La Paz - Det var som om en mild forundring bredte sig i lokalet, efterhånden som tallene løb ind på skærmen i det proppede lokale. Udenfor udfordrerpartiet MAS' hovedkvarter hujede og råbte omkring 500 mennesker, men indenfor kunne folk knap nok tro, hvad de så, og der var stille.
Modsat alle forudsigelser, der nok havde spået indianerne, coco-bønderne og de tidligere revolutionære socialister i MAS et flertal, men et spinkelt og problematisk et af slagsen, bragede partiet direkte ind i regeringsmagten med et flertal på 51 procent, der er uset i Bolivia og faktisk giver den nye præsident råderum for den lovede gennemgribende forandring af det bolivianske samfund.
Den eneste, der havde set det komme, var faktisk Evo Morales selv. Han hævdede gennem valgkampen konstant, at MAS ville lande på de halvtreds procent plus én stemme. Og fik ret.
Alligevel virkede han lidt betuttet, da han tonede frem på en skærm i valglokalet og takkede for sejren.
"Sammen vil vi ændre historien. Folket har ved dette valg vist, at det vil have forandring, og det er et stort ansvar. Men vi er ikke alene, ikke i Bolivia og ikke internationalt. Vi har mange venner," konstaterede han, mens folkene i lokalet endelig slap jublen løs.
Radikal ny dagsorden
Og Bolivia er ikke alene. Landet slutter sig til en stadig større rød alliance, der med tilgangen af det nye medlem får fornyet styrke - og ikke mindst en temmelig radikal ny dagsorden imod neoliberalisme og ikke mindst imod storebroderen mod nord, USA, der tidligere på året gennem forsvarsminister Donald Rumsfeld hævdede, at miseren i Bolivia mere eller mindre var foranstaltet af Hugo Chavez og Fidel Castro.
USA har indtil i dag kunne regne med Bolivia som en af de sikreste allierede. Dels i en økonomisk sammenhæng, hvor landet har været prøveklud for frihandelseksperimenter og strengt har fulgt Verdensbankens økonomiske filosofi. Dels i en helt konkret politisk magtkamp, hvor en gruppe bestående af lande som Brasilien, Venezuela, Uruguay og Argentina med held har bestridt USA's dominans - senest ved det store inter-amerikanske topmøde i november, hvor Bush slukøret måtte tage hjem med noget, der lignede et endeligt farvel til den store amerikanske frihandelsaftale, ALCA/FTAA.
Her er Bolivia så afgjort ikke en allieret længere. Eller som Evo Morales nonchalant sagde til sit afsluttende vælgermøde: "Hvis vi danner regering, vil den blive et mareridt for USA."
Gassen er Bolivias
Bolivias måske største aktiv i den kamp er gassen. Ligesom Venezuelas Chavez, som USA ynder at slå Morales i hartkorn med, giver energiressourcerne Evo og Bolivia en slags muskler, trods dets status som kontinentets fattigste land. Det er muskler, som Chavez meget gerne vil slutte sammen i et energi-fællesskab, der både kan udfordre USA og øge landenes globale betydning.
Også Brasilien har interesser i Bolivia som kontinentets anden energi-supermagt. Den statsejede oliegigant Petrobras sidder allerede på meget af gassen i Bolivia og har i et vist omfang erklæret sig åbne over for forhandling, når valgets store joker - nationalisering af gassen - på en eller anden måde skal op til debat.
Det bolivianske systemskifte største betydning er imidlertid nok symbolsk. Over hele Latinamerika - og i andre dele af verden - er Evo Morales blevet symbolet på en indtil nu succesrig kamp mod neoliberalismen og globaliseringen. Folkelige protester har trukket privatiseringer og udliciteringer til internationale selskaber tilbage, det har fået internationale koncerner smidt på porten, og hvis valgløfterne bliver holdt, vil det føre til, at naturressourcerne bliver rullet tilbage til staten efter én gang at være rullet ud i frihandelens hellige navn.
Om det er tilfældet, og om Evo Morales er the real McKoy vil fremtiden vise.
500 jublende MAS-tilhængere på vej for at fortsætte festen søndag aften i slumbyen El Alto synes at tro det.
Jeg selv drejer fra ned af hovedgaden Paseo del Prado, hvor det ser ud, som om militæret har vundet valget og fylder gaden i kampudstyr uden MAS-tilhængere til at bryde billedet eller én bil til at sløre den infernalske støj af 4.000 syngende juletræskæder draperet over et par hundrede juletræer.
På en husfacade hænger et banner med det klassiske billede af Che Guevara og den slidte sentens: 'Hasta la victoria siempre.'
Men nedenunder står et andet: 'Reformismen og opportunismen søger kun forhindringer. Nej til opportunisme.'
Evo Morales har fået mandatet til at ændre Bolivia. Nu skal han vise, at han er mere end bare en oprører.
