Mange anmeldere har allerede påpeget lighederne mellem Baumbachs film og The Royal Tenenbaums (2001), som er drejet af hans ven og lejlighedsvise samarbejdspartner Wes Anderson.
Begge udspiller sig da også i New Yorks højere åndelige luftlag og omhandler en familie i dyb krise, men selv om Anderson har produceret The Squid and the Whale, er den renset for hans ikke altid lige interessante visuelle excentricitet og ekstravagance. Den er da også lavet for skallede halvanden million dollar, men hvad gør en slunken kasse, når blot den kreative konto bugner af overskud?
Den intellektuelle idiot
Desuden viser filmens rå look og de usminkede skuespillerne sig snart at være et perfekt æstetisk (fra)valg for just denne type fortælling.
Iderigdommen og spidsfindigheden fornemmes allerede i filmens titel, som giver associationer til en storladen tvekamp mellem mytiske titaner. Filmens centrale opgør udspiller sig imidlertid mellem to meget menneskelige og lidet ærefrygtindgydende skabninger i Brooklyn i 1986, en konflikt, som ofte betragtes gennem sønnerne Walt (Jesse Eisenberg) og Franks (Owen Kline) øjne. Og fra denne synsvinkel er der selvfølgelig tale om en kamp mellem to giganter, uanset hvor barnagtigt disse måtte gebærde sig.
16-årige Walts alder passer med den nu 37-årige Baumbachs, og han og faderen Bernard får da også de saftigste figurer - uden at det er ensbetydende med favorisering.
Jeff Daniels er så god som nogensinde i rollen som den udslukte forfatter Bernard Berkman, en ældre slægtning til Diane Keatons hovent skarptungede nervevrag Mary Wilkie i Woody Allens Manhattan (1979). Som yngre fik Bernard indbydelser og skulderklap fra pinger som George Plimpton og Norman Mailer. Nu taler han om litteratur i et lidenskabsløst, men skråsikkert diskussionsdræbende tonefald, og vågner primært op til dåd, når folk, som snupper hans p-plads, skal forbandes langt væk, eller et nederlag truer på tennisbanen eller ved bordtennisbordet.
Kassetænkning
Bernard lider dog snart et langt alvorligere tab. Hustruen Joan (en eminent Laura Linney) har just fået skub i sin egen forfatterkarriere og længe følt - og for så vidt også givet efter for - seksuel udlængsel. Ydmygelsen er total, da hun falder for en ganske anderledes mandetype end Bernard, som denne derfor rask væk afskriver som en 'filister'. Med dette mener han også 'dårlig indflydelse på børnene', navnlig Frank, som til Bernards rædsel ser op til mors nye, langt mindre lærde og langt mere livsglade partner.
Måske Bernards skriveri skranter netop som følge af dette rigide kategoriseringssystem? Han ligner og lyder i den grad som en mand, som føler sig for truet til at møde omverdenen med nysgerrighed og undren.
Dårlig dannelse
Baumbach drager den fulde konsekvens af, at filmen foregår i et kulturelt miljø: Titler på litterære værker som Charles Dickens' A Tale of Two Cities og Great Expectations (som begge nævnes i en tidlig scene og dermed indvarsler temaerne om splid og skuffelse) og film som Truffauts Den vilde dreng og Jean Eustaches The Mother and the Whore (!) kommenterer på handling og persontegning.
Den begavede dialog består for en stor del af hints til magt- og maskespillet i den sprængte familie, som formidles med superbt tragikomisk gehør. Det er både latter- og urovækkende, når Bernard destillerer sit forbitrede kvindesyn og dårskab generelt ned i Walt, og sønnen efterfølgende udsætter sine omgivelser for en blasert verdensmandsattitude, som endnu har prismærke i nakken.
Moderate mislyde
Walts efterabende loyalitetserklæringer hjemsøges dog af mistanken om, at det fædrende forbilledes fodspor fører ind i en blindgyde. Et vidnesbyrd om den varme understrøm af tiltro til basal menneskelig anstændighed, som gør Baumbach i stand til at gå benhårdt til sine figurer, også børnene, uden et øjeblik at forfalde til misantropi eller kynisme.
Med en fremtoning som et drilsk vilddyr er Anna Paquin afgjort kvinde nok til rollen som den frivole forfatterspire Lili, som for en stund får Bernards tanker væk fra skriveblokering og midtvejskrise, men figuren har en bismag af kliché.
Og selv om det grænser til det geniale at flette Roger Waters' Hey You - hvis ligefremme desperation danner en interessant modpol til Bernard og Walts forstillelse - ind i handlingen, er det at stramme den, når Baumbach beder os tro, at en kvik knægt som Walt ville turde lancere nummeret som sit eget ved skolens talentkonkurrence. Det stammer trods alt fra det ikke just obskure dobbeltalbum The Wall.
Alt andet klinger ægte i denne voldsomt seværdige film, hvis fravær af sentimentalitet og lette løsninger rækker helt til slutscenen, hvor Walt skænkes et stemningsmættet time-out fra en helvedes varm velkomst til voksenlivet.
The Squid and the Whale. Instruktion og manuskript: Noah Baumbach. Amerikansk. (Grand Teatret og Metropol i København, Metropol i Århus og Café Biografen i Odense)
