Læsetid: 4 min.

En fæl affærø

13. december 1997

MON DEN VARER lige til påske? Regeringen altså. Sådan spurgte tænksomme danskere sig selv for nøjagtig fem år siden. For det var almén viden, at januar ville bringe et undersøgelsesresultat om en regeringsskandale. Januar kom. Resultatet kom. Regeringen gik.
Nu står den på déjàvu. Den 15. januar 1998 offentliggøres rapporten fra undersøgelseskommissionen om den færøske banksag.
Midt i mindelserne om sidst er der dog en forskel. En væsentlig én. Under afdækningen af Tamil-sagen kunne offentligheden følge med. Både i de dokumenter, der blev lagt frem, og i de forklaringer, der blev afgivet. Offentligheden kunne bidrage. Det gav anledning til indkaldelser af vidner og dokumenter, der ellers var blevet overset.

LAD OS HOLDE erindringen klar. Tamil-sagen oprulledes ikke for åbne døre, fordi den daværende VKR-regering ønskede det sådan. Tværtimod. Statsminister Schlüter forklarede i en pressemeddelelse, at Tamil-sagen skulle "foregå for lukkede døre, fordi den forekom særligt egnet hertil". En udpræget magtens begrundelse. På én gang løgnagtig og komisk.
Ninn-Hansen væltede spillet. I den retlinjethed, der også er en del af Ninns karakter, forlangte han at få lov til at afgive sin forklaring for åbne døre. Da regeringen nægtede ham det, klagede han til Den europæiske Menneskerettighedskommission. Så åbnede VK-regeringen ilsomst dørene, og den danske befolkning fik sit til dato mest livagtige indblik i ministerkorridorerne.
Med Berlingske Tidendes varsomme ordvalg dengang var det "ikke altsammen lige pynteligt," hvad vi så. Derfor kom sagens udgang da heller ikke som en overraskelse, vist næppe heller for de demissionerende ministre.

ANDERLEDES NU. De konservative og socialdemokraterne, der efter alt at dømme har mest i klemme i Færø-sagen, har maget det således, at undersøgelsen foregår for lukkede døre. Forståeligt, at sagen forekommer de to partier "særligt egnet hertil". Mindre forståeligt, at de to partier har kunnet slippe afsted med det. Slet ikke forståeligt, at et flertal i Folketinget måske kan slippe afsted med, at lukkede døre skal være hovedreglen i alle fremtidige undersøgelser af skandalesager.
For noget siver jo altid. Også gennem en lukket dør. Og da gudsketakoglov for det. Det er derfor, vores samfund - trods alle politiske lukningsforsøg - kan kalde sig åbent.
Netop den nævnte Berlingske har med journalistisk talent formået at gøre sig til den kanal, ad hvilken dokumenter siver gennem færøundersøgelseskommissionens lukkede døre.
Men som det altid vil være, når dørene ikke er pivåbne, så foregår der det, der i fagsproget hedder selektiv sivning: Det sivede er dokumenter, der svært belaster statsminister Poul Nyrup Rasmussen og hans ministerinderkreds. Skandalen var allerede i fuld gang, mens Schlüter var stats- og dermed færøminister og hans partifælle Anne Birgitte Lundholt var bankminister. Det flytter den igangværende sivning fokus fra.
Om det skyldes sivernes politiske hensigter eller deres begrænsede dokumentadgang, er det svært at kloge sig på. Men blot af dette lærestykke bør Folketinget forstå, hvilken uting lukkede undersøgelser er.

DE PINAGTIGE omstændigheder omkring den færøske banksag har vi tidligere disket op med. Kort genfortalt handler de om 1980'ernes udskejelser. Øens to storbanker - en færøsk og en datter af Den Danske - havde udlånt sig skæve. Så blev torsken rovfisket bort. Krak.
Med VK i rigshovedkvarteret blev i oktober 1992 fra København stillet krav om rekonstruktion af den færøske bank. Schlüter-regeringen så bort fra, at Den Danske Banks færøske datter også var nødlidende. Denne lapsus skyldtes ikke uopmærksomhed. Tværtom. Den skyldtes, at regeringen var mere end opmærksom på Den Danske Banks stilling. Banken hang nemlig på det tidspunkt med jakkeskøderne i Holmens Kanal. Det skyldtes dens akrobatik i Hafnia-Baltica nummeret. Et puf fra Nordatlanten kunne afstedkomme et gevaldigt plask. Derfor: nix pille - indtil videre.
Hensynet til Den Danske Banks velfærd synes at have ligget Schlüter og hans bankminister øverst på sinde. Højere end hensynet til rigsfællerne på klipperne.

SPIDS ØREN HER. Da Nyrup og hans ministre kom til - i slipstrømmen på den forrige skandale - i januar 1993, kunne de have ryddet op på forgængernes regning. I stedet rullede de sig i snavset. Seks dage efter magtskiftet fik de et notat fra Finanstilsynet om, hvorledes Den Danske Bank kunne smyge sig ud af sin færøske fælde. Alligevel bedyrede Nyrup straks efter over for en færøsk delegation, at danskebanken ingen steder løb. Men det gjorde den. Nøje tilrettelagt, så bank og stat i fællesskab skubbede hjemmestyret ind i gælden. Efterfølgende færøsk tab: Over en milliard.
Efterhånden som dette gradvist er sevet, er den færøske harme steget. Statsministeren måtte aflyse et øbesøg sidste år af skræk for demonstrationer. Nu bebuder han en januarvisit i Torshavn seks dage før offentliggørelsen af skandalerapporten. Uhu! Uanset hvor mange af sine rådgivere, Nyrup fyrer under henvisning til deres uduelighed, synes kvaliteten af hans egne beslutninger ikke stigende.
Færøske politikere står allerede i kø for at sige, at de ikke vil møde rigets nuværende statsminister. Kommer han alligevel, står færingerne nok i kø for at fortælle ham noget helt andet oveni.
Hvad januar end måtte bringe afslutningen på, håber vi ikke, det ender med at blive rigsfællesskabet. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her