Læsetid: 4 min.

Fædre og sønner

Lars Brandt har skrevet en bog om sin far, den tyskle rigskansler Willy Brandt. Til fælles havde de en særlig passion for lystfiskeri, en beskæftigelse, der synes at afspejle forholdet far og søn imellem
22. februar 2007

Åh, disse ophav, disse mødre og fædre man slæber rundt på hele livet, også når de slet ikke er der mere ! Måske mest fædrene, hvis man skal holde sig til de sene tider, hvor Katrine Marie Guldager har tilbragt ni år som analysand på briksen for at komme sig over tabet af en elsket far, og Pia Tafdrup i bog efter bog, digt efter digt, har beskrevet savnet af sin. Jeg er sikker på, at flere kunne nævnes, og da jeg tilfældigvis støder på en spektakulær far-sønhistorie af en ganske særlig karakter, er det virkelig som at befinde sig i en stime.

Folk under 30 ved vel knap nok, hvem Willy Brandt var, og de færreste aner, at han havde fire børn, heriblandt sønnen Lars.

Sidstnævnte har nu skrevet en bog om sin far, hvis skæbne i den grad er filtret ind i forrige århundredes verdensbegivenheder, at man kan tale om en synonymitet mellem livsforløb og historie. Brandt måtte som socialdemokrat forlade Tyskland efter Hitlers Machtübernahme. Han slog sig ned i Norge, giftede sig norsk, talte norsk, fortsatte til Stockholm, da tyskerne besatte Norge - stadig støttet af socialdemokrater både her og dér - vendte hjem til Tyskland efter 1945, blev overborgmester i Berlin og endte som tysk rigskansler. En karriere, der kan tage pusten fra de fleste - ikke mindst når man tænker på, at hans samtidige var John F. Kennedy, Brezjnev, Castro d. Yngre, Richard Nixon, Henry Kissinger, Ceausescu, medlemmerne af Rote Armée Fraktion, de Gaulle og Conrad Adenauer plus bunker af andre.

Usynlig kamp

Og så havde han altså en søn, og hvordan klarer man det, og hvordan klarer sønnen det, når far er verdens darling, eller Nixon kalder ham for en dum, fordrukken skid? Det klarer han selvfølgelig ikke rigtigt, til gengæld er det billede, han tegner af sit ophav, denne V., som han kalder ham, behageligt sval og ganske usentimental og helt uden had, selvom man neden under de små, nøgterne antegninger om deres fælles liv sporer en hede, der netop fordi den serveres cool, er nem at brænde sig på.

Lars Brandt er maler og forfatter og skriver, som malere ofte gør, kort reflekterende, eftertænksomt og poetisk. Han ser sin far, noterer sig afstanden (Willy Brandt interesserer sig ikke synderligt for andre mennesker og deres skæbne, men er til gengæld fuldkommen afhængig af selskab, underholdning, cameraderie) han er m.a.o. tilgængelig, men kun til et punkt. Fælles med drengen ejer han en særlig passion for lystfiskeri, og Lars Brandt bruger deres forskellige udflugter i den sammenhæng til en refleksion over fiskeriets særlige art: det meste af kampen foregår under vandet og er ganske usynlig, men så stiger fisken op, viser sin hvide bug og dør. Hans egen kamp med faderen er tilsvarende usynlig, først da Willy Brandt er døende og i stand til at vise sig i al sin svaghed uden maske, kan fader og søn omfavne hinanden.

Fjern og indespærret

Konflikten er klassisk og udspillet et uendelig antal gange, ja selv Anders Fogh Rasmussens og Bent Jensens lidelseshistorier med rædselsfulde fædre har vi måttet lægge øre til, men V. var ikke rædselsfuld, slet ikke, han var i langt højere grad fjern, måske oven i købet genert og i hvert fald spærret inde i sin vældige rolle som hovedaktør på en scene, hvis dimensioner kan få det til at svimle for en.

Som bekendt udløste kanslerens menneskedistraktion den berømte Günter Guillaume-skandale. Willy Brandt opdagede ikke, at hans nærmeste medarbejder var Stasi-spion, hvilket tvang ham til at abdicere.

En overgang er Lars Brandt (som i øvrigt Günter Grass og flere andre celebre forfattere) med til at skrive kanslerens taler. Det sætter ham i en ganske særlig situation, som man skulle tro ville føre til stærkere intimitet dem imellem. Men det sker ikke - heller ikke når sønnen læner sig op ad Thomas Mann og ligefrem efterligner hans mundart og påkalder mindet om Lübeck som fællesbasis for de to. Litteratur interesserer ikke kansleren særligt (jo måske den norske, klassiske), men han er tilfreds, når sønnen (og de andre forfattere) kan give hans taler det mere, som adskiller dem fra almindelig politisk lirum-larum. Roosevelt benyttede sig af samme metode, mens Churchill efter alt at dømme skrev sine taler selv.

Som hos tandlægen

Der er tilsyneladende dom for, at 'store' mænds sønner klarer sig skidt, Klaus Mann begik selvmord, og Randolph Churchill var en drukkenbolt - for nu blot at nævne et par stykker. Lars klarer sig først og fremmest, fordi han har evnen til at se og acceptere ophavets valg af rolle, og ved, at han selv har en anden at spille. Det, det gælder om, er ikke nødvendigvis at tilgive, men at forstå, at indrette sig på, at tingene næppe kunne være anderledes, end de var, og acceptere det både på ophavets og egne vegne. Det kan synes nøgternt på kanten af det kyniske, men er højst sandsynligt realistisk.

Den skandinaviske sprogforbistring i det brandtske hjem har været overordentlig. Med gæster snakkes der gerne norsk, svensk og tysk i en pærevælling. Måske også dansk. Dertil har Lars Brandt en bemærkning, sidstnævnte sprog, synes han, lyder "ligesom at være hos tandlægen", og det kan der jo være noget om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu