Læsetid: 4 min.

Vi får de ældre vi fortjener

Det er i dag ældrebyrden, der gøres gældende som erfaringshorisont for mødet med den ældre. Den måde vi i dag ser de ældre på omsættes i vores tale om de ældre som en ældrebyrde
16. april 2007

.

Vi ser de ældre som en byrde og derfor får vi ældre, der udgør en byrde. Når vi ser de ældre i dag henviser vi til billeder af de ældre - ældrebilleder. Ældrebyrden er vor tids ældrebillede. Det, vi ser, er det kropslige forfald. Det er aldringens tegn på kroppen, der artikulerer sig som sygdomsgørelse (subjektivering), sådan som sygdommen artikulerer sig på kroppen. Når vi ser et kropsligt forfald italesætter vi dette som sygdomsgørelse; som skøbelighed, svækkelse, svaghed etc. Vi ser de ældres kropstegn, som et udtryk for en person under afvikling, fordi det er kulturelt indlejret igennem den medicinske diskurs, og dens orientering mod aldringens videnskabeliggørelse som henholdsvis geriatri og gerontologi. Det betyder, at der er udviklet teorier om aldring, der i dag gør sig gældende som perspektiv for italesættelsen af dét vi ser, når vi ser en aldrende person med tegn på kroppen, der synliggør forfaldet.

Derfor er jagten på den livslange foryngelse sat ind, således at det vi ser, ikke er forfald og dermed afvikling med derimod udvikling. Vi berører med (røres af og røres ved) synet i dag. Det betyder, at man skal kunne se på en person hvem vedkommende er, forstået som et sammenfald imellem det indre og det ydre. Det indre yderliggøres og det ydre inderliggøres i stiliseringen, der i dag er en nødvendighed for at kunne indplacere folk. Når der er forskel på det indre og det ydre i forhold til dét at være ældre, hvor kroppens tegn viser sig som et kropsligt forfald, der italesættes som afvikling, bliver det problematisk at have et indre, der fortsat er orienteret imod udvikling. Når dét der ses er afvikling, subjektiveres den ældre som værende under afvikling, og det er dette subjektiveringstilbud, som de ældre i dag protesterer imod (subjektivation), fordi de opfatter sig selv som værende under fortsat udvikling i alderdommens livsalder. Problemet er i denne sammenhæng, at det ikke er udvikling, der ses som tegn på de ældres kroppe, det er fortsat afvikling. Derfor forsøger de ældre at afstemme forholdet imellem det indre og det ydre i forhold til installationen af et perspektiv rette mod udvikling. Og det kropslige tegn på udvikling er ungdommens tegn for vækst: spændstighed, styrke, kulør, frugtbarhed etc.

I dag kan man ikke have "et gammelt skind og være ung i sind", det skal hænge sammen. Ældre, som er unge i sind skal også være unge i skind for at kunne blive set, som personer under udvikling. Og her ligger problemet begravet. Sanseordenen installerer synet og dermed synliggørelsen, som en overdeterminering af de andre sanser. Vi bedømmer med andre ord hinanden ved hjælp af synet. Men det vi ser, artikuleres ved hjælp af et vokabularium, der for indeværende udgøres af medicinens sprog. Det betyder, at dét der ses, dvs. kroppens tegn italesættes som et kropsligt forfald, der vækker afsmag. En afsmag, der er kulturelt indlejret som en for-dømmelse - en alder(s) dom.

Så længe det kropslige forfald ses og dermed italesættes som afvikling, subjektiveres de ældre som værende en ældrebyrde. Med et andet vokabularium end det medicinske kan vi artikulere dvs. subjektivere de ældre som en styrke, men det betyder, at det kropslige forfald, som følger af et levet liv over tid, ikke står i vejen for et perspektiv på aldring som udvikling. Det er dér, hvor der ikke er et misforhold imellem "det gamle skind og det unge sind", når det handler om at tænke aldring som muligheden for livslang udvikling. Derimod italesættes det kropslige forfald som livserfaring i et sådant perspektiv.

Problemet i dag er, at livserfaring ikke gør sig gældende på den samfundsøkonomiske agenda, det gør derimod omkostningerne ved sygdom. Når sygdom koster penge handler det i første omgang om at forebygge dem og i anden omgang om at behandle dem. Når aldring italesættes som sygdomsgørelse, handler det om at omgås aldring ved at forebygge alderdommens risici, dvs. det handler om at bruge de videnskabelige resultater om aldringsprocesser i forebyggelsens øjemed. Problemet i dag er, at denne subjektivering af de ældre vækker afsmag hos mange af de ældre selv. De ser ikke sig selv som værende i risikogruppen for at udvikle de selvfølgelige "alderdomsbetingede sygdomme" som geriatrien og gerontologien har produceret en viden om.

Hvad er det for en viden om aldring, vi vil vide af? Og hvad er det for en viden om aldring, vi ikke vil vide af? Hvad er det for et "vi" - vi her har med at gøre? Hvem er "vi", som ser den ældre krops tegn som tegn på afvikling?

Det er "os", der får de ældre "vi" fortjener.

Så hvad med om vi gjorde os fortjent til at få nogle ældre, der kan ses som en styrke ved at spørge til hvad der også kan ses men åbenbart endnu ikke siges, om dét at være ældre i dag og ikke mindst i fremtiden?

Tine Fristrup er adjunkt og ph.d. ved Danmarks Pædagogiske Universitet og tilknyttet forskningsprogrammet i Socialanalytisk Samtidsdiagnose ved DPU.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her