Læsetid: 3 min.

For få etniske kvinder presses i job

På trods af gode erfaringer med at stille krav til indvandrerkvinder, så lader de fleste kommuner være
8. marts 2006

Hvis man går rundt derhjemme, taler tyrkisk, har tre-fire børn og er på kontanthjælp, så er der stor sandsynlighed for, at man er fredet af kommunens sagsbehandlere. Nogle kommuner gør endda så lidt for at få indvandrerkvinder ud på arbejdsmarkedet, at de er på kant med loven.

Konsulent Lars Larsen fra LG Insight, som har udarbejdet en større rapport om indvandrerkvinder og beskæftigelse, har set nærmere på indsatsen for at få udenlandske kvinder i arbejde i de 17 kommuner, hvor der bor flest tyrkiske kvinder.

"Kun i ganske få kommuner gør man en målrettet indsats for at få indvandrerkvinderne i job. I hovedparten af kommunerne gør man meget lidt, og nogle steder så lidt, at man ikke lever op til lovens krav. Mit indtryk er, at kommunerne mange steder har opgivet indvandrerkvinderne og derfor ikke vil bruge kræfter og ressourcer på dem," siger Lars Larsen.

Når eksempelvis tyrkiske, iranske eller somaliske kvinder forsøger at undslå sig tilbud om aktivering eller job, så kan kommunernes sagsbehandlere trække dem i kontanthjælp. Men det sker ikke særlig tit.

"Socialrådgiverne er i nogen grad for overbærende over for indvandrerkvinderne og lader ikke altid manglende samarbejde få konsekvenser. Men i stedet for at skyde på socialrådgiverne bør kritikken i højere grad rettes mod forvaltningslederne og politikerne," siger Larsen og fortsætter:

"I forhold til for alvor at få indvandrerkvinder ud på arbejdsmarkedet så har socialrådgiverne alt for lidt tid og for få redskaber til aktivering. Som det er i dag i mange kommuner, har sagsbehandlerne ikke en chance."

Krav lønner sig

I de to forstadskommuner til København Ishøj og Høje-Taastrup har byrådspolitikerne og forvaltningerne sat sig som mål at få flere af områdernes mange etniske kvinder i job.

"I begge kommuner har man valgt at skrue bissen på over for de nydanske kvinder. Hvis de forsøger at undslå sig aktivering eller job med henvisning til familien eller deres kultur, så bliver det ikke accepteret. Og uvilje straffes med nedskæringer i kontanthjælpen," siger Larsen og fortsætter:

"De to kommuners indsats og konsekvente linje bærer frugt - de får mange indvandrerkvinder ud i reelle job. Fra interview med tyrkiske kvinder ved jeg, at en del af dem i begyndelsen hadede deres sagsbehandlere for at skubbe dem ud på arbejdsmarkedet, men at de senere hen er blevet taknemmelige for at komme ud blandt danskere og få kolleger."

I Odense Kommune har man også haft udbytte af at sætte fokus på indvandrerkvinder. Eksempelvis viste en gennemgang af 20 sager om sygemeldte, udenlandske kvinder på kontanthjælp, at de 17 efter en nærmere undersøgelse kunne meldes raske og dermed f.eks. sendes i aktivering.

Ligestilling i slowmotion

Lars Larsen har været med til at interviewe 15 tyrkiske mænd om deres syn på koners udearbejde. Interviewene sammenholdt med flere års indtryk får ham til at sige:

"Mange indvandrermænd prøver på at hindre deres koner i at få arbejde. Hvis de ikke kan spænde ben for kommunernes sagsbehandlere, så laver de ballade over for konen derhjemme eller også forsøger de at lave 'sabotage' på jobstedet - eksempelvis med en masse telefonopkald."

Larsen forklarer mændenes modvilje med bl.a. mandschauvinisme, og at deres kultur tilsiger dem, at koner skal være hjemme, for det er manden, som skal være hovedforsørger og udfarende kraft.

Den kulturelle forklaring på mændenes modvilje støder arbejdsmarkedsforsker Marco Goli fra Roskilde Universitetscenter.

"Når eksempelvis en muslimsk mand ikke er interesseret i, at konen kommer i arbejde, så skyldes det ikke kulturen men økonomien. Ofte vil der være alt for lidt gevinst for en indvandrerfamilie med fire-fem børn ved, at kvinden f.eks. går fra kontanthjælp til et lavt betalt rengøringsjob. Der skal tænkes meget i økonomiske incitamenter for at få indvandrerkvinderne i job," siger Goli.

På længere sigt vil etniske kvinders indtog på arbejdsmarkedet fremme ligestillingen på hjemmefronten, mener Larsen.

"Udearbejdende indvandrerkvinder oplever ofte, at de stadigvæk skal tage størstedelen af slæbet hjemme med madlavning, børn, vask og så videre. Men der sker nogle små ændringer. Eksempelvis bliver manden mere tilbøjelig til at acceptere, at aftensmaden ikke er lavet fra bunden af, og at han godt kan købe lidt ind."

"Med ganske små skridt ændres balancen mellem mænd og kvinder. Men i mange tilfælde tror jeg dog, at der skal gå en generation, før der for alvor er rykket noget på ligestillingsområdet."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her