Læsetid: 3 min.

Den fælles ensomhed

Om kunne se en fælles byrde i den ensomhed, der rammer den enkelte
16. september 2005

På sidste side af sin tilbagekigsbog Bedre end fortjent stiller Niels Højlund en stribe spørgsmål. To af dem lyder: "Hvorfor har vi næsten ingen forfattere i Danmark, der skriver - og kan skrive - om noget for os alle virkelig væsentligt?

Hvorfor går der næsten ingen stykker på teatrene, som det er livsvigtigt for os at komme hen og se? Alt imens vi bygger det ene palads til scenekunst efter det andet og det ene flotte kulturhus efter det andet!"

At Niels Højlund i begge tilfældene forsigtigt dækker sig ind med det lille "næsten", gør jo kritikken upræcis. Man ville hellere høre ham omtale en digter eller dramatiker, der som en undtagelse lever op til hans krav.

Men lad mig prøve at tage den litterære del af hans åbne spørgsmål alvorligt: Hvorfor vil (eller kan) forfatterne ikke skrive om "noget for os alle virkelig væsentligt"?

Jeg forstår, at han spørger, som det engagerede menneske, han er. Jeg tror også at kunne høre, at han spørger efter noget andet og vigtigere end denne her debatside-vinklede samtidsrealisme, som mest eksisterer som aldrig opfyldt ønskedrøm i hovedet på visse redaktører. Jeg mener at kunne mærke, at Højlund spørger af et ærligt sind, endskønt man kan have sine tvivl om, hvor mange nye bøger og "stykker" manden overhovedet har læst og set.

Men spørgsmålet er stillet forkert, hvilket jeg vil prøve at begrunde ved at henvise til to forholdsvis nye romaner af kvindelige forfattere, en dansk og en norsk.

Tidligere på året udsendte Helle Helle (f. 1965) en på én gang hjertevarm og iskold bog om to søstre på Vestlolland - jeg-fortælleren Jane og den lidt ældre Tine - der begge arbejder i parfumeriet på færgen Rødby-Puttgarden. Stille og roligt, med enkle midler, beskrives det, hvordan de to konstant lader omgivelserne (mændene) bestemme over deres liv, alt imens de knuges af en uvirkelighedsfølelse, som synes uden alternativ. At verden omkring dem er virkelig nok, understreges af talrige dødsfald i den nære omkreds. Og at uvirkelighedsoplevelsen ikke kan være al sandheden om dem, viser forfatteren ved vidunderligt underspillede humoristiske optrin, som lader en (fælles) sandhed bryde igennem.

Bogen har de mange dødsfald tilfælles med Hanne Ørstaviks (f. 1969) Præsten (2004) der lige er kommet på dansk. Her beretter Liv om sit virke som hjælpepræst i det nordlige Norge, på den egn, hvor samerne i midten af 1800-tallet gjorde voldeligt oprør mod den verdslige og den kirkelige myndighed, sådan som hun har skrevet akademisk afhandling om. Efter studierne har hun opholdt sig nede i Tyskland, hvor hun lærte en dukketeaterdame at kende, som en dag gik ud i en skov og skød sig. Hvorfor, erfarer vi først i slutningen af bogen.

Inden da har en ung pige hængt sig i et fisketørrestativ, og en anden ung kvinde, der sammen med sin mor og søster bor i præstegården hos Liv, har skåret pulsårerne over.

Alt dette er tungt at bære og får selvfølgelig Liv til at vakle i troen på sin Gud og tilliden til sig selv. Heller ikke sproget tør hun nære tiltro til, det er hele tiden, som om virkeligheden undslipper det.

Hvad har nu det med Niels Højlund at gøre? Jo, den fatale kontrovers mellem Liv og veninden i Tyskland (der foregår et års tid før nutidshandlingen) spidser til i en replik, hvor Kristiane betegner præsten som "heldig", selv om Liv har stridt, for hvem og hvad hun er. Da Liv svarer, siger hun, at dukkespillet ganske vist er "smukt at se på, fint og intelligent" men - det er bare for let. "Som om det ikke kom ned, det kom ikke ned i det der var væsentligt og vanskeligt, det sprang over noget, undgik det, og det plagede mig".

I modsætning hertil når romanen selv konstant ned, hvor det gør ondt. Ned hvor noget bliver sandt, selv om det ikke er godt. Eller hvor det gode netop består i, at det er sandt.

Jeg tror ikke, det er denne tyste form for væsentlighed, Niels Højlund har i tankerne. Når han ønsker, at bøger skal handle om noget, der optager "os alle", overser han, at fælles problemer kan fremtræde som individuelle, såsom afstand mellem mennesker: ensomhed, som de to forfattere skildrer og begræder den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her