Læsetid: 3 min.

Fåret som ville væk fra flokken

Råt for usminket slår 'Requiem' nagelfast, at tysk film har afsindigt meget at byde på for tiden
8. december 2006

Djævleuddrivelser er formentlig et fænomen, de færreste forbinder med vor tid, men Requiem udspiller sig nu også delvis i et katolsk landsbymiljø i Bayern, som tiden synes at have glemt. Den er baseret på studenten Anneliese Michels korte liv og kranke skæbne; i 1976 døde hun af sult kort efter at have undergået en djævleuddrivelse.

Hun er her blevet til 21-årige Michaela Klingler (blændende spillet af debutanten Sandra Hüller), som ved filmens begyndelse får brev om, at hun er blevet optaget på universitetet i Tübingen. Moren forsøger dog at dæmpe sin datters sitrende udlængsel ved at minde Michaela om hendes epileptiske lidelse. En omsorg, som med stor sandsynlighed skjuler en frygt for de nye tanker, universitetet og studentertilværelsen vil sætte i hendes unge hoved.

Mening med galskaben

Men Michaelas omsorgsfulde far (en ikke mindre eminent Burghart Klaussner) holder med og hånden over sin datter i den udstrækning, hans vattede væsen tillader det, så på universitet kommer hun.

At Michaela er det, der på tysk hedder en Hinterwäldler - én, som "bor bag skoven", og altså slet ikke er med på noderne - lader sig dog ikke skjule ret længe. Overvældet af de mange nye indtryk kommer hun for sent til sin første forelæsning, og selv om der er pædagogik på skemaet, vælger underviseren at slå ned på Michaelas forseelse og underkaste hende et forhør foran hele auditoriet. Adspurgt, hvad hun tror på, svarer hun spontant "Gud" - til stor moro for hendes mere hippe medstuderende.

Michaela formår dog at hæve sig over sin stigmatisering og komme rimeligt i vej socialt. Mødet med studenterdiskotekets stroboskoplys og den charmerende kemi-studerende Stefan bringer hende i kontakt med lyster, hun er opdraget til at opfatte som 'urene'. Gradvist forværres hendes tilstand, og da hun begynder at høre stemmer, søger hun både en medicinsk og teologisk forklaring.

Et meget jordisk helvede

Selvom Requiem er inspireret af virkelige hændelser, har den ikke så lidt til fælles med Lars von Triers 10 år gamle mesterværk Breaking the Waves. Michaela ofrer sig ikke, som Bess for sin mand, men hendes vrangforestillinger er ikke mindre selvdestruktive. Desperat efter at finde en eller anden form for mening med galskaben og undslippe skammen over sin sindslidelse glider hun langsomt over i en fatal identificering med helgen Kathrine af Siena, der - som en vis anden bibelsk skikkelse - "døde for vores skyld" i en alder af 33.

Schmid afsværger bevidst og konsekvent enhver sensationsværdi forbundet med djævleuddrivelse; som Bess stammer Michaela fra en nærmest mennesketom egn, og Schmids kornede billeder og rystede kameraføring kalder mismodet helt frem i de jordnære omgivelser. Størrelser som frelse og højere magter synes meget langt væk.

De stikker dog hovedet frem på lydsiden: Hvor von Trier havde Procul Harums A Whiter Shade of Pale, har Schmid Deep Purples ikke mindre orgelb(e)rusende Anthem, som i første omgang smyger sig om Michaelas længsel og frihedstrang, men siden lægger sig som en løkke om halsen ved at indvarsle hendes forrykte afklaring med sin egen skæbne. Troens evne til at trøste og forklare er med andre ord ikke uden slagside.

Der hviler en vis følelse af uafvendelighed over historien, da vi jo fra begyndelsen ved, hvilke konsekvenser det får for Michaela at være fanget mellem to verdener og værdisæt. Men den deprimerende destination til trods er hendes indre rejse bestemt værd at tage med på, for Hüller er helt inde under huden på sin figur. Fra Michaelas forsigtige følen sig ind på sine jævnaldrendes sociale koder, til hun retter anklage mod sit sorte ophav i et af de mest sjæleflænsende smerteskrig, denne anmelder nogensinde har hørt.

* Requiem. Instruktion: Hans-Christian Schmid. Manuskript: Bernd Lange. Tysk (Grand og Vester Vov Vov i København og Øst for Paradis i Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu