Læsetid: 6 min.

'Fædrelandssange og alt det svineri'

Sådan tordnede PH, men i dag er den kulturradikale kulturpolitik ved at miste sin legitimitet, og i stedet ser vi altså en national-konservativ kulturpolitik vinde frem. Den aktuelle kanondebat er et vidnesbyrd om bruddet på den årelange konsensus
1. februar 2006

Kulturpolitikken undergår i disse år en forandring. Den kulturradikale legitimering af statens støtte til kunst og kultur har domineret i det meste af efterkrigstiden. Men den er nu ved at blive afløst af en nationalkonservativ legitimering under den borgerlige regering. Det viser sig især i debatten om den kultur- kanon, som kulturminister Brian Mikkelsen netop har offentliggjort.

Legitimering af kultur- politikken er bundet til en bestemt tid og et bestemt kunst- og kultursyn. Den kan derfor virke bedaget i dag. Det skyldes først og fremmest, at den opererer med en særlig form for opbyggelighed.

Kulturradikalismen var oprindeligt en reformbevægelse, der ved hjælp af oplysning og rationalisme havde menneskets frigørelse som mål. Kulturradikalismen forkyndte et pacifistisk og fordomsfrit livssyn i en kamp imod det, der blev opfattet som aggressiv militarisme, formørket nationalromantisk kristendom og bornert victoriansk kønsmoral. Altsammen fortidige lænker, der bandt det levende og kreative menneske i ufrihed.

Kulturradikalismen blev som bekendt anført af den utrætteligt optimistiske Poul Henningsen, hvis mærkesager var jazz på kunstens område, en ny konstruktiv byggestil på arkitekturens område og en reformistisk pædagogik på skoleområdet. Altså: Ud med alt det gamle, 'fædrelandssange og andet svineri', som P.H. tordnede i pjecen Hvad med kulturen fra 1933. Ind med lys og luft, friluftsliv og funktionalisme, moderne pædagogik og moderne kunst i stedet.

P.H. udfoldede især sit engagement i mellemkrigstiden, men det kulturradikale projekt blev videreudviklet i efterkrigstiden. Det gælder ikke mindst kunst- og kulturpolitikken.

Centralt i den kulturradikale kunstopfattelse står en bestemt udgave af psykoanalysen. Den lærer, at menne-sket kan få forløst sine fortrængninger ved at blive konfronteret med det irrationelle: angsten, neuroserne, alle de sjælelige bindinger. Til dette formål tjener kunsten, og derfor har kunsten terapeutisk nytte, både for det enkelte individ og for demokratiet, der har brug for frigjorte borgere.

For det kulturradikale projekt drejer sig nemlig overordnet om en statslig opdragelse af det 'reaktionære' massemenneske til at blive en god demokrat i velfærdssamfundet. Denne opdragelse skulle netop ske ved hjælp af en offensiv kulturpolitik, med blandt andet kunststøtte. Den indflydelsesrige højskolemand Hal Koch mente jo, at demokratiet ikke blot var en styreform, men en livsform.

Slidstærk

Den kulturradikale kanonisering af den støtteværdige modernistiske kunst har vist sig at være meget slidstærk og har følgelig afsat en mængde selvfølgeligheder. Blandt andet at god kunst er nyttig og opbyggelig og samtidig vanskelig, kritisk og antiautoritær. Men paradoksalt nok også statsstøttet.

Foreningen af modernisme og kulturradikalisme stiller kunsten i en progressiv tjeneste, hvor den altså hænger sammen med opbygningen af den socialdemokratiske velfærdsstat. Det var simpelthen velfærdsstatens officielle kunstforståelse, som blandt andre den litterære pædagog Torben Brostrøm formulerede omkring 1960. Dermed blev der lagt et fundament for efterkrigstidens berygtede kulturradikale hegemoni, der har udgrænset en, ja, nationalkonservativ strømning.

Når der er noget om snakken, skyldes det, at kulturradikalismen i efterkrigstiden ikke længere er i opposition. Den er tværtimod blevet institutionsbærende, hvilket især gælder inden for uddannelsessystemet og medierne. Deraf kommer også de mange forbistringer i den aktuelle kulturkamp, hvor de borgerlige kæmper imod kulturradikalismen, men hele tiden får at vide, at de kulturradikale ikke længere findes.

Begge parter har for så vidt ret: Kulturradikalismen er ikke længere en bevægelse med præcise repræsentanter; dens ideologi er derimod allestedsnærværende i samfundets institutioner. Altså også i kulturpolitikken - indtil for nylig.

I antologien Den kulturradikale udfordring fra 2001 skriver Klaus Rifbjerg en hyldestartikel om P.H., der viser, at han arver kulturradikalismen, men også dens blinde pletter. Rifbjerg tilslutter sig P.H.'s ord om, at 'ville man demokratiet, måtte man også have en demokratisk kunst'.

Citatet røber den høje grad af idealisme, der bærer det kulturradikale frigørelsesprojekt.

Denne idealisme baserer sig på et element af hygiejne, som forfatteren Poul Vad træffende har kaldt det i en artikel i tidsskriftet KRITIK nr. 153.

Med hygiejne menes en tro på, at man med den rette terapi og pædagogik relativt uproblematisk kan uddrive det irrationelle og dæmoni-ske fra tilværelsen.

Og når man har uddrevet det irrationelle, vil det sande - gode og harmoniske - menneske træde frem, frigjort fra traditionens og religionens bindinger og fra undertrykkende nationalisme og seksualmoral. Mennesket skal simpelthen frigøres 'til en eksi-stens i harmonisk balance mellem følelse og fornuft og selvfølgelig befriet for alt det metafysiske vrøvl'. Sådan sammenfatter Poul Vad det kulturradikale projekt.

Men udviklingen har for længst gjort denne kulturoptimisme til skamme. Alle disse opbyggelige tanker forudsætter nemlig, at mennesket i bund og grund er godt af natur. At dét er en forenklet antropologi, har de fleste mennesker, og såmænd også kunstnere og kritikere, jo altid hemmelighedsfuldt vidst.

Bruddet på konsensus

Af blandt andre disse grunde er den kulturradikale kulturpolitik i dag ved at miste sin legitimitet, og i stedet ser vi altså en nationalkonservativ kulturpolitik vinde frem. Den aktuelle kanondebat er et vidnesbyrd om bruddet på den årelange konsensus.

Den nationalkonservative kulturpolitik, som kulturministeren har været med til at formulere, flytter fokus fra individet til fællesskabet. Hvor kulturradikalismen var optaget af problemet om in-dividets myndighed, ser nationalkonservatismen bevarelsen af den sociale samhørighed som det mest presserende problem i dag. Ikke mindst fordi 'sammenhængskraften', der er et konservativt og ikke et socialdemokratisk modeord, er ved at blive svækket.

Kulturpolitikken skal søge at binde samfundets mange forskellige individer og subkulturelle grupperinger sammen i et socialt fællesskab. Nationen er løsenet, for nationen skaber et samlende værdigrundlag for det moderne demokrati. Og den nationale samhørighed er socialt og kulturelt betinget, snarere end politisk og statsligt betinget.

Det hævdes ellers ofte, at den konservative kulturpolitik blot følger et statsligt diktat om, at den nationale kultur bør nyde forrang. Men dermed overser kritikerne det, der er karakteristisk for nationalstaten. Nemlig, at dens demokratiske institutioner, også kulturpolitikken, er forankret i et tæt folkeligt fællesskab af før-politiske normer og værdier.

Eller for nu at sige det med andre ord: Staten er forankret i en folkelig, national kultur: Fælles sprog, historie, religion og sædvaner. Gevinsten ved denne forankring er, at befolkning og politisk system er forbundet på en særdeles stabil måde, hvilket også skaber en stærk tillidskultur. Det er præcist derfor, at det ifølge konservatismen er afgørende at bevare den nationale loyalitet og nationale suverænitet.

Hvis den nationale samhørighed skal bevares, kalder det på en aktiv kulturpolitik. For eftersom nationalstaten vinder autoritet og legitimitet fra nationen, bør staten også skænke substantiel anerkendelse til de institutioner, hvorigennem nationen kommer til udtryk. Det betyder kort sagt, at kulturpolitikken skal bakke op om den etablerede orden.

Så man kan sige, at af den positive forståelse for national identitet, national samhørighed og kulturelt fællesskab, følger der en række mere eller mindre kontroversielle kulturpolitiske bestemmelser. De indebærer naturligvis statsstøtte til landets traditionelle kulturinstitutioner som museer, arkiver og biblioteker, hvis formål er at bevare den nationale kulturarv.

Men de politiske bestemmelser kan også indebære en særlig sprogpolitik og medie-politik. Eller kulturpolitikken i bred forstand kan indebære en mere direkte tilgang til udformningen af uddannelsesinstitutionerne, hvis formål delvis ses som det at overlevere den allerede etablerede fælles kulturelle identitet til de kommende generationer. Det kan f.eks. ske gennem indførelsen af bindende læseplaner i folkeskolen.

Det er også i det lys, man skal forstå den aktuelle kulturkanons betydning. Kanonen skal som bekendt inkludere det mest værdifulde inden for dansk kunst og kultur og præsenteres som 'en gave til det danske folk'.

Det erklærede formål med den nationale kulturkanon er at gøre landets borgere fortrolige med deres fælles kultur. Det ligger i klar forlæn-gelse af en nationalkonservativ kulturpolitik, der har som vigtigste mål at bevare en national kernekultur i globaliseringens tidsalder.

Men hvis det er statens alt andet end neutrale opgave at bevare den nationale samhørighed og yde substantiel opbakning til det nationale kulturfællesskab, så får vi spørgsmålet: Hvilken ide om det nationale skal kulturpolitikken tage særlig hensyn til? Hvordan defineres nationen? Og det er slet ikke så let at svare på. Men det er ikke en grund til at lade være med at gøre forsøget.

Kasper Støvring er ph.d.-stipendiat i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu