Læsetid: 4 min.

I fælles interesse

25. august 2003

Selv om man sidder med stærke kort, kan man godt befinde sig i en vanskelig situation. Det er, hvad Socialistisk Folkepartis formand, Holger K. Nielsen, kan konstatere efter fremlæggelsen af EU-konventets forslag til en ny, forfatningsagtig traktat til afløsning af alle tidligere traktater, der har været retningsgivende for samarbejdet i de europæiske fællesskaber. Hans stærke kort består i, at i hvert fald statsminister Anders Fogh Rasmussen helst vil have hans parti til at anbefale et ja ved den folkeafstemning, der ventes næste efterår eller tidligt i 2005. Hans vanskeligheder består i, at mange andre udspil skal ske, så de passer til den hånd, han sidder med.
SF-formandens potentielle trumfkort består i, at det for 11 år siden var ham selv og hans parti, der sikrede en fortsat deltagelse i EU-samarbejdet. Nok viste meningsmålinger, at de fleste SF-vælgere fortsat stemte nej, selv om de fire forbehold var indarbejdet i aftalen mellem Danmark og de øvrige lande, der alle havde tilsluttet sig Maastricht-traktaten. Men det ændrede intet ved, at flertallet blandt vælgerne skiftede, efter at netop SF – som det eneste parti – havde ændret sin anbefaling fra et nej til et ja.
Nu står regeringen og de øvrige EU-positive partier så i den situation, at de er rede til at acceptere det resultat, der kom ud af konventets arbejde. Under den kommende regeringskonference, der skal udarbejde det traktatforslag, som skal til endelig ratificering i medlemslandene, vil det ikke være de danske repræsentanter, der presser på for at opnå ændringer. De har nemlig en anden og for Danmark helt afgørende dagsorden – undtagelserne fra Edinburgh-aftalen skal på en eller anden lempes over i den nye traktat.

PÅ det punkt er Anders Fogh Rasmussen og Holger K. Nielsen enige, omend deres bevæggrunde er forskellige. Af statsministerens udtalelser på det senere fremgår det klart, at han ikke ønsker de eksisterende undtagelser blandet ind i afstemningen om den nye traktat. Det er forståeligt, da det er ganske afgørende for fortsat dansk deltagelse i det europæiske samarbejde, at et flertal stemmer ja. Det tema, der skal i fokus i forhold til vælgerne, er den store udvidelse med de central- og østeuropæiske lande. Den vil kun være mulig, hvis en ny traktat efter de hovedlinjer, konventet har udarbejdet, bliver gennemført. Melder Danmark sig ud af den proces, kan det kun føre til isolering og marginalisering.
Undtagelserne – eller forbeholdene – skal derfor først til realpolitisk behandling, når et flertal af vælgerne har godkendt den nye traktat. Anders Fogh Rasmussens argument er, at vi først til den tid med rimelighed kan tage stilling til, hvordan fortsatte undtagelser i givet fald bør udformes.
Det er en vurdering, Holger K. Nielsen sandsynligvis kan dele. Men han har også det problem, at disse undtagelser igennem det sidste tiår i høj grad er blevet politisk arvegods for netop SF – samtidig med, at i hvert fald de ledende folkesocialister erkender, at konsekvenserne efterhånden er blevet meget anderledes, end man forestillede sig i efteråret 1992.
Det var på den baggrund ikke mærkværdigt, at Anders Fogh Rasmussen og Holger K. Nielsen i sidste uge havde en konstruktiv samtale om den kommende forfatningstraktat. SF-formanden gav efter mødet udtryk for den »helt klare« fornemmelse, at regeringen er interesseret i at få SF med i et udspil. Men han benyttede også lejligheden til at slå fast, at hans parti i modsætning til Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre ikke uden videre vil stille sig tilfreds med forslaget fra EU-konventet.
SF ønsker med andre ord, at Danmark under den kommende regeringskonference skal lægge nye krav på bordet, ikke mindst om arbejdsmarkedspolitikken og nationale velfærdsordninger. Det er dog en strategi, der ikke kun bliver afvist af SR-partierne, men også af regeringen. De har den opfattelse, at de vil være umuligt at forene nye krav med bestræbelserne på at få respekteret de eksisterende danske undtagelser.

Argumentet er ud fra en koldsindig analyse svært at afvise for SF-ledelsen. Intet medlemsland – og slet ikke et af de mindre, der vil bevare undtagelser – kan forvente at få sin vilje hele vejen rundt. Den politiske og diplomatiske indsats må nødvendigvis være stramt prioriteret. Og her er det så i en fælles interesse, at det sker omkring undtagelserne.
Det næste spørgsmål er så, om de på længere sigt – når den nye traktat er blevet godkendt i EU som sådan – skal bevares i en ændret form. Anders Fogh Rasmussen har ladet forstå, at det ikke her haster med at få et svar. Men han ved også, at hvis Danmark ikke skal skrue sig stadigt længere ud i en uhensigtsmæssig marginalisering, så er det ikke det danske, men det socialistiske folkeparti, han har brug for.
Det er af den grund, Holger K. Nielsen sidder med sine stærke kort over for regeringen. Hans store problem består imidlertid i, hvornår og hvordan de skal spilles. Og her har han mange partifæller, der vil kigge ham over skulderen for at give indtrængende, men modsatrettede råd. Faktisk har SF-formanden det i denne sag lige så svært som statsministeren.

tok

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu