Læsetid: 4 min.

Exit Numus

30. april 2002

DENNE Numus Festival er den sidste jeg kan og vil påtage mig at foranstalte. Baggrunden for denne beslutning er i høj grad sammenhængen med de bevillingsmæssige realiteter, som efter regeringsskiftet bestemmer brugen af det, der i den nuværende musiklovs forstand kaldes de frie midler – altså støtten til selvstændige initiativer som hvert år må tilvejebringe deres økonomiske grundlag gennem ansøgninger.«
Sådan indledte Numus Festivalens leder gennem et kvart århundrede, Karl Aage Rasmussen, et pressemøde st. bededag i Musikhuset i Århus. Den nye regerings finanspolitiske udspil har givet anledning til mange kritiske bemærkninger fra kulturens krumtapper. Nu vælger altså en af musikkens grand old men at smide håndklædet i ringen. Når man er færdig med at være ked af den beslutning, kan man også være mere nøgtern uden ligefrem at være spielverderber og se den kulturpolitiske situation som en slags nødudgang for Karl Aage Rasmussen, der nu kan fremstå som manden i et sejrrigt tilbagetog.
For kritikken af Numus Festivalen har ikke manglet i de seneste år, hvilket Rasmussen heller ikke forsøger at skjule. Det rene snit måtte komme på et eller andet tidspunkt. Med et glimt i øjet kunne han på pressemødet sige: »Jeg kan jo heller ikke sidde på plejehjemmet med mine e-mails og lave Numus Festival.«

HELT UDEN krokodilletårer kan man begræde tabet af en festival, som hører til de yderst få i landet, som har insisteret på at sætte den danske musik i et udenlandsk perspektiv. Vi er blevet orienteret om udenlandske strømninger gennem Numus, og det får dansk musikliv svært ved at undvære.
Festivalens betydning gennem årtierne kan ikke undervurderes. Den blev skabt af de unge komponister, der netop ikke følte at deres ældre lærere og samtidige koncertarrangører bragte tilstrækkelig ny viden om udenlandsk musik til Danmark. Med en fremsynet rektor på Det Jydske Musikkonservatorium, Tage Nielsen, en Per Nørgård som skabende kraftcenter både som komponist og pædagog, med ukuelige og nysgerrige unge som Rasmussen, Ruders, Gefors på komponistsiden bakket op af musikere, der introducerede Kagel, Cage, Ives og alle de andre for et dansk publikum, så måtte Århus blive et centrum.
Nu kan de samme 25 år ældre festivalister se, at der ikke er midler til at introducere de udenlandske navne. Det, der før var et livgivende orienteringsløb, er blevet til udmattende bjergbestigning. På den baggrund kan man have forståelse for, at håndklædet smides ind i ringen: Hvis Numus ikke kan det, Numus er bedst til, er der ingen grund til at blive ved. Da Rasmussen i høj grad er Mr. Numus, er det tvivlsomt om yngre kræfter tør og vil køre videre med et projekt og et koncept, der nu er opgivet af en af de musikalske rumsterstænger, der ved allermest om at lave festival.

SPØRGSMÅLET er, om det er fornuftigt at føre Numus videre af yngre kræfter i samme ånd så at sige. Er festivalformen, som vi kender den med alt, hvad det indebærer at være i Musikhuset, attraktivt for unge komponister, udøvere og publikum? Numus kom til, skabte et publikum, genererede ny energi på konservatoriet, satte musikalsk brand i byen. Nu er de fleste stået af: Konservatoriet har ingen regnet med længe, publikum er ved at være pensionister, det eksperimenterede musikliv i Århus er under afvikling: Først exit DIEM (instituttet for elektroakustisk musik), så sandsynligvis exit Numus Festivalen.
Den nuværende situation kunne passende være anledning til at gøre holdt og stille spørgsmålet: Hvad er det, kunstnerne egentlig vil? De kommer med få undtagelser kun til festivaler, når de selv bliver spillet. Hvad er deres rolle i den nuværende situation? Har deres rolle ændret sig i de 25 år, det gamle festivalapparat har eksisteret?
Svaret på, hvad der skal ske efter sidste udkald til Lille Sal, kan de aldersstegne aktører næppe give et svar på. Det må komme fra de unge, der nu har en historisk chance for at vise, at de vil noget andet end det, faderskikkelserne står for. Det eneste, der ikke vil føre til noget positivt, er en resigneret overvintrings- og overlevelsesstrategi. Der er mørke over landet og krisen er til at føle, men der er også andet end det. Som Carsten Jensen på poesiens vinger skrev i Politiken søndag: »...men mørkelandet derude, som ingen politikere, sociologer eller valgforskere formår at oplyse, er også jomfruland, fuld af utolkede drømme, bevægelser uden koreografi, lærreder, der venter på en pensel, udøbte, der råber på et navn.«
Det er ikke nu, men lige nu, at det nye kunstråd skal etableres, de gamle magtløver løber forvirret rundt for at afsøge mulighederne for at få en platform også i det nye system. I ministeriet er man populært sagt ret langt fremme på beatet med hensyn til viden om muligheder for at få luftet ud og hældt nye kræfter ind i vigtige fora. Kender de unge deres besøgelsestid? Har de stillet sig an med visioner og handlekraft, kan de noget? Det er ikke mange gange i et århundrede, at tavlen bliver visket ren. Det er nu chancen er der, om få måneder er det for sent.

beyer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her