Læsetid: 5 min.

Den fælles indre nødvendigheds musik

'Alle har et unikt musikalsk talent,' mener jazz-pianisten og komponisten Carsten Dahl. Han finder det traditionelle skel mellem klassisk og rytmisk musik oldnordisk og interesserer sig mere for, hvad der gemmer sig i mennesket, og hvordan musikken skabes
2. juli 2007

Carsten Dahl mener, at alle indeholder et unikt musikalsk talent og en musikalsk nødvendighed. Om talentet udvikles, kommer an på omgivelserne. Det traditionelle skel mellem klassisk og rytmisk musik finder han oldnordisk.

"Klassisk og rytmisk musik er bare forskellige grene på et stort træ," mener han. "Jeg interesserer mig for træets rødder: Hvad gemmer der sig i mennesket, og hvordan skabes musikken?"

Han har ikke et øjeblik været i tvivl om, at hans samarbejde med de klassiske musikere i Ensemble MidtVest vil nå sit mål: At finde den fælles indre nødvendigheds musik.

Han spiller selv både Bach og jazz, og har høstet roser for begge dele. Han tænker ikke på, om han spiller 'klassisk' eller 'rytmisk'.

"Bach opfattede sikkert bare sig selv som musiker eller improvisatør, og sådan opfatter jeg ham også," siger Carsten Dahl.

Pianisten spiller sammen med et væld af danske og internationale musiknavne og optræder i løbet af sommeren med trioen med Mads Vinding og Alex Riel, med Hanne Boel, Cæcilie Norby, Lars Danielson, Jan Lund-gren, med sin kone, saxofonisten Christina Dahl, og mange andre. Ved indgangen af 2007 fik Carsten Dahl titel af kunstnerisk konsulent for det klassiske Ensemble MidtVest. Titlen er det eneste, han ikke bryder sig om ved samarbejdet. Han vil hellere kaldes tryllekunstner, energifelt, proces-o-man eller kærlighedsspreder. Han vil være katalysator for de andres evner i stedet for at fokusere på egne kompositioner: Give samarbejdspartnerne rum til at udvikle sig menneskeligt og som musikere, hvilket er uadskilleligt for Carsten Dahl.

Tryllekunstner Dahl mener, at hvert enkelt ord bærer læssevis af betydninger med sig. Et eksempel er 'kunstnerisk konsulent'. Et andet er 'cross-over'.

"Jeg opfatter ikke projektet med MidtVest som traditionel cross-over. Det her skal være noget nyt, jeg vil udforske noget, der endnu ikke er belyst: Hvad er udtryks-kraft for noget, hvordan opstår fællesskabet i udtryks-kraften, hvordan skabes et personligt udtryk, og hvordan gør man sig musikalsk fri af sine bindinger? Jeg tror på, at alle mennesker har en oprindelig unik indre ud-trykskraft i sig, men både hos klassiske musikere og jazz-musikere kan den blive kvalt i normer og negative forventninger."

Alle kan skabe

I foråret 2007 mødtes Carsten Dahl første gang med de 10 musikere i det jyske Ensemble MidtVest, et af de seks basisensembler, der er grundlagt med målsætningen at bringe kammermusik af højt musikalsk niveau ud i hele landet.

De første weekender sammen blev der slet ikke spillet en tone på de instrumenter, som ensemblets blæsere og strygere har brugt år af deres liv på at lære at mestre.

"Jeg havde lavet et manifest hjemmefra," fortæller Carsten Dahl hemmelighedsfuldt.

"Det handler om frygt og om, at når vi frygter at blive afsløret som nogen, der ikke kan noget, så kommer vi heller ikke til at ku' det. Det er en selvstændig rejse at blive musiker, og jeg mener, at mange klassiske musikere mangler at frigøre sig fra deres baggrund, fordi normerne står så stærkt, og det er så teknisk krævende at være med i deres konkurrence- og mesterlære-prægede verden."

"Den største udfordring i samarbejdet med klassisk skolede musikere var at undgå at se dem som sådan nogle," fortæller proces-pianisten.

"Jeg ville ikke bekræfte dem i, at de ikke kunne improvisere lige så godt som jazzmusikere. Så jeg provokerede dem og sagde, at deres evner som formskabere, improvisatorer og lyddesignere var lige så gode som mine. De skulle både improvisere og komponere - noget, som ingen af dem havde prøvet før, men det var helt fantastisk, hvad der kom ud af det. Og det var først i dagene før den første koncert, at vi vidste, hvad vi skulle spille. Det var en helt ukendt fornemmelse for dem!"

"Min egen vej til musikken har været en meget selvstændig vej," fortæller proces-o-manen videre.

"Jeg tror, at der findes mange andre virkeligheder, der er lige så virkelige, som den vi sidder i nu. Til mine solokoncerter er jeg fuldstændig væk fra denne virkelighed - det har været mit lys og min redning. Alle har det i sig, spørgsmålet er, hvilke vilkår man giver for at dele og udvikle dette lys."

"Fra jeg var 20 til 28 år, led jeg af angst. Jeg nåede frem til, at hvis man forsøger at kontrollere angsten, skaber man bare mere angst. Man må tage den i hånden eller bryde sammen for at komme videre. Nu er jeg glad for, at jeg har været igennem den periode. Det levede liv er proportionelt med min musiks touch og tonefald - og musikken er blevet stærkere".

Intens proces

For Carsten Dahl er processen alt, og ordet 'proces' bruges flittigt både om den musikalske periode med MidtVest og den større proces, der kaldes livet.

"Det har været en meget intens proces med ensem-blet, og det vigtigste vi har fået ud af det er, at vi er blevet en enhed," fortæller han.

"Det handler ikke om koncertresultatet, men om at udvikle sig selv og musikken. Det mest udfordrende var at nedtone min egen person og lade de andre træde i karakter. For det var mig, der havde trådt stierne på forhånd og havde erfaring som komponist."

"Vi blev en enhed, og vi komponerede musik til koncerterne allesammen. Vi spillede den indre nødvendigheds musik i vores fælles projekt - og ved vores næste projekt vil vi videreudvikle den."

I august lyder udfordringen at lægge musik til Fritz Langs film Metropolis fra 1927 og lave koncertversioner af arbejdet.

"Jeg synes, det er en meget aktuel film, der beskriver en kamp mellem godt og ondt, og hvordan en overklasse ønsker at styre underverdenen. Det er vigtigt at tale for den frie ånd og det frie menneske, for det har aldrig slået slemmere til end nu," mener pia-nisten.

"Med musikken ønsker jeg at skabe kontraster til det, der sker på filmen. Det skal være en to-delt oplevelse, der giver flere lag af oplevelser på én gang."

Komponisten har også et stort projekt i støbeskeen for ensemblet i 2008 - men han vil ikke trylle det op af den høje hat endnu. At fortælle om det allerede, vil bare ødelægge processen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu