Læsetid: 5 min.

Fader Vor, du som er i hjernen

Har Gud sin egen plads i den menneskelige hjerne? Med en hjernescanner undersøger en ph.d.-studerende i religion, hvad der sker i hovedet på indremissionske unge, når de beder til Gud. Forskningen befinder sig i grænsefeltet mellem humaniora og naturvidenskab
20. december 2006

"Fader Vor, du som er i himlene, helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje..."

Hvad foregår der monstro i hjernebarken, når man beder til Gud? Gør det nogen forskel, om man retter sine inderligste ønsker til Gud eller julemanden? Og er der noget andet på færde i hovedet på unge indremissionske kristne, når de beder Fadervor, end der er i en hverdagskristen hjerne?

De spørgsmål forsøger ph.d.-studerende i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet Uffe Schjødt at finde svar på med metoder, der ligger fjernt fra det, man normalt forbinder med humanistisk videnskab. Frem for at sidde begravet i Det Ny Testamente eller drage på feltarbejde blandt urfolk i Sibirien, tilbringer Uffe Schjødt adskillige timer foran en hjernescanner på Skejby Sygehus.

"Det er en syret fornemmelse for sådan en som mig, at lukke mig ind på sygehuset en helligdag og selv starte scanneren op," erkender han.

I scanneren har han unge kristne fra Indre Mission Ungdom. Mens de beder enten Fadervor eller en personlig, improviseret bøn, registrerer scanneren minutiøst hjernens magnetiske egenskaber. Scanningsresultaterne fortæller Uffe Schjødt, hvor i hjernen blodet strømmer under bønnen, og dermed hvilke dele af hjernen, der holdes beskæftiget, når de unge kristne henvender sig til Gud.

Øredøvende larm

Projektet hører under Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitets satsningsområde 'Religion, kognition og kultur'. Her forsøger man at kaste lys over forholdet mellem religion, kultur og kognition, dvs. hjernens bearbejdelse af de input, den får via sanserne.

"Vi kender ingen kulturer, der ikke er religiøse, og så langt tilbage, vi kan dokumentere det, har mennesker haft religion og religiøse idéer. Med nye teknologiske redskaber har vi fået mulighed for at komme nærmere en forklaring på, hvordan religion opstår i den menneskelige psyke og forestillingsverden. Det er mildest talt interessant," siger professor Armin W. Geertz, der er leder af satsningsområdet.

Det er nu sin sag at undersøge, hvad der sker i menneskets hjerne under religiøse ritualer som nadveren eller et Hare Krishna-optog på Strøget. Teknologien sætter sine begrænsninger.

"I en MR-scanner, hvor man skal ligge fuldstændig stille, hvor hovedet er fikseret, og hvor støj på 110 decibel banker rundt om en, er det begrænset, hvad man kan lave af eksperimenter om religiøs adfærd," konstaterer Uffe Schjødt, der af samme grund valgte bøn som den type religiøs adfærd, han ville undersøge.

For de 20 indremissionske unge, Uffe Schjødt har haft i scanneren, spiller netop bøn en central rolle i den daglige religiøse praksis. Desuden har Uffe Schjødt scannet en gruppe troende 'hverdagskristne', som ikke beder til Gud hver dag, for at kunne fastslå, om der er forskel i hjerneaktiviteten hos de dybt religiøse indremissionske unge og de mere jævnt troende.

Okker gokker

For at isolere den hjerneaktivitet, der specifikt har at gøre med religion, fra alt det andet, der foregår i hjernen, har Uffe Schjødt måttet stille sine forsøgspersoner andre opgaver end at bede til Gud.

"Opgaverne skal være næsten magen til det at bede til Gud. Den eneste forskel, der må være, skal være det, jeg ønsker at måle, altså den religiøse adfærd," forklarer han.

Ud over Fadervor har de indremissionske unge derfor skullet recitere en børneremse, mens de lå i scanneren. Remser er det, der bedst kan sammenlignes med fast bøn som Fadervor.

"De fleste har valgt at sige Okker Gokker, for det er den, de fleste kender bedst," fortæller Uffe Schjødt.

Som kontrast til den personlige, improviserede bøn, bad Uffe Schjødt sine testpersoner om at sige deres ønsker til... julemanden. Han er det tætteste, man kommer en Gud, der ikke er guddommelig.

Guds skaberværk

Det at forsøge at sætte et fænomen som religion på naturvidenskabelig formel, må nødvendigvis føre til debat.

"Der har været vis skepsis her på fakultetet. Særligt blandt teologerne er der nogle, der mener, man ikke kan ikke måle den slags," fortæller Uffe Schjødt.

Af samme årsag havde han frygtet, det ville blive sin sag at lokke de stærkt troende kristne fra Indre Mission med til at lade sig scanne. Men den bekymring blev gjort til skamme.

"Det er forsvindende få, der har været kritiske og ikke har villet have noget med mit projekt at gøre. Men måske har nogle af dem sagt ja på baggrund af en følelse af pligt over for deres tro. Altså at de har tænkt: 'Her har vi en chance for at vise, at kristendommen er noget specielt'," siger Uffe Schjødt, der i øvrigt ikke selv tror på Gud.

Samme ræsonnement har professor Armin W. Geertz oplevet hos religiøst troende, når de har forholdt sig til forskningsresultater, der peger i retning af, at religiøse oplevelser kan forklares som hjerneaktivitet.

"Argumentet er så, at det bare viser, hvor vidunderligt Guds skaberværk er, at han har sørget for, vi er i stand til at kommunikere med ham," fortæller professoren.

Om det er ren hjernegymnastik eller et af Guds vidundere, der gør sig gældende hos Uffe Schjødts indremissionske forsøgspersoner, kan end ikke en hjernescanner afsløre. Det, den kan vise, er, at det tilsyneladende er de samme dele af hjernen, der er aktive under de indremissionske unges bøn, som er aktive, når mennesker indgår i sociale sammenhænge.

"Man har fundet præcis det samme mønster i hjerneaktiviteten, når et menneske indgår i en social relation med et andet menneske. Det at tale til Gud i bøn kan altså sammenlignes med at henvende sig til almindelige personer. Deraf kan man drage, at Gud ikke er en abstrakt kraft - i hvert fald ikke for de indremissionske unge," fortæller Uffe Schjødt og tilføjer, at det for de hverdagskristne kontrolpersoner ikke er til at se forskel på, om det var Fadervor, Okker Gokker eller julemanden, de brugte deres hjernevindinger på.

Scanningsresultaterne peger også i retning af, at de indremissionske hjerner slapper af, når deres ejermænd beder til Gud.

"Dermed kan man overveje, om bøn har en stressreducerende og muligvis en sund effekt," siger Uffe Schjødt.

Brobygning

Uffe Schjødts ærinde er ikke alene at kortlægge, hvilke dele af hjernen, der er aktive under bøn, og om bønnen kan tænkes at have en sund effekt. Religionsfaget har en hundredårig forskningstradition, og blot fordi den teknologiske udvikling nu har gjort det muligt at undersøge religion som et fysisk fænomen i hjernen, skal man ikke kaste eksisterende viden og metoder i grus. En vigtig del af Uffe Schjødts forskning er derfor at undersøge, om der er forskel på, hvad der sker i hjernen, når man siger en fast bøn som Fadervor eller personlig, improviseret bøn. I den religionsfagets forskningstradition spiller forholdet mellem det velordnede, traditionelle og etablerede over for det ustrukturerede og karismatiske nemlig en central rolle.

I den forstand er Uffe Schjødts forskning med til at bygge bro mellem den naturvidenskabelige hjerneforskning, og religionsfagets humanistiske arv.

Professor Armin W.Geertz påpeger, at det ikke alene er de naturvidenskabelige metoder, der vinder indpas på de humanistiske fag. Påvirkningen går også den anden vej.

"Neurologer og kognitionsforskere har fået øjnene op for den enorme betydning, sociale og kulturelle forhold har for hjernen. Alene den måde, vi opdrager vores børn på, er med til at forme deres hjerner på rent fysisk plan. På religionsvidenskab og andre humanistiske fag bør vi juble over, at kultur og dermed religion har direkte indvirkning på hjernen," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her