Læsetid: 4 min.

Facade-freden

29. august 2000

»Slut jer venligst til den moderne verden. Hvorfor tillader I jer selv at blive regnet for at være ledere uden talent – ledere uden visioner?«
Fredsmægler Nelson Mandela i tale til politiske ledere fra Burundi

I GÅR VAR støvet spulet af gaderne og skolebørnene stillet op med flag i byen Arusha i Tanzania. Scenen var sat til det sædvanlige pompøse skuespil, der følger med, når en amerikansk præsident gør sit indtog. Men iscenesættelsen kunne ikke sløre det faktum, at Bill Clintons visit i det nordlige Tanzania rungede hult. For han kom for at overvære underskrivelsen af en fredsaftale, som mange Burundi-eksperter mener, bliver særdeles skrøbelig. Der er nemlig ingen våbenhvile, og en masse sprængfarlige emner er uafklarede.
Hurlumhejet i Arusha står i skarp kontrast til virkeligheden i det centralafrikanske land Burundi. Her lever cirka seks millioner mennesker i usikkerhed og frygt for fortidens spøgelse.
Usikkerheden kommer af borgerkrigen, der siden 1993 i gennemsnit har kostet tre mennesker livet hver time. Den udbredte vold har fået hundredetusinder til at flygte til Tanzania eller til de såkaldte ’regrupperingslejre’ i selve Burundi, som af oprørsgrupper betegnes som koncentrationslejre.
Fortidens spøgelse er et meget latent etnisk had.
Burundi har nogenlunde den samme etniske sammensætning, som Rwanda havde før folkemordet i 1994. Det vil sige, at ca. 85 procent er hutuer, 14 procent tutsier, og resten er fortrinsvis pygmæer og europæere. Det etniske had er før eksploderet. I 1972 blev omkring 100.000 hutuer slagtet på en måde, der i grusomhed kunne måle sig med det senere folkemord i Rwanda. I 1993 mistede titusindvis af både hutuer og tutsier livet i nye massakrer. Ifølge nogle eksperter så er den eneste grund til, at det ikke i de seneste årti er gået lige så galt i Burundi som i Rwanda, at de forskellige politiske og militære grupperinger har været i stand til holde hinanden i skak.

Nelson Mandela har i et års tid med både dundertaler og lokkemad forsøgt at få de stridende grupper i Burundi til at lade freden sænke sig over deres blodplettede land. Det er på ingen måder nogen nem opgave, Mandela har kastet sig over. Forhandlerne i Arusha har ikke glemt, at det var i selvsamme by, de stridende parter fra Rwanda i 1993 blev presset til at indgå en aftale, der blev fulgt af det rwandiske holocaust.
Majoriteten af hutuer er meget mistroiske over for minoriteten af tutsier, som stort set har siddet på den politiske og økonomiske magt siden uafhængigheden fra Belgien i 1962. For eksempel kontrolleres hæren af tutsier, og ligeså er det med handlen med landets vigtigste eksportafgrøde – kaffe. Det hele forplumres af et væld af forskellige politiske grupperinger, således har ikke mindre end 19 forskellige delegationer deltaget i de seneste forhandlinger i Arusha. Og så har den største og vigtigste hutu-oprørsgruppe CNDD-FDD ikke en gang været med. Især de militante og ekstreme dele af de mange grupperinger kan forpeste enhver fredsaftale.
Mandela havde forud for den seneste runde forhandlinger strikket et 111-sider langt fredsudspil sammen. Det afgørende i dette udspil er magtdelingen. Blev et demokratisk valg afholdt i dag, ville Burundis befolkning stemme efter etnisk tilhørsforhold, og dermed ville hutuerne få et klart flertal, som det skete, da landets første demokratiske valg blev afholdt i 1993. Kunsten består derfor i, at både hutuer og tutsier skal æde nogle kameler og i hvert fald i en overgangsperiode finde sig i en ikke-repræsentativ styreform. Eksempelvis skal tutsierne ifølge udspillet have en stor del af regeringsmagten, og hæren skal have ligelig repræsentation af tutsier og hutuer.

At dele magten er på ingen måder nemt – heller ikke i Afrika. Se bare på Irland og Kosovo. Men hvor der er politisk vilje, er der også en vej. Mandela viste et meget godt eksempel med den første regering efter demokratiets indførsel i Sydafrika i 1994, hvor den tidligere, hvide præsident de Klerk blev vicepræsident, og zulu-lederen Buthelezi blev indenrigsminister.
Hæver man sig op over Burundi er mere end de seks millioner burundieres skæbne på spil. Tanzania har svært ved at huse de mange flygtninge fra Burundi, og burundiske oprørsgrupper laver rav i den i det østlige Congo. Hvis der ikke kommer en våbenhvile i Burundi og en langvarig løsning i år, så vil det gøre pessimismen for De Store Søers område endnu mere fremherskende og bidrage til det generelle sortsyn på Afrika.
På samme måde som man for at bevare optimismen må anskue de forliste Camp David-forhandlinger som led i en proces, må man anskue samtalerne i Arusha. Man må håbe på og arbejde for freden, for ingen være tjent med, at seks millioner mennesker i Burundi skal trækkes med en krig, der ikke får nogen sejrherre.

hai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu