Læsetid: 4 min.

Fabio - Il Muro di Berlino

I Italien er Cannavaro et sexsymbol, og nu den 33-årige centerforsvarer Fabio Cannavaro er også kåret til årets bedste europæiske fodboldspiller og får Ballon d'Or.
1. december 2006

Anerkendelsens sødme kommer ofte sent i livet. Spørg bare Nobelpristagere. Eller fodboldspillere. I mandags udnævnte det franske fodboldmagasin France Football den italienske, 33-årige centerforsvarer Fabio Cannavaro til årets bedste europæiske spiller. Tildelingen af Ballon d'Or - den gyldne bold - anno 2006 er en tilbagevenden til italiensk glorværdighed. Og samtidig er Fabios pris begyndelsen på noget nyt. For verden er blevet italiensk.

Hjemme i Italien er Cannavaro et sexsymbol. Tandpastasmil, skarpe kindben, muskuløs og tindrende øjne. Ikke særlig høj, men med en springkraft af den sjældne slags. Yngre foto af Fabio tangerer klicheer på italiensk appeal, især for os nordboere med ølvom og blege panderynker. Pakken er komplet med smuk kone og tre skønne børn, der kvidrende slår armene om far Fabio. Og i støvlelandet, hvor tilbedelsen af fodboldens defensiv altid har været en uafrystelig del af calcio italiano, og hvor 33 ikke er nogen som helst alder - se bare Maldini og Nesta - kalder fansene ham kælent Il muro di Berlino, Berlinmuren.

Måske ikke den bedste betegnelse, når man tænker efter. For muren faldt jo. Hvilket Cannavaro sjældent gør.

For 50 år siden begyndte det hele: Stanley Matthews, fast krumtap i den engelske klub Blackpools spark-og-løb-filosofi, var den første, som kronedes i Paris. Historisk er Ballon d'Or sammenfaldende med Champions League-turneringen, eller som vi kaldte den dengang: Europa Cup'en for mesterhold. Indtil 1960, hvor Luis Suárez fra Barcelona vandt pokalen, stod der 'den hvide ballet' ud over det hele. Det var, da Real Madrid regerede enerådigt, og di Stefano og Raymond Kopa var tidens hotteste stjerner.

Et kig i historien afslører en påfaldende volumen af tyske og italienske prismodtagere. Juventus og AC Milan dominerer scenen, og det samme gør Bayern München. Koloritten sørger de sporadiske østeuropæere for - Oleg Blokhin fra Dynamo Kijev i 1975 - og selvfølgelig den hollandske epoke med Johan Cruyff i 1971, 1973 og 1974 efterfulgt af Ruud Gullit og Marco van Basten i slutfirserne. Mange af os husker med fryd 1977, da Allan Simonsen på datidens danskerhold Borussia München-Gladbach blev klejn, men stolt nummer 1.

For 10 år siden vandt Matthias Sammer fra Borussia Dortmund, men bortset fra ham og til dels Franz Beckenbauers arrogante miks af libero og playmaker, er det første gang en forsvarer får den gyldne bold. Målmanden Gianluigi Buffon og boldfordeleren Andrea Pirlo, der ofte søger ned i de defensive midtbaneområder, var tæt på i år. Det samme var Roberto Carlos for nogle år tilbage. Og Paolo Maldini har ofte været på tale.

Gåden om Michael Laudrup dukker op, når den internationale fodbold fejrer sig selv. Hvorfor har han aldrig fået Ballon d'Or ? I 1992, da han sammen med Zubizarreta, Koeman og Stojtjkov løftede Champions League-pokalen for Barcelona, burde han have nappet den. To år senere blev det ganske vist Stojtjkovs tur, men tiderne var nye, Europa var blevet hele verden, og Ronaldo, Zidane, Figo og Ronaldinho sendte historien retur til dér, hvor det hele begyndte. Nemlig i Real Madrid og Barcelona.

Legemliggørelsen af olympisk styrke

Hvor er Raúl henne? Og hvad med Ryan Giggs, der stadig kan præstere nogle af verdenshistoriens bedste sololøb på fløjene? Eller Schmeichel? Eller Henning Jensen?

Oven på sin pragtpræstation ved VM i Tyskland og en sej karriere lige fra barndommens Napoli over Parma med kort stop i Inter og landing hos 'Den Gamle Dame', Juventus er det næppe de spekulationer, som holder Cannavaro vågen. Klogt nok valgte Fabio at drage til Real Madrid, efter at Juventus i sommer som konsekvens af dommerskandalen blev tvangsnedrykket til Serie B.

Napolitanerens beslutning var næppe den hårdeste, for i mellemtiden var den tidligere Juve-kollega, Fabio Capello, blevet træner og forventet redningsmand for et Madrid-hold, der nu skulle hales på ret køl efter tre års pokalmørke. Med Fabio og Fabio og et stramt organiseret 4-2-3-1-system - sådan spiller man fodbold i vore dage - er der dømt effektivitet og garanti for masser af 1-0-sejre.

Hvad vil man huske Cannavaro for? Playmakerne, angriberne og generaler som Beckenbauer, Cruyff og Platini står stærkt i erindringen. Spørg fodboldelskere. De kan altid mane et øjeblik frem, der rejser sig som statue midt i fodboldens flyden. Cruyffs flyvende mål for Barcelona. Ronaldos imposante soloridt mod Compostela i 1997. Van Bastens helflugter. Rivaldos saksespark. Sjevtjenko, der løber fra alt og alle og scorer fra umulige vinkler. Paolo Rossis spinkle angreb, som alligevel fejede tyske fyrtårn af vejen.

Der er ikke noget dionysisk kan-selv-vil-selv over Cannavaros 176 cm og 72 kilo. Der er langt til en gestikulerende traktor-skønhed à la Gravesen eller en forpustet primus motor, der pisker frem og tilbage, sådan som Gatuzzo gør det for AC Milan. Der er ikke den kombination af driftssikker defensiv og glimtvis overrumplende dybdeløb, som Maldini stadig mestrer. Hos Cannavaro er der ingen monumenter i slow-motion til ære for erindringen. Der er derimod en legemliggørelse, kamp efter kamp, af fodboldens apollinske force. Se selv Fabio i aktion. Tackling, glid, parering, kropsrulning og aflevering foregår i én bevægelse. Med årets prismodtager udstilles fodboldens krop, og France Football demonstrerer, at sportens olympiske ideal, harmoni og styrke, stadig er prisværdigt som kontrast til de evindelige jokeres liberalt lemmedaskende genistreger oppe foran.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her