SÅ SKETE endeligt, hvad verden ventede på: I en sky af jetos og skam flygtede Mobuto fra sin jammerlige og stinkende hovedstad.
Lygtepæle er der ikke mange af i byen, men hans undersåtter havde utvivlsomt fundet én til ham, hvis han havde været dumstolt nok til at blive.
De ville have tævet og banket og flået ham; og deres vildskab ville på sæt og vis være blodig uretfærdigt, for den ville udtrykke over 100 års raseri over voldtægt og udplyndring.
Det begyndte med den berømte opdagelsesrejsende Henry Morton Stanley. Sam- og eftertiden kendte ham som den store hjælper; Dr. Livingstone-formoder-jeg. Men Congos bønder kaldte ham "Stenknuseren" på grund af hans brutalitet. Han havde travlt, han skulle kolonialisere så meget af Afrikas hjerte for sin herre, Belgiens kong Leopold.
Denne var et af århundredeskiftets største bedragere. I det stadig mere brutale panikløb mellem Europas store og militært stærke magter i slutningen af sidste århundrede manøvrerede han - uden hær og flåde - sig til et af de største territorier i Afrika, for at sikre civilisationens glæder for negrene. Få år senere viste det sig, at hans udbytningsmetoder var de mest brutale på kontinentet: Regnskoven var fuld af gummitræer, og i denne første store økonomiske globalisering var markedet for gummi umætteligt. Landsbyerne blev pålagt mål for gummitapningen så voldsomme, at bønderne var nødt til at forsømme landbruget - nåede de ikke målet, blev hænder hugget af.
Rapporter i Europa om kurveladninger af hænder, omhyggeligt røget for at klare transporten i den fugtige jungle, bragt frem til Leopolds kolonistationer skabte afsky for den store humanist og materiale til Conrads litterære klassiker Mørkets hjerte. Endeligt i 1912 blev han frataget kolonien, der blev overgivet til den belgiske stats varetægt - så civilisationens glæder, uddannelse og sundhed, kunne nå de arme sorte stakler.
Hvad skete? Det blev værre: Belgien forbød congoleserne at rejse udenlands, så de ikke blev forpestet af vestlige tanker, de oprettede ingen skoler, men befolkede administrationen med det belgiske befolkningsoverskud. Den økonomiske udbytning blev forstærket - to gange med en verdenskrig som begrundelse.
Da Belgien efter nogle optøjer i hovedstaden Leopoldville - minsandten om ikke ideer om selvstændighed og værdighed alligevel trivedes i de afrikanske kvarterer - panisk smed kolonien fra sig til selvstændighed, var det med den kyniske bagtanke, formuleret i det koloniministerium, "at det under en svag selvstændighedsregering ville være lettere at opretholde belgiske økonomiske interesser".
Og sådan gik det - da det congolesiske folk havde valgt deres venstreorienterede frihedshelt Patrice Lumumba, blev han væltet og myrdet med belgisk og amerikansk hjælp, og et vestligt vassalstyre indsat.
Fra 1965 var denne ledet af Mobuto, der uden tøven opretholdt den vestlige tradition med at udplyndre og brutalisere landets befolkning.
Nu er dét kapitel slut, og et nyt kan begynde.
MEN FØR vi kommer dertil, er der brug for at dvæle ved begrebet ansvar. CIA, Verdensbanken, IMF, USA's, Frankrigs og Belgiens regeringer har i årtier vidst alt om den misære, det har været for Zaires befolkning, at have en røver som Mobuto som statsleder.
Verdensbankrapporter har gentagne gange peget på, at korruptionen foregik i stor skala i Zaire, og at den øverste ledelse gik i spidsen.
Sagen Mobutos ækle kerne er, at han under Den kolde Krig blev opfattet som den vestlige verdens bedste bolværk mod kommunismen. Følgerne måtte hans og nabolandenes befolkning lide.
Lidelserne var store - ikke bare den forskertsede chance for, at Afrikas ressourcemæssigt rigeste land (efter Sydafrika) i dag er fattigere end for tredive år siden. Den kolde Krig har krævet mange ofre, få steder så mange menneskeliv som i Afrika. 500.000 omkom alene i Angola i krigen mellem den sovjetisk støttede regering og de USA/Sydafrika-støttede Unita-oprørere.
MEN DEN kolde Krig fik sin afslutning - alligevel blev Mobuto ikke fjernet af sine herrer. Her stod Frankrig og Belgien i vejen - fordi et loyalt forhold var opbygget, som beskyttede landenes indflydelse i hjertet af Afrika. Skammen over disse lande og over USA er stor. Den er ikke mindre for de to internationale finansinstitutioner Verdensbanken og IMF, oprettet efter Anden Verdenskrig for bidrage til at sikre freden, angiveligt af koldkrigsårsager vedblev at finansiere et korrupt regime, selv om interne rapporter rev ethvert slør bort fra deres ledelsers øjne.
Ingen har heller været i tvivl i de seneste år om, hvad den interne råddenskab i Zaire har betydet af destabilisering for nabolandene: Infiltration fra Zaire i Uganda og Rwanda, der har dræbt og ødelagt den økonomiske udvikling i store dele af landene. Destabiliseringen af Angolas spinkle fred, ved at give Unita-oprørerne et fredhelligt bagland, hvor de kan skjule soldater og sælge deres lands diamanter.
Vesten fjernede ikke selv den pestbyld, den havde indsat i Zaire. Det måtte ofrene selv klare, så uskøn den slags hævn nødvendigvis må blive: zairerne med støtte fra Uganda, Rwanda og Angola.
Nu forventer vi så, nej kræver, at Mobutos efterfølger Kabila bryder traditionen, og opfører sig ordentligt. Det er næsten for meget at forlange. Men vi kan ikke andet - og så lægge til, at vore regeringer og institutioner har et forbandet ansvar for, at Kabila får al den hjælp - stok og gulerod - der er nødvendig til at det lykkes.
pety (Peter Tygesen)
