Læsetid: 6 min.

Fadbamseanlæg er en om'er

De taler om Grøn Tuborg og har en avanceret miljøvision. Men det store danske bryggeri oversvømmer nu julehandlen med et fadølsanlæg, der bruger 20 gange så meget el til køling, som hvis øllet lå i køleskabet
15. december 2006

"Det sælger rigtig godt," siger den unge dame i Illums afdeling for køkkenudstyr.

"Vi har udsolgt, så snart de kommer ind. Vi har solgt rigtig mange."

Hun taler om fadbamsemaskinen. Hjemme-fadølsanlægget fra Tuborg, som ifølge tv-reklamerne skriger på en husstandsomdeling, fordi det er så enestående og uundværligt i de danske hjem.

"Endelig noget at komme hjem til," hedder det i reklamen. "Med en DraughtMaster kan du servere iskold fadøl fra dit eget personlige fadølsanlæg til frokosten, til festen, bold med drengene eller hverdagshyggen."

Fadølsanlægget markedsføres aggressivt i den hjemlige julehandel i et samarbejde mellem Carlsberg og køkkenudstyrsleverandøren OBH. Det sælges i stormagasinerne, hvidevarekæderne, supermarkederne og sågar af nogle hjemlige elselskaber. Samtidig markedsfører Carlsberg anlægget i lande som Sverige, Norge og Storbritannien, hvor den ledende supermarkedskæde Tesco må melde alt udsolgt. "Den ting, de fleste mænd vil sætte øverst på deres ønskeseddel til jul," hedder det i britiske anmeldelser af anlægget, der præsenteres som særlig miljøvenligt.

Herhjemme omtaler Carlsberg det som Tuborgs hjemme-fadølsanlæg. Der er imidlertid ikke meget Grøn Tuborg over det. Hvis dansk erhvervsliv har indledt en grøn revolution, så er dette en klar undtagelse. Reklamerne forklarer, at det lille anlæg, der håndterer fem liter fadøl ad gangen, kan levere fadøl fra fustagen uden tilsætning af CO2 som i normale fadølsanlæg. Til gengæld er det anseelige mængder CO2, der sendes op i atmosfæren, når strømforsyningen til hjemmeanlægget skal leveres.

"Tuborgs vision om, at danskerne skal have 'noget at komme hjem til', kan udvikle sig til en grim økonomisk overraskelse for forbrugerne," siger projektleder i Elsparefonden, Christian Lüders.

Elsparefonden har fået Teknologisk Institut til at lave en energitest på anlægget, og resultatet er opsigtsvækkende.

"Alene for at holde fem liter øl koldt bruger maskinen strøm som fem køleskabe tilsammen. Anlægget forbruger ca. 1,7 kilowatt-timer dagligt. Det lyder måske ikke af meget, men på årsbasis løber forbruget op i mindst 621 kilowatt-timer eller ca. 1.100 kr. på elregningen, hvis maskinen altid skal stå klar med kold fadøl," oplyser Chr. Lüders.

Det er en regning næsten svarende til prisen for selve fadbamseanlægget, der i julehandlen går for 1.299 kr.

Elsparefonden kritiserer Tuborg - som altså er Carlsberg - for ikke at informere forbrugerne om det ekstremt høje elforbrug. Brugsanvisningen fortæller, at effekten er 80 Watt.

"Energiforbruget for at holde øllet koldt i fadølsanlægget er mere end 20 gange så højt, som hvis fadøllet lå i et køleskab i energiklasse A+," siger Lüders.

At anlægget skal holdes tændt fremgår af forbrugervejledningen på Tuborgs hjemmeside.

"Hvis du har en fustage i, skal du lade det være tændt hele tiden, ellers går det desværre ud over ølsmagen og holdbarheden," oplyser Tuborg.

Miljøvisionen

Carlsberg er en af de store danske virksomheder med en klart formuleret miljøpolitik.

"På Carlsberg er vort mål at minimere vor miljøpåvirkning, overalt hvor det er muligt, og reducere vort forbrug af naturressourcer. Og det virker," fastslås det i koncernens miljøvision, som fortæller, at man f.eks. på det store bryggeri i Fredericia har uddannet 50 medarbejdere til at finde måder at mindske bryggeriets energiforbrug.

Information har ringet til Carlsbergs informationschef, Jens Bekke, for at høre, hvordan markedsføringen af det elslugende fadølsanlæg harmonerer med koncernens miljøambitioner.

"Vi har prøvet at lave et anlæg, som er nemt og handy. Vi ved godt, at hvis vi lavede et køleskab, så kunne vi lave det mere energirigtigt, men du sætter jo ikke et køleskab ned i kælderen, når du har haft gæster, og tager det frem igen næste gang," siger Jens Bekke.

Han fortæller, at da OBH kom til Carlsberg og foreslog samarbejdet om DraughtMaster, tjekkede man lignende produkter hos europæiske konkurrenter og fandt, at de brugte lige så meget el som OBH's løsning.

"OBH skal have et møde med Elsparefonden for at høre, hvad der kunne være gjort anderledes. Det er vi selvfølgelig meget interesserede i, og hvis de kommer med nogle bud, så må vi da overveje at lave det om."

- Hvad med den mulighed, at I slet ikke markedsfører dette produkt?

"Så var der så meget, man skulle lade være med. Så skulle du lade være med at tørre hår med en hårtørrer f.eks."

- Det gør jeg heller ikke...

"Jo, men der er en efterspørgsel efter et produkt som det her."

- Men I taler om, hvor vigtigt det er for jer som koncern at minimere jeres energiforbrug. Så står det da og stritter, at I aktivt går ud og lancerer et nyt produkt, som bruger rigtig meget strøm?

"Vores miljøpolitik er, at vi som virksomhed lever af at sælge nogle produkter, som vi tror forbrugerne gerne vil have, og når vi så har set på, hvad forbrugerne vil have, så handler det om at gøre det mest muligt miljørigtigt. Det er sådan, du skal se vores miljøpolitik."

- Repræsenterer fadølsanlægget den bedst tænkelige teknologi?

"Elsparefonden har antydet, at man måske kunne gøre det på en anden måde. Det må vi høre dem om. Du vil helst have, at jeg siger, at vi lader være med at lave det. Men så var der altså så meget, man kunne lade være med at lave."

- Ja.

"Den overvejelse har vi ikke gjort os. Vi har som altid overvejet, om der er en efterspørgsel. Er det tilfældet, så laver vi det. Og så skal vi selvfølgelig gøre det på den mest miljørigtige måde," siger Jens Bekke.

Køl, frys og fadøl

På Teknologisk Institut siger seniorkonsulent Hans Walløe, at man med et andet valg af kølesystem til sin fadøl kunne gøre det langt mer energieffektivt.

"I dette anlæg bruger man termoelektrisk køling, som er ganske ineffektivt. Det kan være velegnet til f.eks. termokøletasker, som man kan slutte til bilens 12 volts-anlæg, men det er ikke særlig velegnet til ting, der skal køre i længere tid. Hvis man i stedet brugte en kompressorløsning som i et køleskab, ville elforbruget kunne reduceres til omkring en femtedel," mener Hans Wallø.

- Er det teknisk muligt?

"Ja, vi har set tilsvarende løsninger i f.eks. drikkevandsanlæg med kompressorer. Det kan sikkert ikke sættes ind i dette anlæg uden ændringer. Det vil gøre anlægget en smule større og dyrere og kræve lidt udvikling, men det er noget, som f.eks. vi kunne bidrage til, hvis der var en kunde."

Virksomheden ASKO Vølund sælger allerede et hjemme-fadølsanlæg, indbygget i et køle- og fryseskab og baseret på kompressor-løsningen.

"Det er energimærket i klasse A+ og bruger 256 kilowatt-timer på et år," oplyser Anne-Louise Gordon, ASKO Vølund. Elforbruget for det kombinerede køleskab, fryser og fadølsanlæg er dermed mindre end halvdelen af Tuborgs lille fritstående fadbamseanlæg.

Ifølge Elsparefonden er anlæggets elforbrug så stort, at det ikke måtte sælges i EU, hvis det var blevet markedsført som køleskab, fordi det overskrider EU-kravet om energieffektivitet for køleskabe. Sekretariatschef i fonden, Göran Wilke, forstår ikke, hvorfor Carlsberg ikke sætter sig for at udvikle et minikøleskab, hvor man kan opbevare et fem liters ølanker.

"Når det gælder om at lave hårde hvidevarer med lavt elforbrug, er Danmark førende. Med virksomheder som Danfoss og Vestfrost og institutioner som Teknologisk Institut og Danmarks Tekniske Universitet kunne vi løse denne opgave. Hvorfor ikke have som ambition at lave verdens mest energirigtige minibar - det ville være i pagt med alle de danske skåltaler om klimabeskyttelse," siger Göran Wilke.

Miljøorganisationen Greenpeace vil nu advare fadølsglade forbrugere i andre europæiske lande om Draughtmasters konsekvenser for eleregningen og klimaet.

Fadbamseanlægget fra Tuborg ligner en om'er. Men de når det nok ikke inden juleaften.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu