Læsetid: 9 min.

Man får nok af sig selv

17. juni 2006

"I skolen skulle jeg have stillet spørgsmålet tre gangen, før jeg svarede. Jeg sad ikke og tænkte på noget, men var grebet af det altfortærende nu. Hvis solen skinnede udenfor, var det der, mine tanker var, fordi jeg hellere ville være der, og sådan har jeg det stadigvæk. Derfor har jeg prøvet at placere mig godt i forhold til min lyst, og det kræver et job, som har en naturlig forbindelse til frihed," siger Ib Michael.

Forfatter var ikke noget dårligt valg, men det fandt han først ud af, mens han forsøgte sig som både medicinstuderende og sprogforsker. Overtage farens grossistfirma skulle han i hvert fald ikke og brød derfor tidligt med hjemmet i Roskilde for at klare sig selv.

Den 61-årige forfatter og opdagelsesrejsende har stillet kaffe frem på terrassen i sommerhuset i Kikhavn, og selv om den danske sommer viser sig fra en nærmest tropisk side, er den meget mørke ansigtskulør imprægneret gennem et helt liv blandt indianere i Mexico og Sydamerika, folk på Stillehavsøerne og dykkerture i alle mulige oceaner på kloden.

"Jeg er meget et nu-menneske, der ikke planlægger mit liv, for tænk nu hvis det blev godt vejr, og jeg hellere ville bruge en time på at ro en tur i min kajak eller dykke. Jeg lever mit liv med en uforudsigelighed og er ikke så bange for det ukendte. Jeg prøver at ophæve alle de tidsskemaer, vi er så besat af især i den vestlige kultur."

Han tager mange tilløb og afstikkere for at svare på, om han synes, at livet er kort.

"Livet er ikke kort i fylde, men det er på den anden side kort som det sidste åndedrag. Det sidste åndedrag er summen af alle de øjeblikke, vi har levet, men varer selv kun et øjeblik. Det liv, vi har lagt bag os, er der ingen substans i andet end som erindring og kunst. Det er som om, den tid, vi har levet, ikke har været der. Det er et underligt paradoks, man som ældre hæfter sig ved."

Ensomhed og fantasi

Først midtvejs i livet begyndte han at interessere sig for sin barndom og har brugt sine erindringer i romantrilogien om Vanillepigen. Der er begivenheder og nedslag i vores liv - tidligt og sent - som bliver afgørende for, hvem vi bliver og hvilken retning, vores liv tager. Og for Ib Michael blev søsterens polio en meget tidlig og traumatisk oplevelse.

"Det var et af de spillekort, jeg tidligt fik på hånden og skulle spille med resten af livet. Min søster og jeg lå på samme værelse, og jeg skulle ringe i hustelefonen til mine forældres soveværelse, hvis hun ikke trak vejret. Jeg fortalte hende spøgelseshistorier for at få hende til at gispe, så jeg var sikker på, at hun trak vejret."

"Jeg fik sygdom, død og ulykke ind i min verden, og jeg reagerede ved at blive et meget indadvendt barn med en veludviklet fantasi. Som jeg har beskrevet i Vanillepigen, anbragte jeg en død mand i haven under katanjetræet, og det var barnets måde at gøre døden konkret på. Jeg husker ensomheden og fantasien som tæt forbundne størrelser. Fantasien beskyttede mig mod ensomheden. Det er svært at dele et chok med andre. Der er en afstand mellem forældre og børn, som er uoverstigelig og tabubelagt, og som nok var større i mine forældres generation."

Han forsatte med at være et meget fabulerende barn i skolen, og så snart han kunne skrive, blev beretninger om sørøvere, opdagelsesrejsende og videnskabsmænd foreviget i diverse kladdehæfter. I gymnasiet skrev han altid fristil og husker, da hans novelle Manden hvis sjæl gik op i røg blev læst op i klassen.

"Jeg havde overskredet virkelighedens grænser og kan huske, at klassen diskuterede og havde forskellige udlægninger af slutningen."

Mødet med Mayakulturen

At fortællingen indeholdt temaer, som skulle blive gennemgående hans forfatterskab og være optakten til den magiske realisme, som siden skulle blive hans stil, var han selvfølgelig ikke klar over. Det var heller ikke fordi, at han der besluttede sig for at blive forfatter.

"Det har jeg aldrig besluttet mig for, men jeg blev ved med at skrive. Samtidig begyndte jeg at læse medicin, fordi jeg tænkte, at jeg ville være læge, men det holdt kun et år. Jeg var interesseret i det videnskabelige, men jeg kunne ikke slippe de syge. Senere begyndte jeg at læse indiansk sprog, fordi jeg ville være sprogforsker og var grebet af en sprogfamilie, der var helt anderledes end den indoeuropæiske, og som afspejlede en helt anden virkelighedsopfattelse," siger han.

Mødet med Mayakulturen blev en gigantisk øjenåbner for den 25-årige Ib Michael, der inden ekspeditionen til Mexico med bl.a. maleren Per Kirkeby havde debuteret med En hidtil uset drøm om skibe.

"Det var opfyldelsen af den ældgamle drengedrøm om at være opdagelsesrejsende, som vi gennemførte midt i en meget politiseret tid. Og der gik min sjæl op i røg. Sammenstødet mellem de forskellige kulturer, deres anderledes ornamenter og billeddannelse og junglen blev jeg helt besat af. Deres liv, kunst og ritualer og brug af bevidsthedsudvidende stoffer for at søge visioner og indsigt i, hvad der var bag om livet, var et helt nyt verdensbillede i mit hovede," siger Ib Michael.

Det blev til flere rejser i Sydamerika for at følge sporet af deres brug af hallucinogener, som er konkrete i deres billeddannelse, og som var en nøgle til deres verden.

"De junglefolk, jeg mødte i Sydamerika, havde en nøgle til deres verden, der gjorde, at man følte, at man pludselig sad og talte med levende mayaindianere fra den gamle tid. Deres forestillingsverden er fuld af stærke guddommelige begreber - jaguarer og slanger - som er ting, der går igen fra mayaernes ornamenter. Når de indtog stoffet ayakascar, fortalte de, at de mødte slangeånden. Jeg fandt altså der det levendegjorte udtryk for en kultur, vi troede var uddød, men som var til stede midt i vores moderne verden. Det var folk i shorts og gummistøvler og ikke klædt ud som indianere. Det var utroligt fascinerende," siger Ib Michael.

Hjemme igen blev de bundfældede oplevelser til et nyt digterisk sprogligt udtryk i en række af de tidligste bøger som f.eks. Mayalandet, Rejsen tilbage og Hjortefod. Mødet med den indianske kultur viste sig at blive et helt livsafsnit. Siden kastede han sig over middelalderen og rejste til Stillehavet med Nordkaperen og til Kina og Tibet for at fascineres af deres ældgamle kultur og indtage Asien.

De hvide pletter i bevidstheden

- Synes du, den danske virkelighed er for kedelig?

"Man får hurtigt nok af sig selv også som kultur. Hvis man er alene med sin forestilling om, hvordan alting skal være, så får man det der snæversyn og den selvtilstrækkelighed, der i øjeblikket præger Danmark. Inspirationen går i stå, og farverne begynder at falme. At være sig selv nok er ikke nok."

"Jeg tilhører en generation af opdagelsesrejsende, for hvem der ikke er flere hvide pletter på landkortet, men som til gengæld opdager, at der er masser af hvide pletter i bevidstheden. Hver gang, der er noget, du ikke ved, kan du hente oplysninger om detþ og derved får du en uventet chance," siger Ib Michael.

Prisen for den kolossale frihed og totale livsudfoldelse, som han selv betegner som en mani, er den eksistentielle angst.

"Indimellem er der kaos og meget panik i mit liv. Jeg kender til angsten for, om man kan bevare sin forstand, og hvis jeg er modig, er det ikke fordi, at jeg har dykket med hajer, men fordi jeg insisterer på alle disse verdener og deres ret til at være der. Jeg ved, at jeg er ude på et overdrev og håber at kunne lande på benene."

"Jeg kan gøre det, fordi jeg ved, at kaos strukturerer sig selv. Det er det, der fører til nye livsformer indenfor biologien, og at skrive er en måde at bringe ting i orden på. Jeg føler mig ofte åben og sårbar i mit liv, men man skal slippe grebet og mærke en sugen i mellemgulvet. Kaos er et råstof, og jeg er også optaget af, at livsprocessen er meget semiotisk styret, som Jesper Hoffmeyer siger. Tegn søger betydning, elementer søger sammen, og der er ikke nogen overordnet forfatterintelligens, der holder sammen på livet."

Mit sind kan ikke tåle mørket

De mange rejser handler også om, at hans sind lukker sig ned i depression i vinterens mørke, så han ikke kan arbejde. Ude-hjemme, lys-mørke, liv-død. I disse grundstillinger deler Ib Michaels liv sig næsten som en formel for energi, og det tror han også, det er.

"Al energi er dialektisk udvikling. Lys bliver til mørke, kulde til varme, liv til død. Det er pumpen. Det, der kan give mening er ude og hjemme. Ude giver mening, fordi man kommer hjem og sætter det i sammenhæng. Hvis man flyttede permanent, fik man bare hverdag et andet sted. Lys og mørke, liv og død, tid og evighed er dobbeltforbundne modsætninger, som Niels Bohr kaldte komplementære.

"Der er tale om en tankegang, der er så radikal, at vores kultur ikke for alvor har forstået rækkevidden af det. Vi har et sind, der siger, at enten er lys bølge eller også er det partikel. Men Bohr sagde det revolutionerende, at lys både er partikel og bølge. Og sådan tror jeg, det er med de allervigtigeste ting, at de i sig rummer deres modsætning. Dyb sorg er forudsætning for glæde og omvendt," siger Ib Michael.

Sammenstødet af forestillingsverdener og vores deltagelse i Irak-krigen er temaet i hans seneste roman Grill. Den er blevet opfattet som en politisk samtidsroman, men også her er der tale om en gammel rød tråd.

"Jeg har altid været antiimperialist og imod, at en kultur sætter sig på verden på sine egne præmisser. Det var det ,spanierne gjorde i Mexico og senere i Sydamerika. Jeg har altid været for den kulturelle mangfoldighed og inspireret af at gå i sporene på både kristne og islamiske kulturer. Bibelen og Koranen har fælles oprindelse, men det er vigtigt at flytte sig, så snart de bliver udråbt til absolutte sandheder og baner vejen for fundamentalisme. Det fører til brodermord, og dybest set er vi to kulturer, der stadig skændes om, hvem der er den onde, hvem der er Kain og hvem der er Abel," siger Ib Michael.

Livet er ikke kort

Fra krig til paradis er et andet markant skift i hans liv. Da han kommer gående på stranden med sin kano i sommersolen ligner han en dreng, der skal sætte sin båd i havet, og så er vi tilbage ved udgangspunktet - det korte liv.

"Det er ikke er afgørende, om vi bliver 60 eller 90. Man kan blive vanvittig af at tænke på, at nu håber jeg, at jeg når at se mine børnebørn blive så og så gamle, at jeg får læst og skrevet den og den roman. Jeg prøver på at lade være, for det nytter ikke noget, men jeg indrømmer, at det er lettere tænkt end praktiseret."

"Allerede når vi fødes, har vi en udløbstid i cellerne, som gør, at vi lever så og så mange hjerteslag. Men personlig tror jeg ikke, at livet er kort, fordi livet ikke er mig, men universet. Ligesom et træ ikke dør, fordi et blad falder af, så er livet forbundet i en helhed, som vi ikke kan overskue. Når jeg dør, lever mine slægtninge videre, og mine forfædre har gået på denne jord før mig," siger Ib Michael og sætter af fra bredden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu