Læsetid: 4 min.

Exit kunstfonden?

17. februar 1997

Kunstfonden er her på samme måde som alle borgerlig institutioner: Når først de er sat i søen, er de svære at få op igen.

Hans Dam Kristensen

SIDEN STATENS Kunstfond blev oprettet midt i tresserne efter hidsige protester fra brede dele af befolkningen, har den levet et forholdsvis stille liv, kun afbrudt af afgrænsede debatter om tildeling af stipendier, legater og udsmykningsopgaver til enkelte navngivne, kontroversielle kunstnere. Fonden har været velsignet af politikere fra snart sagt alle par-
tier, og dens eksistens har ikke for alvor været truet. Mindre ændringer, justeringer og udvidelser har der været, men ingen vidtgående. Den tidligere så ophedede debat synes at være afløst af konsensus om institutionens betimelighed - sideløbende med at kunst og kunstnere, endog den abstrakte afdeling, er blevet dyrket af medier og publikum med en anderledes accept - og ligefrem interesse - end før. Kritikerne af kunstfonden er skræmt tilbage til de huller, de kom fra, og den fortsatte kritik har mest udspundet sig ved private middagsselskaber, på caféen eller bodegaen.
Kunstnere har i almindelighed været tilfredse med, at fonden fandtes - bedre end ingenting - og har været glade, når de fik et dryp fra fonden, og sure, når de fik afslag. I en slags stiltiende solidaritet har kunstinteresserede eller bare debatglade menensker, som var kunstelskere, holdt al offentlig kritik af fonden tilbage - også selvom de måske i deres stille sind har haft kritikpunkter og tvivl om fondens berettigelse eller udformning. Al kritik, endog den konstruktive, kunne jo tolkes som ny rindalisme, og ingen har ønsket at puste til ilden eller tirre det slumrende dyr.
Det er i al fald et indtryk, man let har kunnet få. Den pænere version er, at der rent faktisk har været en større og stigende forståelse for det rimelige i kunstneres behov for statsstøtte. Og for argumentet, der blev flittigt brugt, da kunstfonden blev oprettet: At staten måtte tage over, hvor enevoldsfyrsten og mæcenerne slap.

TABUET blev - om det altså findes - eftertrykkeligt brudt i en rundbordssamtale i weekendens udgave af nærværende dagblad, hvor det i det dialogiske rum omkringsvævende enzym, redaktør Ejvind Larsen, var parat til nærmest at ville nedlægge kunstfonden her og nu. Det burde i hvert fald overvejes, mente han. Med vanlig hældning mod det levende ords overvældende betydning foreslog han kulturministeriet at etablere en lang række samtalegrupper til undersøgelse af kunstfondens funktion. Om det er den rigtige måde kan diskuteres - f.eks. i en lang række andre samtalegrupper - men forløsende er, hver gang nogen gider komme ud af en busk. Kunstnerne og kunsten har intet behov for beskyttelse i form af fraværet af en debat, slet ikke, og ingen skal principielt holde sin kritik tilbage af angst for at blive slået i hartkorn med nogen, man ikke bryder sig om. Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti f.eks.
Larsens udfald mod Statens Kunstfond havde vist nok at gøre med noget, der i samtalen (hvori desuden kunsthistorikerne Hans Dam Christensen og Jacob Wamberg deltog) blev betegnet som opløsningen af "det klassiske værkbegreb", altså dette med at kunsten i dag er grænseoverskridende, så man snart ikke ved, hvor grænsen går mellem plastickirurgi, vinduesudstillinger, reklamer, pornografi, atomfysik, filosofi, teater, medieevent og billedkunst. (Et problem, der i virkeligheden mest er et problem for institutioner og bevilgende myndigheder end for de mennesker, der udtrykker sig.) Men også, og måske især, havde udfaldet noget at gøre med "den værdiopløsning, der nu underminerer demokratiet". Citat slut. Da kunstfonden blev oprettet sås den iflg. Larsen som en "nødvendig forudsætning for demokratiet".

NÅR LARSENS tabubrydende udfald kan vise sig at få mere konkrete følger, end han muligvis selv har forestillet sig, skyldes det en anden begivenhed i forgangne uge. Den nye kulturminister, Ebbe Lundgaard, fremdrog nemlig - meget overraskende - fra mølposen (hvortil man troede den henlagt) den ide, at kunstnere skal kunne komme på en særlig kunstnerydelse, svarende nogenlunde til bistands- og dagpengeydelserne. Den ide har været fremme i forskellige skikkelser mange gange før, men er hver gang blevet skrinlagt. Hvilket sagtens kan ske igen, men det interessante er, at Socialdemokratiets mangeårige kulturudvalgsmedlem, Søren Hansen, støtter ideen. D'herrer vil ligefrem fremsætte et lovforslag. Der er lang vej igen, men går forslaget igennem, vil spørgsmålet om fondens betimelighed i den nuværende form, atter blive brandaktuelt. Omend udfra andre begrundelser end de Larsen'ske. Kunstfonden skal selvfølgelig ikke nedlægges med den begrundelse, at kunsten er død - bare fordi billedkunstens teoretikere ikke kan finde ud af dens grænser. Gode bøger skal der nok blive skrevet, og forfattere vil fortsat være sultne.
Skiftende regeringer har altid frygtet, at en sådan ordning vil åbne en ladeport for støtte til ikke-talenter, som smutter med ind under paraplyen. Kunstnerne har til gengæld aldrig forstået, men været forbitrede over, at de ikke kunne få adgang til en a-kasselignende ordning på lige fod med andre samfundsborgere. Det gælder billedkunstnere, forfattere og komponister, som ikke har afgrænsede arbejdsperioder, og som derfor betragtes på lige fod med selvstændige erhvervsdrivende. Men de skabende kunstnere har ganske særlige arbejdsforløb, og i en tid, hvor overførselsindkomster er så udbredte, som de er, er det nærliggende at tænke nye tanker.

Bjørk (Kristen Bjørnkjær)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu