Læsetid: 3 min.

Fædrenes sønner

4. december 1999

Adel og borger, præster og bønder, glæder og sorger og dyder og synder! Mågerne flyr, taber de no'et?
Vi er alle i samme båd. (Hornbækrevyen 1944)

ENHEDSLISTENS Frank Aaen stødte under sin eftersøgning af materiale om det højere danske erhvervslivs tyskorienterede aktiviteter under besættelsen på et navn i det danske nazi-partis kartotek, et navn der måtte give anledning til eftertanke:
Oluf Nyrup Rasmussen.
Et opslag i Kraks Blå Bog. Sandelig: Statsministerens far var nazist. Eller i hvertfald medlem af dette afskyelige parti. Aaen fortalte Poul Nyrup Rasmussen om sin opdagelse, angiveligt for at give den hidtil intetanende søn af Oluf Nyrup lejlighed til selv at servere dette svært fordøjelige stykke med fortid for offentligheden. Statsministeren, som sjældent blander familieforhold ind i sit politiske arbejde, valgte at gå i Go'morgen Danmark og mellem to andre efterkommere af en dunkel fortid, historiker Claus Bryld og skuespiller og forfatter Lotte Tarp, fortælle om sin nye viden. Dér sad man så, Go'morgen Danmark, og skulle mene - hvad?
Ja, først og fremmest konstatere at for statsministerens generations vedkommende forholdt det jo sig så forskelligt: Nogle fædre flygtede til Sverige i en robåd, andre sprængte jernbaneskinner i luften, andre anlagde lufthavne og solgte smør og tjente formuer på besættelsesmagten. Andre blev skudt. Andre passede deres dont og håbede, at det onde drev over. Andre var ligeglade og andre igen, som Nyrup Rasmussen senior, medlemmer af det danske nazistparti.
Utvivlsomt har både Aaen og siden Nyrup ret: Når denne viden først var kendt flere steder - og historien var for øvrigt forlængst ude, også i pressekredse - så havde Nyrup intet andet valg end selv at fortælle, hvad Aaen havde fortalt. Ellers skulle andre nok have gjort det, og statsministeren ville være grebet i fortielse, der kunne ligne noget værre.

HVILKE MOTIVER Nyrups far kan have haft til medlemsskabet, vides ikke. At han var i Tyskland og arbejde på anvist plads var kendt. Men det var så mange uden at være partimedlemmer. Et eller andet må have skubbet på, og Poul Nyrup vil utvivlsomt gøre meget, som han siger, for at løse fortidsgåden.
Med andre ord kommer landets statsminister på arbejde i et minefelt, der længe har været afsøgt af historikere og andre, der stræber efter at skabe et mere nuanceret og mangetydigt billede af de fem forbandede år.
Om den tid er der skrevet og talt mere end om nogen anden periode i den samlede Danmarkshistorie, og stadig kommer nyt for dagen. I den forstand kan den overraskende og for Nyrup ubehagelige oplysning gå hen og blive til gavn. Ikke en kat, må man gå ud fra, kunne drømme om at bebrejde statsministeren hans fars fortid. Tværtimod gribes man umiddelbart af medfølelse med Nyrup Rasmussen. Det er nu engang mere festligt at få at vide, at ens far var en stor helt end, at han hørte til på den forkerte side - uanset det ene og andet hverken er ens hhv. fortjeneste eller skyld.
Den halvtriste, følsomme historie kunne være endnu en anledning til i en langt bredere folkelig sammenhæng at komme videre i det selvopgør med besættelsestidens myter, som Bryld kalder det: Besættelsestidens kollektive erindring, der den dag i dag stiller sig i vejen for et rimeligere historiebillede. Det hang jo ikke sådan sammen, som Nyrup-generationens skolelærere yndede at fremstille besættelsen, og som vi fortsat trækkes med i traditionen. Det danske folk var ikke en brav national, moralsk homogen enhed med blot enkelte afvigere, nazistiske psykopater, der sneg sig rundt i gaderne og angav frihedskæmpere, hvoraf der i myten var en anselig mængde.
Det danske folk handlede, traumatiseret som ethvert folk vil blive under en voldsmagts besættelse, ud fra højst forskelligartede overlevelsesmotiver. Nogle var uslere end andre, bevares, mens andre igen var bestemt af kræfter langt uden for rækkevidde. Adskillige foretog sig, set med eftertidens øjne, højst tvivlsomme ting, men tilskyndet dertil af danske myndigheder, der hyldede samarbejdspolitikken i den grad, at de allierede nærede berettiget tvivl om, hvor Danmark egentlig hørte hjemme i det store opgør.
Jo mere sammensat, yderligere sammensat, et billede, vi kan tegne af denne smertelige tid, der såmænd danner grundlag for primitiv dansk nynationalisme, des bedre. Lad os derfor opfatte Nyrups historie som et bidrag til en revideret traditionsforvaltning.mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her