæt af guitaristen Mike Sterns koncert i Copenhagen Jazzhouse.

Under et ophold i Indonesiens hovedstad, Jakarta, frekventerede jeg imidlertid i midten af 1990erne en luksuriøs jazzklub. Dér havde man indrettet et CD-brænderi i lokalet oven på, så besøgende grupper, inden de tog hjem, kunne få udleveret en optagelse af aftenens koncert. Tænk, hvis konceptet kunne udvides, så publikum kunne købe en sådan CD efter en stor koncert ved Copenhagen Jazzfestival! På sigt næppe noget større teknisk problem: rettighedsproblemer ville dog sikkert stille sig hindrende i vejen.

Men så ville det selvfølgelig også være slut med at drømme om dengang, da- Eller at fortælle den kollega, der før koncertens slutning gik skuffet hjem, at han ellers bare skulle være blevet til andet sæt!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu