Læsetid: 4 min.

Exit Wang Dan

21. april 1998

SOM WEI SÅ WANG fristes man til at sige efter weekendens meddelelse om, at den kinesiske systemkritiker Wang Dan nu er blevet løsladt, sat på et fly og fragtet over Stillehavet til USA. Akkurat som den anden kendte systemkritiker Wei Jingsheng, der i november sidste år blev udstyret med en enkeltbillet og fik klar besked om, at Kina herefter er lukket land.
Som Wei Jingsheng blev også Wang Dan løsladt af "helbredsmæssige årsager", og ved ankomsten til Detroit i USA indlagt på Henry Ford Hospital til en række undersøgelser. For Wang Dans vedkommende skal lægerne bl.a. søge at finde årsagerne til en vedvarende hovedpine, som hans familie i Kina frygter kan skyldes en svulst i hjernen. Men som med Wei Jingsheng står det også klart, at Wang Dans dårlige helbred dels skyldes de miserable forhold i fængslet, og dels bruges som et påskud fra de kinesiske myndigheders side til at efterkomme amerikanske krav om hans løsladelse.
"Dette er noget, vi har opfordret dem til at gøre i ret lang tid," sagde talsmand for Det Hvide Hus, Eric Rubin efter løsladelsen. Og præsident Clintons nationale sikkerhedsrådgiver Sandy Berger supplerede med at sige, at præsidenten var "overordentlig tilfreds med Wang Dans løsladelse. Det har været del af en langsigtet bestræbelse fra vores side på at skabe fremskridt for menneskerettighederne i Kina, og det har nu givet nogle konkrete resultater," sagde Berger.

DET STÅR DERFOR klokkeklart, at Wang Dans løsladelse skal ses i forbindelse med det nylige tøbrud i forholdet mellem Kina og USA. Timingen hænger nøje sammen med, at den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright rejser til Beijing senere på måneden for at forberede det, som er den egentlige årsag til, at Wang Dan nu er blevet løsladt: Clintons officielle besøg i Kina i slutningen af juni.
Det bliver det første besøg af en amerikansk præsident i Kina siden de famøse forårs- og sommerdage i 1989, da Beijing stod på den anden ende under studenterdemonstrationerne. Wang Dan var dengang en ung historiestuderende ved Beijing Universitet; han var med til at danne en uafhængig studenterorganisation og blev efterhånden også en af de ledende skikkelser på Den Himmelske Freds Plads. Mange husker sikkert endnu billederne af en ung kineser med store, tunge briller, et hvidt pandebånd med kinesiske skrifttegn og en megafon for munden, der sendte kravene om demokrati og frihed ud over pladsen.
Men det var inden, det gik helt galt den 3.-4. juni. Kinas ledere satte som bekendt hæren ind mod demonstranterne, et ukendt antal mennesker blev dræbt, og bevægelsens ledere arresteret. Wang Dan fik en forholdsvis mild dom på fire års fængsel. Han blev løsladt igen i 1993 - lige som Wei Jingsheng i øvrigt, men Wei havde ikke noget med 1989-oprøret at gøre. Wang Dan blev arresteret igen i 1995 og blev året efter idømt en langt hårdere straf, 11 års fængsel for "sammensværgelse med det formål at styrte regeringen".

DET ER DENNE DOM, som Wang Dan nu slipper for at afsone i et usselt fængsel i Liaoning-provinsen mod til gengæld at drage i tvangseksil i USA. Som Wei Jingsheng og andre kinesere før ham er han dermed blevet endnu en brik i det storpolitiske spil, som både Kinas og USA's ledere spiller for at genoprette det forhold, der blev så skadet af de ulykkelige begivenheder i 1989. Nyhedsbureauet Reuter spekulerer endda i, at Wang Dans løsladelse kan blive den afgørende brik, der kan være med til at afslutte én af de værste perioder for det sino-amerikanske forhold i nyere tid. Holder denne analyse, vil Clintons Kina-besøg i juni herefter markere en 'frisk start' efter næsten et årtis bitre opgør om menneskerettigheder efter det, der er blevet kendt som massakren på Den Himmelske Freds Plads.
Vi iler dog med at advare imod, at Wang Dans løsladelse tages til indtægt for mere end den er. På den ene side er den udtryk for de kinesiske lederes gode vilje til at genoprette forbindelserne til USA, men på den anden er den også udtryk for en ganske kold og kynisk form for menneskehandel, som den kinesiske ledelse har specialiseret sig i.

SAMTIDIG ER DER ingen tegn på, at løsladelsen skulle være bevis på, at Kinas ledere nu har ændret syn på politisk frihed. Selv om der generelt må siges at blæse mildere politiske vinde i Kina i øjeblikket, og flere kredse både inden for partiet og den akademiske verden åbent diskuterer behovet for politiske reformer, er der langt fra nogen garanti for, at det vil holde, endsige føre til snarlige forandringer. Partiet har ofte før tilladt en vis åbenhed for derefter at ændre holdning og stramme grebet igen uden varsel, og endnu er der f.eks. ikke kommet nye signaler om et ændret og mildere syn på 1989-begivenhederne. Kommunistpartiets dom hed dengang, at der var tale om et "kontrarevolutionært" oprør - og det mener partiet stadig. Kinas nye ministerpræsident Zhu Rongji understregede for nylig, at den dom var korrekt og stadig står ved magt. Så selv om Wang Dan nu befinder sig i frihed i USA, er det stadig nødvendigt at huske på, at han er der, fordi han og hans landsmænd ikke har lov til at ytre sig frit og uden frygt inden for Kinas egne grænser. Et ukendt antal af de medvirkende fra 1989 og andre systemkritikere sidder stadig fængslet i Kina. Ifølge Amnesty International er der over 2.000 fanger, der er dømt for kontrarevolutionær virksomhed. Måske er der flere, vi ved det ganske enkelt ikke, lige som vi ikke kender deres navne så godt, som vi efterhånden har lært navnene Wang Dan og Wei Jingsheng at kende. To kritiske røster, der selv i fængslet blev for belastende for de kinesiske ledere, og som derfor blev sendt i tvungen eksil. Først Wei så Wang. veb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu